Demokratiets indre og ydre slagmarker

I det nye demokrati er kampen flyttet ind i mennesket selv, mens politikerne og institutionerne har trukket sig fra den.

Essay

02.10.14

I dagens demokratiske Danmark er ”Demokratiet” ikke længere noget, borgerne kæmper for, men noget de kæmper for at finde sig til rette i. For demokratiets livsformer skaber sine egne paradokser, og som en konsekvens af den samme udvikling, der har gjort folk mere selvkritiske, bliver kritik oftere oplevet som et personligt overgreb. For hvordan kan kritikken egentlig realiseres på demokratiske præmisser? Rune Lykkeberg peger på demokratiet som et ideal vi ikke lever op til og på den ”demokratiske kritik” som en kunst vi sjældent mestrer.

Jesper Ruben

Rune Lykkebergs bøger afdækker den nyere danmarkshistorie som en demokratiets historie om velfærdsstaten som et storstilet dannelses- og oplysningsprojekt, ingen rigtig kan eller vil stå i spidsen for længere.

I Kampen om sandhederne undersøges den historiske periode bag oplysningsprojektet, begyndende med Poul Henningsen i 30'erne over den oprindelige kulturradikalisme i velfærdsstatens storhedstid i 60'erne og 70'erne, hvor universitetsuddannede socialdemokrater indgik i en uformel åndelig alliance med progressive kulturfolk og kunstnere om at skabe de tanker og kritikker, der længe kom til at definere selve velfærdsstatens menneskesyn i alt fra retspolitik til opdragelsespædagogik.

Det var i den periode af velfærdsstatens historie, at der blev formuleret politiske visioner for en hel befolkning, som gennem progressiv pædagogik til børnene i skolerne og kritisk kunst til de voksne skulle være med at skabe det demokratiske samfund, der kunne tilbyde velfærdsamfundets forandrede menneske - i det mindste ham der ikke i forvejen tilhørte den selvbevidste kulturelle overklasse og kunne gå selv - en guidet udgang fra kapitalismens destruktive konsekvenser. Deng