Opmærksomhedsøvelse
Roskilde Festival er måske et af de sværeste steder at vise performancekunst. På en festival hvor der sker adskillige events og koncerter samtidig både på festivalpladsen og campingpladserne. Som publikum står man ofte i en konstant flakken mellem her og der, at konsumere og kommentere, eller bare at prøve at finde sine venner. Samtidig er det også en petriskål for en kunstverden, der har et mere distraheret publikum end nogensinde før. Måske kan det lære os noget om hvad performancekunsten og dens publikum skal stille op med hinanden i dag.
Det ville være en floskel at sige, at smartphones spiller en stor rolle i forhold til hvordan vi er publikum i det 21. Århundrede. Den har også i den grad formet en performanceverden, hvor mere og mere performancekunst arbejder strategisk med virale fotomuligheder, kroppe og gimmicks der passer lige ind i et feed. Men hvad er det for et blik og publikum, det har skabt? Og hvordan har det påvirket performancekunstens udtryk og metoder?
Jeg er taget på Roskilde Festival med teoretikeren Claire Bishop i lommen for at se på performancekunst. Jeg skal se den tyrkiske performancekunstner Göksu Kunak, der er kendt
