Troldehæren

Hvordan kan vi føre en meningsfuld demokratisk samtale i internettets tidsalder? Sådan vil jeg formulere det spørgsmål, som er den egentlige kerne i Whitney Phillips’ undersøgelse af fænomenet trolling i This Is Why We Can’t Have Nice Things. Phillips ekspliciterer ikke direkte dette som sit undersøgelsesspørgsmål, men kredser snarere om det, mens hun, med en blanding af teoretisk informerede overvejelser og anekdotiske beretninger, analyserer et noget obskurt hjørne af internettets hidtidige historie: trolling-subkulturens udvikling fra dens formative fase over en art guldalder og til det, nogle af subkulturens trolls opfatter som et forfald.

Hvad skal man så forstå ved trolling? Min egen lægmandsdefinition ville være, at det er den adfærd, man udviser, når man i et kommentarfelt eller på sociale medier forsøger at fremprovokere raseri hos den, man diskuterer med, fx ved at være nedladende, at bruge et nedsættende sprog eller ved bevidst at misforstå og fordreje modpartens ord. Mit begreb om en internettrold var, indtil jeg læste Phillips’ bog, sådan cirka personificeret ved Weekendavisens Søren K. Villemoes, som jeg selv har Facebook-diskuteret med fler