Den unaturlige læsning
Samtalen om litteratur og læsning i dag, er en samtale om en krise, og det synes irreversibelt, at læsning af litteratur er på vej mod en marginalisering i vores samfund. I en ikke så fjern fremtid kan man forestille sig, at skønlitteratur har den samme plads i offentligheden som opera, ballet eller moderne dans – seriøse kunstformer med etablerede institutioner og et dedikeret publikum, men som er forbeholdt en snæver og eksklusiv kreds.
En oplagt konsekvens af den udvikling er, at det alt andet lige også bliver sværere at legitimere, at man underviser i skønlitteratur i grundskolen, gymnasiet og på universitetet. Eller at vi som samfund skal bruge penge på at styrke læsekulturen eller afskaffe momsen på bøger for eksempel.
Hvis vi skal forsvare, hvorfor der fortsat skal undervises i litteratur og bruges offentlige midler på at styrke læsningen, må vi nødvendigvis kunne argumentere overbevisende for, at læsning af litteratur er vigtigt, og at der dermed også går noget vigtigt tabt, hvis vi taber evnen til at læse litteratur. Men før vi kommer så langt, må vi til en start prøve at forstå, hvad der i hele taget karakteriserer læsning som en menneskelig aktivitet.
