Kunst i et velfærdsmix

Rapport

30.10.25

Debatkonceptet Charlottenborgs Kaffeklub viste onsdag morgen, at det ikke giver mening at tale om, hvordan kunst sikrer demokratiet, før vi har sikret, at demokratiet ikke begrænser kunst. Man kunne jo for eksempel starte med at have lidt tiltro til institutionernes dømmekraft.

Kristoffer Rich Henningsen

Onsdag morgen d. 29. oktober lader jeg kaffemaskinen stå urørt derhjemme, cykler gennem byen til Kongens Nytorv, hvor jeg ret præcist klokken 08:00 smyger mig ind ad døren på Kunsthal Charlottenborg. I dag afholdes den 13. version af debatformatet Charlottenborgs Kaffeklub, som i anledning af det forestående kommunalvalg i dag skal handle om det store omend nok så evigt aktuelle spørgsmål: »Hvordan kan kunsten styrke demokratiet, velfærden og den lokale sammenhængskraft?«.

Jeg bemærker et par enkelte hævede ansigter. Stemningen er særlig her om morgenen, hvor friske og forsovede mennesker finder sammen, altid lidt underligt at stå i et skarpt institutionslys en time efter at vækkeuret ringede, men også meget rart. Friskt. Sikkert sundt. Charlottenborgs Kaffeklub fyrer dagen i gang med postevand og filterkaffe.

Morgenens debatpaneler består af henholdsvis folk fra kulturinstitutioner, kunstnere og politikere, og samtalerne modereres af Lene Johansen som er journalist.

Jeg sætter mig til rette på en grå plastikstol med en kop kaffe, der smager ganske udmærket. Vi rejser os og synger Sig nærmer tiden, da jeg må væk af St. St. Blicher. Døden velsagtens, el