Kul og grønne skove
Skiltene bliver tosprogede godt 50 km fra Berlins sydligste forstæder. Lübben hedder også Lubin, Lübbenau også Lubnjow, Vetschau også Wětošow, Cottbus også Chóśebuz. Jeg skifter til Ostdeutsches Eisenbahns nye todækketog i noget, der hedder Königs Wusterhausen, og det føles sært passende, at sidste station inden de tosprogede skilte, bærer navnet Brandenburg Tropical Islands – et trinbræt nær en gigantisk indendørsstrand i en gammel luftskibshangar.
Det er varme dage i august. I et par uger har corona lettet sit greb om Europa, og jeg er hastet afsted af frygt for, at grænserne lukker igen til efteråret, når bølge to rammer os, og nu står jeg her og føler mig hensat til verden af i går, mellem enorme skove midt i Europas hjerteland. Her i det østligste Tyskland findes en lille kulturel og sproglig minoritet, der har eksisteret i 1500 år. Jeg er taget til Sorbien. Det kunne have været et naboland til Syldavien og Bordurien, som Tintin besøgte i Kong Ottokars Scepter og Månen tur-retur, men denne verden er virkelig.
Skydækket bliver tættere, jo længere toget kører ind i det flade landskab, og selvom jeg når endestationen inden frokost, er det
