Epistemologisk ragnarok

Den teknologiske udvikling repræsenterer et tab. Et tab af den verden, jeg kender. Et tab af håb for fremtiden. Et tab af meningsfuldhed. For det er svært ikke at tænke på fremtiden uden at tænke i dystopiens troper. Det gælder ikke kun teknologien. Med i puljen er også den accelererende klimakrise og erkendelsen af, at fredens tid snart synes at være fortid. Kun en tåbe tror på, at vi efterlader en bedre verden til de kommende generationer. Men hvor klimaet og ufreden i verden stadig er abstrakte kriser, og de store tab stadig kun lurer i horisonten, er teknologiens omformning af vores daglige omgang verden helt konkret og taktil.

Oplagt er det at pege på de sociale medier og den katastrofe, de har udviklet sig til for vores relationer til hinanden, vores opmærksomhed og vores demokrati. Men her skal det handle om det næste store (rov)dyr i den teknologiske udvikling: Kunstig intelligens.

Der er nærmest ikke noget mere nedslående end at skrive om kultur og litteratur med afsæt i kunstig intelligens. Den første tanke, der melder sig, er nemlig sorgen over alt det, der forsvinder. Som film- og litteraturkritikeren Lasse Winther Jensen trist konstaterer i trist artikel