Print artikel

Klø på direkte ned i afgrunden

Illustration: Thit Thyrring
Feature
26.03.20
Vi lever i udbrændthedens tidsalder, hvor kravet om personlig drivkraft installerer en skyld i mennesker, som ikke er skyldige. Spørgsmålet er dog, om samfundet kan fungere uden de ambitiøse individualister?

I romanen Anna Karenina skildrer Leo Tolstoj livets op- og nedture i den russiske overklasse anno 1875. Her er et embede noget, man som rig adelsmand har, ikke noget man passer – en titel, ikke rigtig andet. Tilværelsen går derimod ud på at gå til bal, at debattere ting, spille kort, drikke champagne, købe væddeløbsheste, holde et præsentabelt hus. Hvis man som den lidt sære fyrst Konstantin Ljovin rent faktisk ønsker at skabe noget og arbejde på sit landbrug side om side med bønderne, bliver det set som suspekt og excentrisk af både bønder og adelige. Har man penge, slider man ikke.

Opfattelsen af, at nogle er skabt til at holde fri, mens andre er skabt til at arbejde hårdt, fremstår i dag som et historisk kuriosum. Rige mennesker i det 21. århundrede arbejder. De bygger elbilfabrikker og rumraketter og opretter livsforlængelsesprogrammer. Elon Musk og Jeff Bezos tærer ikke på formuen, de udvider den – og bruger den til at prøve at skabe en slags verdensherredømme. Det er, som om det aldrig er nok. Som om ingen her i det 21. århundrede – selv ikke milliardærerne – går fri af det moralske krav om ikke at drive den af.

Det er vores tilværelse som sådan, der i stigende grad er begyndt at minde om et arbejde.

Ole Fogh Kirkeby er ledelsesfilosof og professor emeritus fra CBS, og han mener, at kravet om, at alle i dag skal præstere noget – uanset hvem du er – ikke giver mening set i forhold til, hvor gennemsnitlige evner de fleste af os besidder.

»Problemet er, at kravet om personlig drivkraft installerer en skyld i mennesker, som ikke har nogen skyld. Der er et stigende krav om, at man skal skabe noget unikt. Men det er bare de færreste forundt at leve op til det krav. Hvis man ser bredt på arbejdsstyrken i både den offentlige sektor og private firmaer i dag, er der ikke specielt stor variation i, hvad de ansatte rent faktisk er i stand til at udrette. Der er en meget stor ensartethed i, hvad vi hver især kan. Det faktum stemmer dårligt overens med ideen om, at den enkelte skal besidde nogle helt unikke evner,« siger han.

Sociologen Lois McNay har beskrevet samtidens individualistiske ideal med begrebet Self as Enterprise: Hvert individ er blevet sin egen forretning. Står du stille, går forretningen konkurs. Du er nødt til at gøre noget. Det, der før var et normativt ideal om individuelt ansvar for egen lykke, har udvidet sig til at være en omstændighed, der karakteriserer tilværelsens vilkår. Bagsiden er, at dette ikke-valg har bevaret sin moralsk-normative komponent, så den enkeltes pekuniære uformåen, der ofte er konsekvensen af tidens økonomiske usikkerhed, bliver set som et udtryk for individuel fejlbarlighed. En slags dobbelt personlig fallit, både moralsk og økonomisk.

Modernitetens paradoksale krydspres

I bogen Stress og eksistens – nye veje til at forstå og bekæmpe stress beskriver filosof Mette Vesterager samfundsudviklingen som en bevægelse fra et samfund præget af disciplin til et samfund præget af præstation. Førhen bestod kollektivets pres mod den enkelte i en negativ disciplinering, hvor livet var karakteriseret ved begrænsninger i form af forbud. Forbud mod sex før ægteskabet, forbud mod at skeje ud og bære korte bukser på arbejdspladsen, den slags. I dag er det anderledes, den enkelte bliver påbudt at yde noget, samfundet er karakteriseret ved positiv opmuntring til individuel præstation.

Med inspiration fra Hannah Arendt skriver Vesterager, at det at arbejde og være produktiv »har overtaget næsten al menneskelig aktivitet.« Menneskelig handling, der af Arendt forstås som det, der skaber meningsfulde sociale fællesskaber, bliver i stigende grad overtaget af arbejdets produktionslogikker. Groft sagt er badminton med vennerne torsdag eftermiddag ikke længere bare badminton, det er et led i bestræbelsen på at holde sig sund og rask. En af de mindst to ugentlige sessioner a mindst 20 minutter, hvor man motionerer, så man får pulsen op og sved på panden, som det lyder i Sundhedsstyrelsens officielle anbefaling. Man skal holde sig sund af hensyn til staten, arbejdspladsen, produktiviteten, og påbuddene om selvoptimering rækker langt ind i fritiden. Konsekvensen? En stigning i stress, angst og depression blandt arbejdende folk i det meste af den vestlige verden.

»Vi bevæger os mod en situation, hvor menneskelig handling bliver reduceret til ren produktion. Vi arbejder hele tiden mod mål, vi kender på forhånd. Det har som konsekvens, at der ikke er plads til nysgerrighed, kreativitet og medmenneskelighed. Dét meningstab var Hannah Arendt allerede optaget af. Jeg synes, hun har en vigtig pointe, når hun påpeger, at menneskelig handlen må ses som en række af begyndelser frem for midler til at opnå mål, man allerede har defineret,« siger Mette Vesterager.

Hendes ærinde i Stress og eksistens er at gøre op med den individorienterede stresshåndtering, der er så udbredt i dag. Den slags er snarere brandslukning i et samfund, hvor eksistensvilkårene har ændret sig fundamentalt. For det første har den enkeltes mulighedsrum udvidet sig betragteligt, hvilket øger risikoen for at vælge forkert og dermed virker handlingslammende. For det andet betyder de stadigt mere omskiftelige sociale relationer og netværk, at den stabilitet, man før havde på job, i familie og langvarige venskabsforhold, er under pres. For det tredje er der sket en mere fundamental acceleration af samfundsmæssige processer: fra produktionen af varer til uddannelsen af nye kræfter til arbejdsmarkedet er presset for at øge tempoet taget til.

Måske man i første omgang helt ydmygt blot skulle forsøge at leve lidt mere som det 19. århundredes russiske aristokrati?

Dén cocktail har fået den britiske psykoanalytiker Josh Cohen til at betegne udbrændthed som en grundlæggende samfundsmæssig tilstand, der karakteriserer vores tid. I sin anti-produktivitetsbog Not Working – Why We Have to Stop skriver Cohen, at begrebet udbrændthed første gang blev brugt i en psykoterapeutisk sammenhæng af den tysk-amerikanske psykolog Herbert J. Freudenberger i 1974. Freudenberger observerede, at arbejdere, der led af udbrændthed, fik et ligegyldigt og distanceret forhold til deres arbejde, deres egen rolle i det, og deres kollegaer. De blev apatiske, mistede empatien med andre, og samtidig kunne de ikke stoppe sig selv og hvile ud. Noget drev dem videre. En fornemmelse af, at nye opgaver ventede lige om hjørnet, at de var nødt til at fortsætte. Så de fortsatte, trods deres åbenlyst problematiske tilstand. Cohen skriver:

»The exhaustion of burnout leads to an intense yearning for a state of rest alongside the sense that it cannot be attained, that there is always some demand or anxiety or distraction that won’t let them go.«

Selvom titlen på Cohens bog henviser til arbejdet som noget skadeligt, er pointen ikke, at vi nødvendigvis arbejder mere eller hårdere end på andre tidspunkter i historien. Det er vores tilværelse som sådan, der i stigende grad er begyndt at minde om et arbejde. Ingen slipper for at skulle være aktiv, ansvarlig og positiv – nogensinde. Det er altså ikke arbejdet, forstået som et ansættelsesforhold, hvor man modtager betaling for den tid, man bruger, Cohen er ude efter. Det er snarere det moralske krav om at være aktiv, ansvarlig og positiv, der karakteriserer tilværelsen for det moderne menneske døgnet rundt, han er ude efter. Vi lever i højere og højere grad, som om vi konstant er på arbejde, og så er det klart, at man bliver udbrændt. Ingen i dag bliver skånet for det skingre imperativ om at være aktiv, ansvarlig og positiv, skriver Cohen.

De patienter, Cohen til daglig behandler i sin klinik, er ofte udbrændte af alle mulige andre grunde end deres jobs: fordi de frygter ikke at være gode nok forældre eller venner, eller fordi de lige lovlig sent opdager, at de aldrig rigtig har forfulgt det, de egentlig selv drømmer om at gøre, men snarere har gjort “det fornuftige”. En slags liv på automatpilot, som ifølge Cohen desværre er blevet realiteten for alt for mange i en verden, hvor tidsrummene for refleksion, retningsløst dagdrømmeri og leg, er blevet færre og kortere. I essayaet Minds Turned to Ash, der udkom i The Economist, argumenterer Cohen for at se fænomenet som en bredere tendens, der ikke blot har med arbejdslivet at gøre:

»Burnout is not simply a symptom of working too hard. It is also the body and mind crying out for an essential human need: a space free from the incessant demands and expectations of the world.«

Cohens pointe lyder som et ekko af Arendt, Vesterager og McNay: produktionslogikken breder sig til livets andre sfærer og presser alt det andet, der giver livet værdi, ud. Men hvorfor er det blevet sådan? Mens Arendt, Vesterager og McNay tydeligvis alle har et mellemværende med kapitalismen (hvilket Cohen i høj grad også har), tilføjer Cohen et yderligere aspekt, som man let forsimplet kunne kalde vanens magt. Som Cohen beskriver i Not Working, observerede Freudenberger allerede i 1974, at udbrændtheden ikke blot er træthed, apati, udmattelse – den er også en angsttilstand.

Den udbrændte drømmer om at slappe af, men det kan kun blive ved drømmen, for der venter altid et nyt krav om produktivitet forude. Det har som uheldig sideeffekt, at udbrændte mennesker har tendens til at fastholde sig selv i de mønstre, der gør dem udbrændte. Cohen citerer den pessimistiske filosof Arthur Schopenhauer for, at denne vanens magt, der fører folk ud i udbrændthed – når de for sent opdager, at der var en masse andre, mulige liv, de aldrig gav sig selv lov til at udforske – stammer fra »den inerti, der ønsker at skåne intellektet, viljen, arbejdskraften, vanskeligheden og undertiden faren, der er forbundet med at tage et nyt valg.«

De kollektive krav til den enkeltes formåen går ud over evnen til at handle selvstændigt og passe på sig selv.

Den personlige drivkraft, der får folk til at ignorere deres egne behov og fortsætte med at klø på direkte ned i afgrunden, er altså tilsyneladende en slags kraft, der rækker ud over os selv. En inerti, som er resultatet af en uhellig alliance mellem omverdenens krav og den enkeltes psykologiske tilstand, alle de forestillinger, vi hver især har om, hvad der er det vigtige at gøre, hvad vi skal opnå, hvad vi bør. En centrifuge, man kommer ind i og ikke kan komme ud af igen. Livet er blevet et arbejdsliv.

Som Mette Vesterager noterer i Stress og eksistens: »Der er ikke længere en naturlig grænse. Vi kan bare blive ved, til vi segner.« Arbejdet begrænses i dag udelukkende af den arbejdendes udmattelse, intet andet. Den flittige, ambitiøse persons manglende evne til at træffe et »nyt valg« og løsrive sig fra hamsterhjulets evighedsmaskineri, som Cohen beskriver med reference til en række patienter, han har behandlet i sin klinik, ligner altså resultatet af en slags modernitetens paradoksale krydspres: de kollektive krav til den enkeltes formåen går ud over evnen til at handle selvstændigt og passe på sig selv.

At vise Gud den ærbødighed, Gud fortjener

Spørgsmålet er dog, om der findes alternativer til et samfund, der hylder den enkeltes stræben. Tænkere med hang til samfundsdiagnoser fremstiller hyldesten af den personlige drivkraft som et grundlæggende problem. Men det er vel også den personlige drivkraft (enkeltpersoners viljesanstrengelser, ideer, opfindelser, gåpåmod, stædighed), der bringer samfundet fremad? Civilisationen er vel også bygget på store individuelle handlinger udført af politikere, kunstnere, videnskabsfolk og aktivister? Folk, der på ubekvemme tidspunkter i historien har trodset de fremherskende normer og ændret tingene til det bedre?

Som sociologen Max Weber pointerede i Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, så er hele den moderne samfundsindretning på sin vis baseret på en protestantisk kaldsetik, der nøder den enkelte til at gøre det godt, arbejde hårdt, leve sparsommeligt, investere fornuftigt og dermed opnå økonomisk fremgang – forsimplet sagt for at vise Gud den ærbødighed, Gud fortjener. Enkeltpersoners motivation for at handle er altså ifølge Weber et helt grundlæggende drivmiddel i historiens motor.

»Vi skal passe på, at det ikke ender i en nedgørelse af enkeltpersoners initiativ. Mennesker har også brug for at være unikke og forfølge individuelle ønsker og behov. Problemet i dag er, at vi kommer til at stå alene. Arendt beskriver netop, hvordan stærke fællesskaber er forudsætningen for den enkeltes mulighed for at realisere sig selv,« siger Mette Vesterager.

Den personlige drivkrafts rolle er dermed blevet paradoksal i nutidens accelerationssamfund: Den er uundgåelig, hvis livet skal give mening, men den får samtidig alt for mange til at spærre sig selv inde i det, den altid muntre Max Weber kaldte rationalitetens jernbur. Den personlige handling, der burde give vores liv mening, gør det ikke længere. Den bliver instrumentel, koloniseret af arbejdets logikker. At arbejdets logikker siver ind i andre dele af tilværelsen gør dog ifølge Ole Fogh Kirkeby ikke folk mere egoistiske – det er livsvilkårene, ikke menneskene, den er gal med.

Kravet om personlig drivkraft installerer en skyld i mennesker, som ikke har nogen skyld.

»Som de gamle romere sagde: den bedste leder er den, der ikke har lyst til at være det. Og jeg køber grundlæggende ikke forfaldsfortællingen om, at den neoliberale strømning har gjort ungdommen mere selvoptaget og egoistisk i dag. Jeg ser en meget stærk optagethed af kollektive værdier blandt ungdomsgenerationen.«

Spørgsmålet er dog, om de nye fællesskaber, der vokser frem, udgør et særlig solidt bolværk mod tidens udbrændthedsbølge. Det kan ofte virke, som om vi fortsat er fanget i en slags modernitetens catch 22: Hvis vi kvæler den enkeltes initiativ, kvæler vi meningen. Hvis vi lader hyldesten til den enkeltes initiativ fortsætte som nu, fortsætter udbrændtheden. Kan et velfungerende, dynamisk samfund være befolket af afslappede mennesker, der intet ønsker at opnå for sig selv? Et vist mål af egoistisk ambition er vel nødvendigt?

»Det er jeg ikke så sikker på. Det at handle ud fra almenvellets interesse ser jeg som en stærk drivkraft, også for folk i dag,« siger Ole Fogh Kirkeby.

De kapitalistiske logikker, som McNay beskriver med begrebet om Self as Enterprise, kombineret med statens krav mod den enkelte om at være en produktiv og sund samfundsborger, der betaler mest muligt i skat og ikke bliver syg, har altså tilsyneladende ikke gjort folk mere egoistiske eller mindre optagede af at indgå i meningsgivende fællesskaber.

Det er snarere mulighederne for at spille badminton fuldkommen uden sundhedsfremmende bagtanker, eller at læse en bog, uden det er et led i en mere eller mindre bevidst selvoptimering, der er under pres. Spørgsmålet er så bare, hvordan man i sådan et samfund undgår udbrændthedens apatiske angsttilstand, hvis ikke man ønsker at rive hele tilværelsen op med rode og flytte i selvforsynende storkollektiv uden kontakt med de alment vedtagne pengesystemer. Måske man i første omgang helt ydmygt blot skulle forsøge at leve lidt mere som det 19. århundredes russiske aristokrati?

 

 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.