Tør vi overlade magten til os selv?

I de demokratiske postmoderne samfund står så godt som alt til forhandling: Kønsroller, religion, etnicitet, historieskrivning, børneopdragelse, prostitution, menneskerettigheder, dødsstraf, psykiatriske diagnoser. Det er et helt fundamentalt princip i det demokratiske samfund, at synspunkter står til diskussion, og at de skal forsvares rationelt for at have nogen gyldighed. Præmissen for alle diskussioner er imidlertid den demokratiske styreform, og præmissen selv står meget sjældent til diskussion.

Hvis man forsøger at sætte spørgsmålstegn ved selve det demokratiske princip, så får man fællesskabets deliberative kærlighed at føle. Om demokratiet forstået i bredest mulige forstand skriver Rune Lykkeberg i forordet til bogen Alle har ret:

»Jeg startede med at skrive denne bog som polemik imod brugen af ordet ”demokrati” som den højeste værdi i alle sammenhænge. Man får indimellem det indtryk, at ”demokratisk” altid er det rigtige, og ”udemokratisk” altid er det forkerte. Hvis man påpeger et udemokratisk træk hos andre, har man afsløret dem som antidemokrater, og så er de på den forkerte side.«

Hizb-ut-Tahrir er måske det mest berømte eksempel på, hvor