»Jeg vil også gerne betyde noget«

»En måne, to måner, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni måner...« Der er ”måneleg” på Ungdomsbureauets kælderkontor i Gothersgade. En leg, der efterhånden har udviklet sig til en lille rituel happening, når visionen bag ungdommens nye interesseorganisation skal forklares til de uindviede.

Legen tager udgangspunkt i et fotografi, der hænger på kældervæggen. Det viser et lokale med en masse habitklædte mennesker, der sidder og ser på en skærm, hvor en ung pige er projekteret op i overnaturlig størrelse. Blandt de tilskuere, hvor man kan tælle ni måner og endnu flere hoveder med grå hår, er der næppe et eneste menneske under 30 år.

Månelegens pointe er ligetil: Ungdommens sag diskuteres uden involvering af ungdommen selv. Og det er præcis den form for eksklusion af ungdommen, som Ungdomsbureauet ønsker at standse ved at skabe forskellige platforme, hvor de unge får ordet i samfundsprocessen.

»Ungdommen bliver ganske enkelt ikke taget seriøst. Heller ikke i deres egne sager. Hvis de unge er med i en rapport om unge, er det altid kun som casestudier, ikke som bidragydere. Det illustrer meget godt, hvor lidt man hører fra unge om et emne, der vedrører unge. Jeg sig