Klø på direkte ned i afgrunden

I romanen Anna Karenina skildrer Leo Tolstoj livets op- og nedture i den russiske overklasse anno 1875. Her er et embede noget, man som rig adelsmand har, ikke noget man passer – en titel, ikke rigtig andet. Tilværelsen går derimod ud på at gå til bal, at debattere ting, spille kort, drikke champagne, købe væddeløbsheste, holde et præsentabelt hus. Hvis man som den lidt sære fyrst Konstantin Ljovin rent faktisk ønsker at skabe noget og arbejde på sit landbrug side om side med bønderne, bliver det set som suspekt og excentrisk af både bønder og adelige. Har man penge, slider man ikke.

Opfattelsen af, at nogle er skabt til at holde fri, mens andre er skabt til at arbejde hårdt, fremstår i dag som et historisk kuriosum. Rige mennesker i det 21. århundrede arbejder. De bygger elbilfabrikker og rumraketter og opretter livsforlængelsesprogrammer. Elon Musk og Jeff Bezos tærer ikke på formuen, de udvider den – og bruger den til at prøve at skabe en slags verdensherredømme. Det er, som om det aldrig er nok. Som om ingen her i det 21. århundrede – selv ikke milliardærerne – går fri af det moralske krav om ikke at drive den af.

Det er vores tilværelse som