Gaming og glemsel

Gaming er — når det er allerbedst — selvforglemmelse.

Det er et argument, der over lang tid har udviklet sig i stuen/soveværelset i min lejlighed, som et mere eller mindre desperat forsøg på at udskyde det tidspunkt, hvor min kæreste ikke kan holde lyden af den konstante klikken fra musen ud længere; det tidspunkt, hvor hun blandt andet vil kræve, at jeg stopper med at svare hende over skulderen på spørgsmål, som jeg ikke rigtigt har hørt, men alligevel forsøge at give hende et svar på; gamerens svar på at fake en orgasme. Min kæreste og jeg lavede en anordning i et forsøg på at imødekomme dette problem, hvor vi satte min computer ind mod væggen ved siden af vores seng, så vi kunne have noget, der mindede om en samtale eller måske øjeblikke af øjenkontakt, når min kæreste sad og læste i sengen om aftenen, mens jeg spillede computer.

Problemet med den anordning var, at det modarbejdede hele idéen med at sidde ved computeren. Gaming er ikke venstrehåndsarbejde. Det er ikke en opvask eller en toiletkumme, der skal tages, mens man tænker på, hvad man skal bagefter. Det er et koncentreret og insisterende forsøg på at glemme sig selv. Det er tidsfordriv af den all