»Fisk er blevet sikkerhedspolitik«

Det er usædvanligt godt vejr i Thorshavn. Selvom det er højsommer, er det alligevel sjældent, at solen skinner så skarpt og lunt i Nordatlanten til ólavsøka, de færøske nationaldage, der samler borgere fra alle egne af Færøerne til to dages folkefest i hovedstaden. Thorshavns bymidte er fuld af mennesker i færøske nationaldragter.

Mændene er i knæbukser med strømper trukket op ad skinnebenene, uldveste i rød eller blå med smukt broderede blomster og åbne striktrøjer med sølvknapper. Kvindernes dragter findes i flere farvekombinationer, de lange skørter, brystdugene med sølvbrocher og de vævede tørklæder over skuldrene er blå og røde, men også gylden orange, skovgrønne, lilla og pink. Alle hilser til højre og venstre, omfavner familiemedlemmer og vinker til gamle venner, skåler i koldskænkede fadøl i kø til foodtrucks der sælger Crepes, Gyros og færøske specialiteter som ræst kjøt, vindtørret lammekød fermenteret i månedsvis under forhold og temperaturer, som kun findes her på øerne.

Når jeg har spurgt færinger, hvad det egentlig er, man fejrer til ólavsøka – eller Olai, som nationaldagene kaldes på dansk, har jeg mest fået tvetydige svar. Altså, der er selvfølgelig den historiske baggrund for nationaldagene, der handler om den norske middelalderkonge Olav Den Hellige som kristnede Færøerne, og Olai markerer selvfølgelig også den årlige genåbning af det færøske lagting.

Men de historiske og politiske rammer synes hverken at forklare eller beskrive essensen af Olai. Her i et solbeskinnet Thorshavn, der summer af social samhørighed og syder af den særlige slags stolthed over et sted, som man finder i de største mængder i de mindste samfund, fremstår den formelle kontekst mere eller mindre underordnet. Olai er markeringen af en færøsk nationalidentitet og en fejring af det fællesskab, som kun de ganske få der er fostret i den færøske flok forstår.

Der var i hvert fald meget, jeg ikke forstod ved Færøerne, før jeg mødte min kæreste, hvis familie har dybe rødder i det nordatlantiske land. Som så mange andre danskere havde jeg hverken hørt om ólavsøka eller skærpekød, og jeg kunne umuligt genkende det færøske sprog i det københavnske bybillede. Nu overhører jeg færøsk i metroen og forsøger ihærdigt at imponere min svigermor med min udtale af færøske ord, der kræver noget akrobatisk mundgymnastik for en dansksproget tunge at udføre. Vakuumpakket tørfisk hober sig op i mit køleskab, min fryser er fuld af færøske fiskeboller, og jeg, som hundefryser i temperaturer under 20 grader, tilbringer nu gladeligt mine sommerferier i tykke stjernemønstrede uldsweatre på de afsindigt smukke øer. Jeg er - som man siger - a changed man.

Det var også først da jeg mødte min kæreste og hendes færøske familie, at jeg for alvor forstod, hvor utroligt lidt danskerne interesserer sig for de øvrige lande i rigsfællesskabet. For mens færingerne og grønlænderne er påtvunget en økonomisk, politisk, kulturel og sproglig forbindelse til Danmark, er danskerne grundlæggende fritaget fra at beskæftige sig den anden vej. Et ligegyldighedsprivilegium, som vi danskere i den grad udnytter, når ikke russiske skibe fisker i færøske farvande eller Trump truer med at gøre Grønland amerikansk og dermed indskrænke rigsterritoriet med over 90 % og degradere Danmark fra arktisk stormagt til middelmådig miniputnation.

På min første tur til Færøerne i påskedagene 2024 lå pudret hvid sne over de sortbrune basaltbjerge. Her i sommermånederne er fjeldene dækket af fugtigt græs, der funkler glødende lysegrønt når solen siver ind gennem sprækker i skyerne. Bjergene farves anderledes mørkegrønne når havgusen for alvor trækker ind i landet og den grå dis snor sig om de koboltgrå klippetinder. Fåreflokke græsser hele vejen op ad bjergskråningerne og gnubber deres uldne bagkroppe mod autoværnene langs landevejene, der følger bjergskråningernes kurver. På vejen fra lufthavnen mod Thorshavn passerer man små bygder som blot er klynger af kulørte huse, der læner sig mod det brusende Atlanterhav, hvis endeløse horisont fremhæver de 18 øers isolation fra den omkringliggende verden.

Hos min kærestes bedsteforældre i Thorshavn er forberedelserne til to begivenhedsrige Olai-dage med familiebesøg fra nær og fjern godt i gang. I deres hjallur, et traditionelt tørrehus i forlængelse af hovedhuset, hænger lammelår og fermenterer til skærpekød i den friske færøske vind. Kødet har et blåligt skær bag det ydre lag af hvidgult fedt.

I gamle dage blev hele bygder affolket, når mændene drog til søs og aldrig vendte hjem. Denne sommer glider endnu et enormt krydstogtskib ind i Thorshavn, og store ringformede bassiner med baksende opdrætslaks flyder rundt i det marineblå vand.

I køkkenet anrettes der til aftenens festmåltid. På et fad ligger tynde kvadrater af gennemsigtigt hvalspæk ved siden af sortrøde skiver af tørret grind, kogte gule kartofler og støvhvid tørfisk. Fra dagligstuen kan man se ned til Thorshavns farverige havnefront og over til øen Nólsoy, der stiger op fra havet som et mægtigt grønt søuhyre. Det ene øjeblik står øen klar mod en lyseblå himmel, det næste øjeblik er den visket ud af landskabet af askegrå skyer, som om den aldrig havde været der.

Færøerne føles på en og samme tid både storslåede og indesluttede. De skrånende, tårnene bjerge, skarpe klippesøjler og brede, buede dale er overvældende i deres skønhed. Naturens kræfter kan være fuldstændig nådesløse på disse kanter, blæsten, tågen og havstrømmen ubarmhjertig i en grad, som de der er opvokset i den milde og gavmilde danske natur slet ikke kender til.

Den færøske fermenteringskultur er ikke opstået som nynordisk modedille, men er et resultat af ren og skær nødvendighed, affødt af de anstrengelser og farer det har indebåret at få mad på bordet her, hvor næsten intet andet end græs og fjeldblomster naturligt gror.

»Fisk er blevet sikkerhedspolitik« forklarer Heini í Skorini.

I gamle dage blev hele bygder affolket, når mændene drog til søs og aldrig vendte hjem. Denne sommer glider endnu et enormt krydstogtskib ind i Thorshavn, og store ringformede bassiner med baksende opdrætslaks flyder rundt i det marineblå vand. En fregat under norske flag kredser rundt i havet mellem hovedstaden og Nólsoy, sandsynligvis stationeret på øerne som værn mod russisk sabotage af undersøiske kabler og på Olaifestens første dag stikker toppen af en ubåds udsigtstårn op fra vandoverfladen som en metalkrokodille, der ligger dovent på lur.

»Det ville have været ren science fiction at forestille sig en stor amerikansk atomdreven ubåd sejle rundt imellem øerne for bare fem år siden. Nu er det helt normalt at se amerikanske ubåde samt franske eller andre nationers krigsskibe omkring Færøerne« fortæller Heini í Skorini, lektor på Institut for Historie og Samfundsvidenskab på Færøernes Universitet i Thorshavn.

Tidens geopolitiske spændinger og sikkerhedspolitiske usikkerhed fornemmes også i Nordatlanten. Christiansborg har varslet militær oprustning som følge af truslen fra Rusland og den ellers nedlagte NATO-radarstation på toppen af Sornfelli-fjeldet 12 km fra Thorshavn er ikke længere et efterladenskab af koldkrigstiden i landskabet, men skal omdannes til militær luftovervågningsradar for at lukke et hul i NATOs forsvarskæde mellem Island og Storbritannien.

Den nyligt indgåede fiskeriaftale med Rusland, som giver russiske skibe tilladelse til at fiske i færøske farvande i en tid, hvor russerne kraftigt mistænkes for sabotage af kritisk infrastruktur i Norge, har været stærkt omdiskuteret både på Færøerne og i Danmark.

Selvom bilaterale fiskeriaftaler mellem Rusland og Færøerne går helt tilbage til 1977 og den nye aftale ikke egentlig er i strid med EUs sanktioner mod Rusland, giver den bekymringsrynker på hver sin side af Nordsøen, og den nye sikkerhedspolitiske situation stiller helt nye spørgsmål til den etablerede politiske magtdeling mellem Thorshavn og København.

»Fisk er blevet sikkerhedspolitik« forklarer Heini í Skorini. »Den gamle logik i hjemmestyreordningen er, at Færøerne administrerer fiskeri, handel og telekommunikation mens Danmark har kontrol over sikkerhed, forsvar og udenrigspolitik. Men grænserne mellem de her politikområder flyder sammen nu, og alt får en sikkerhedspolitisk dimension. Det skaber interne spændinger i rigsfællesskabet, fordi hvem har det sidste ord, hvis der opstår konflikt? Færøerne siger: I skal ikke blande jer i de sagsområder, som vi har overtaget, og København siger: Jamen det her handler ikke længere kun om fisk eller 5G, det handler om rigets sikkerhed. Og begge parter har ret. Virkeligheden har indhentet teorien« forklarer Heini í Skorini.

Fra den anden side af Atlanten puster amerikanerne også til den politiske status quo og i slipstrømmen på Trumps trusler mod Grønland, tør man igen tale selvstændighedsmuligheder i Thorshavn. Fem af de seks færøske partier er indstillede på at indlede forhandlinger med Danmark om at etablere en selvstændig færøsk stat, og selv Mette Frederiksen erkender, at der skal ændres på den ulige magtbalance i rigsfællesskabet.

»Der er mange unge, der gerne vil rejse ud, men man mærker virkelig også, at der er mange, der gerne vil kæmpe for at blive på Færøerne«

»Mette Frederiksen taler anderledes end alle andre danske statsministre. Hun taler om tre selvstændige nationer i et fællesskab, og hun har understreget igen og igen, at Færøernes og Grønlands politiske fremtid og skæbne er noget, som den færøske og grønlandske befolkning selv bestemmer« fortæller Heini í Skorini.

For Færøerne giver selvstændighed ikke bare selvbestemmelse, men også mulighed for medlemskab i internationale organisationer som den olympiske komité IOC og fiskeriorganisationer som NEAFC og NAFO, selvom et tvistløsningsnævn netop har fastslået, at det ikke er grundlovsstridigt for Færøerne at blive medlem af verdenshandelsorganisationen WTO i eget navn som et særskilt toldområde.

Hvordan færøsk selvstændighed kan komme til at se ud i praksis er stadig et stort og åbent spørgsmål. Færøernes socialdemokratiske lagmand, Aksel V. Johannesen, har udtalt, at man ikke ønsker at melde sig ud af Rigsfællesskabet, men snarere vil etablere en ny union af ligestillede lande. Om det er realistisk, er langtfra sikkert ifølge Heini í Skorini. »Det er nærliggende at tænke, at man ikke kan få den bedste af alle verdener. Det er i hvert fald slet ikke sikkert, at man på den ene side bliver en selvstændig stat, med alle de fordele det indebærer, og samtidig får nogle lukrative aftaler med Danmark om at København fortsat varetager og betaler for alle mulige sagsområder.« siger Heini í Skorini til ATLAS.

I Olai-dagene mærker man en overflod af glæde og gæstfrihed, godt hjulpet på vej af rigelige mængder spiritus. Alle hjem står åbne for gæster og det er kutyme at tage på rundtur til gilder hos venner og familie, hvor man modtages med dørsnaps og hjertelige omfavnelser. På et besøg hos familievenner i udkanten af Thorshavn, bunder jeg høfligt sølvbægeret med Aalborg Akvavit i døråbningen, og mens den stærke væske stadig svier i svælget og stikker i mine næsebor, bliver jeg ført ind i den stuvende fulde stue.

Jeg falder i snak med en ældre mand fra en lille bygd på den nordvestlige del af øen Streymoy, som tilfældigvis viser sig at være fætter til den eneste færing jeg kender, som ikke er medlem af min kærestes familie. Manden smiler og trækker lidt på skuldrene. »Sådan er det jo her på Færøerne, man kommer hinanden ved, på godt og ondt« siger han og italesætter det sursøde ved livet i et lille samfund som det færøske, hvor det bedste og det værste er, at alle kender alle.

Den færøske spillefilm Det sidste paradis på jord, der havde dansk biografpremiere i maj i år, skildrer et lille afsidesliggende bygdesamfund langt fra Thorshavn. Filmen, instrueret af Sakaris Stórá, handler om den unge mand Kári, som arbejder på den lokale fiskefabrik og på sin egen stilfærdige facon sørger over sin mors død.

Mens Kári stædigt forsøger at holde fast i rutinerne og helst bare vil have, at tingene skal forblive, som de altid har været, er alt tilsyneladende ved at forandre sig omkring ham. Káris far er flygtet fra sit ansvar og sine følelser og draget til skibs, Káris kærlighedsinteresse flytter til Frankrig for at gå på kunstskole, og hans bedste ven Regin spørger, om Kári bare har tænkt sig at blive og vente på, at robotterne kommer og tager hans job. Der går heller ikke længe før fiskefabrikken står til tvangslukning og ejeren må meddele de nedslåede og kommende arbejdsløse bygdeboere, at tiden er forbi for de små fabrikker. Som en lokal fiskermand tørt konstaterer til Kári efter endnu en mislykket tur på havet: »Her er mere dødt end levende«.

»Det er en vigtig historie at fortælle, fordi spørgsmålet om at rejse eller blive er relevant for så mange unge færinger« siger skuespiller Sámal Hildibjartsson Hansen, som spiller den fåmælte og indelukkede Kári med sammenbidt og fængslende intensitet i Det sidste paradis på jord.

»Instruktøren Sakaris Stórás forrige film, Dreams by the Sea, handlede om en hovedkarakter, der på sin måde gerne ville ud i verden. Nu har han så lavet en film, hvor det er det stik modsatte: En karakter, der kæmper for at blive. Men filmen prøver derfor også at forstå, at det at blive på Færøerne ikke betyder, at tingene behøver at gå i stå. Der er en konstant udvikling, og den bliver man også nødt til at følge med. Der er mange unge, der gerne vil rejse ud, men man mærker virkelig også, at der er mange, der gerne vil kæmpe for at blive på Færøerne og for eksempel forbedre bopælsmulighederne« siger Samal Hildibjartsson Hansen til ATLAS.

Sámal Hildibjartsson Hansen flyttede selv fra Færøerne i en ung alder, først til London og siden til København, hvor han bor nu. Men som hos de fleste udlandsfæringer, jeg har mødt, er hjemstavnskærligheden stadig intakt.

»Der har altid været en meget hjemkær følelse og jeg har altid elsket at komme hjem til jul og på sommerferie. Og mens vi filmede Det sidste paradis på jord, begyndte jeg at sætte meget mere pris på, hvor meget Færøerne egentlig kan tilbyde. Den særlige lille-samfundsmentalitet, som man ikke rigtig finder andre steder, hvor alle er høflige og imødekommende overfor hinanden, også fordi man ikke rigtig kan undgå at støde på hinanden« siger Sámal Hansen.                                                                

Ved midnat d. 29. juli kulminerer Olai-festen i fællessang og folkedans i Thorshavns bymidte. Ud på aftenen er en tung, tæt tåge trukket ind over bakkerne omkring byen. Støvregnen hænger løst i luften og landskabet bliver utydeligt i sølvskæret. Det føles som om hele Færøerne er samlet for at forenes i unison sang og fællesdans.

Den færøske dans er i teorien enkel (to skridt til venstre og et til højre), men i praksis har jeg svært ved at følge den kaotisk gyngende slalom, der slanger sig ned ad gaden. I det glade og berusede virvar mister jeg både overblik og fodfæste og træder til sidst ud af menneskekæden. For de fleste af de forsamlede er festen langtfra forbi. Her skal danses - i gaderne, på barer og diskoteker, og i alle de små hjem i Thorshavns smalle gyder - indtil lyset bryder frem og natten flyder over i næste morgen.