Hyldest til det uøkonomiske menneske
Der er noget ufremkommeligt, ja, ligefrem genstridigt ved Friedrich Schlegels romanfragment Lucinde fra 1799. Forklaringen ligger i selve den bagvedliggende poetik, og det ville derfor være noget af en tilsnigelse at bortdømme værket som mislykket. Det er tværtimod særdeles vellykket, idet form og indhold korresponderer med det tilstræbte universalpoetiske program, men det vender vi tilbage til.
Lad os først se lidt nærmere på romanens kontekst: den såkaldte Jena-romantik, opkaldt efter navnet på den by, hvori mange af datidens centrale tænkere samledes i årene omkring sekelskiftet 1800. Foruden Schlegel selv og hans mindst lige så brillante bror, August Wilhelm Schlegel, talte kredsen så toneangivende digtere og tænkere som Friedrich von Hardenberg (i.e. Novalis), Schelling og Fichte, der ikke blot fik afgørende betydning for kulturlivet i deres samtid, men for den europæiske åndshistorie helt frem til vores tid.
Hvis vi udvider kampzonen og hæver blikket en smule, og det bør vi gøre, så møder vi i horisonten af Jena-romantikken så betydelige skikkelser som den unge Goethe, Schiller, Clemens Brentano, brødrene Alexander og Wilhelm von Humboldt, Sophie Mer
