Die Stadt - byen, der er en bil
Det er en grå, grå tirsdag formiddag i december, og hele Rødby-Putgarden-færgen damper af pølsevand, da fotografen Frederik og jeg stævner ud med kurs mod Die Stadt. Vi vil undersøge, hvordan er det er at leve i en by, hvor alt er bygget op omkring vækst og produktion – og så er Wolfsburg virkelig the place to go. Byen er vokset op omkring den megafabrik, Adolf Hitler byggede i 1938 for at lave bobbel-biler til folket, og i dag bebos byen af 120.000 mennesker, som stort set alle sammen arbejder for Tysklands største virksomhed Volkswagen - enten direkte eller indirekte. By og fabrik er ét.
Wolfsburg har alt det, den danske regering så inderligt ønsker sig: arbejdspladser, vækst og eksport. Det strømlignede tyske produktionsapparat har gjort landet til det rigeste og mest magtfulde i Europa. Spørgsmålet er, om der er plads til menneskelighed og sanselighed i den evigt ekspanderende produktionsmaskine?
Der Oberbürgermeister
Det ville være ubærligt at ankomme til Wolfsburg i noget andet transportmiddel end en Volkswagen, så vi har lånt en splinterny, sølvgrå Golf af Thomas fra VW’s danske presseafdeling i Brøndby. Det sidste han