Det europæiske krigsfællesskab
En gruppe arabiske officerer i hvide uniformer inspicerer en pansret mandskabsvogn. En blond mand i sort jakkesæt byder dem velkommen med håndtryk, der ser utroligt bløde ud. »Welcam,« siger han. Officererne går rundt om køretøjet, mærker på dækkene med skosnuderne, berører frontens skarpe metalkant med fingrene. »Der er fuld dækning,« overhører jeg manden i jakkesættet sige, og araberne bryder ud i latter. Måske er det en form for forsikringsjoke? Sjovt, så nemt enhver kulturel barriere overskrides, når emnet er våben.
Køretøjet, der inspiceres, hedder VBA og produceres af IDV, den italienske lastbilproducent IVECOs militære gren. Den har amfibiefunktion: Den kan køre over 100 kilometer i timen over land og direkte ud i vandet, hvorefter en række uafhængige hydrauliske propeller tager over fra de enorme hjul og kan sejle køretøjet ud til eksempelvis et skib med en fart på seks knob. Den er udrustet med en 12,7 mm. maskinkanon produceret af det ligeledes italienske våbenfirma Leonardo.
Den er grøn, sort og brun, overfladen ser nærmest olieret ud i det bløde eftermiddagslys på kajen på Arsenale Militare Marritimo di La Spezia, eller bare La Spezia flådebase, der ligger klemt inde i en bugt i Ligurien mellem bløde, grønne bjerge under en diset blå himmel. Mange vil nok huske stedet fra ubådsfilmen Das Boot som der, hvor den hårdt prøvede tyske besætning prøver at nå i sikkerhed, inden de bliver angrebet og synker ned på havets bund. Basen var en af tyskernes vigtigste ubådsstationer under krigen. Denne oktoberdag i 2025 ser jeg en enkelt ubåd på basen og derudover krigsskibet Raimondo Montecuccoli, der ligger fortøjet i fred og ro ved basens indgang. Et par mindre patruljeringsskibe fra henholdsvis Guardia di Finanza og Guardia Costeria er her også. De arabiske officerer tager nogle billeder af hinanden foran amfibievognen, med skinnende hvide smil, og går så videre.
Jeg er til våbenmessen Seafuture, der arrangeres af en sammenslutning af italienske ministerier og våbenvirksomheder, med støtte fra både EU-kommissionen og EU-parlamentet. Hovedsponsoren er Fincantieri, en italiensk producent af krigsskibe af enhver slags. Fra ubåde til fregatter til hangarskibe på 250 meter. I et Europa, der skal opruste, der er truet fra alle kanter (konkret militært fra Øst af Rusland, blødere, mere ”jeg slår op med dig”-agtigt fra Vest af USA), og som er omgivet af hav til tre sider, er det selvfølgelig højst relevant at finde ud af, hvad der sker på det maritim-militære område. Er vi i gang? Har vi måske ligefrem en styrkeposition, når det kommer til søen? Europa har immervæk en vis historisk erfaring med flåder. Siden det antikke Grækenland har vi haft dem.
Bedømt ud fra aktiviteten og mængden af deltagende virksomheder på Seafuture 2025, må svaret være: Ja. Vi er i gang. Der er virkelig aktivitet på det maritim-militære område. Der er hektisk aktivitet på flådestationen i La Spezia. Der er virkelig mange mennesker, mange i uniformer, og dem, der ikke er, er stort set alle klædt i marineblå jakkesæt med plastickort dinglende om halsen. Her bliver fremtidens maritime kapaciteter udstillet. Vanddroner i massevis, både over- og undervands. Små intelligente torpedoer. Overvågningssoftware. Luftforsvarssystemer. Helikopterudstyr. Skibsmotorer. Dykkerudstyr. Gode gammeldags kanoner. Og så er der sloganerne: »True spectrum dominance in all domains,« står der på en planche hos virksomheden Rohde & Schwarz, hvis ARDRONIS beskrives som et sæt af »counterdrone solutions«. Luftforsvarsproducenten MBDA (der er Diamond & Networking Dinner Sponsor på messen) skriver kort og godt med sorte bogstaver på en hvid lystavle: »Deep strike« og, på en anden tavle: »Air defence protecting your assets.« De små, spidse missiler, glatte og hvide, kunne være udsmykning på en futuristisk natklub i 1990erne.
Mens jeg bevæger mig gennem messehallerne og de tilstødende telte slår det mig, hvor mange virksomheder, der findes i den europæiske forsvarsindustri. Svenske Saab er her. Tyske Rheinmetall. Franske Airbus, Dassault og Thales. Italienske Lenoardo, Fincantieri og IDV. Foruden alle de små start-ups, jeg ikke kendte i forvejen. Firmaer, der leverer delkomponenter til andre og ofte er specialiserede i én ting. Som tyske Hensoldt, der leverer overvågningsudstyr til ubåde. Eller førnævnte Rohde & Schwarz eller MBDA.
Folk snakker med hinanden og spiser pindemadder, griner højt mod loftet som gamle venner. Hvis man leder efter et stærkt paneuropæisk fællesskab, er våbenmessen Seafuture vist stedet. Som messens kommunikationschef Romina Lombardi skriver i sin mail til os deltagende journalister med et daily recap: »Seafutures tredje dag bekræftede dette års rekordstore momentum. Vi har fordoblet antallet af deltagere siden sidste år og har samlet mere end 370 udstillere.«
Hos virksomheden Leonardo (slogan på messen: »Total Naval Dominance«) – der producerer alt fra kanoner (som den på VBAen) til kampvogne til orwellsk overvågningssoftware og har over 72.000 ansatte – møder jeg pressemedarbejderen Michela Della Maggesa. Som en af de eneste, jeg spørger om et interview, indvilliger hun i at tale lidt med mig. Stort set alle virksomheders medarbejdere afslår høfligt med henvisning til firmapolitikken. Smilene stivner ganske let, hver gang ordet ”journalist” slipper ud af min mund, og det viser sig, at jeg ikke er en uformelt klædt dansk embedsmand, der er kommet for at shoppe. Dem, der vil tale, vil helst ikke medvirke i artiklen.
Når jeg kigger mig omkring, virker det dog til, at den sikkerhedspolitiske situation bekommer Lenoardo ganske vel.
Jeg spørger Michela della Maggesa, hvordan en stor forsvarsvirksomhed som Leonardo forholder sig til den nye sikkerhedspolitiske situation i Europa.
»Det gør vi ikke,« svarer hun. »Vi diskuterer slet ikke den politiske situation med nogen.«
Når jeg kigger mig omkring, virker det dog til, at den sikkerhedspolitiske situation bekommer Lenoardo ganske vel. Det er ikke bare den lidt skælmske, indestængt glade måde, både della Maggesa og de andre medarbejdere går rundt og smiler på, det er også selve produktporteføljen, der er fuld af nyheder. Der er virkelig et marked, der skal serviceres nu, ser jeg, og Leonardo er klar. Modsat et land som Danmark, der ikke rigtigt har en forsvarsindustri, har Italien altid haft en ret betydelig en af slagsen, og i de her måneder og år får den et boost. Da jeg nævner situationen med droner i Danmark, lyser Maggesa op. De har faktisk netop lanceret et nyt system her på konferencen, som kan detektere og nedskyde droner, fortæller hun. Lionfish, hedder det. »Giv mig din mail, så sender jeg materialet,« siger hun. »Det kan være, den danske forsvarsminister læser min reportage,« lyver jeg. Maggesa griner. »Uh, det er et stort ansvar!« siger hun og rækker mig sit kort og siger ciao.
Om aftenen modtager jeg en mail fra hende med en vedhæftet pressemeddelelse om den nye Lionfish. Der står blandt andet: »På Seafuture 2025, der foregår netop nu, har Leonardo afsløret 30mm. LIONFISH ® 30 – en del af LIONFISH-familien af små- og medium-kaliber kanontårne. Den er udviklet som svar på den øgede efterspørgsel fra mange flåder efter letvægts- og multirolle-funktioner, der kan installeres på fartøjer med patruljeringsopgaver, opgaver med beskyttelse mod droner og andre moderne trusler.« Og, videre, at LIONFISH er specialiseret i at bekæmpe moderne lufttrusler som »mini- og mikrodroner såvel som andre luft- og jordbaserede trusler. Integrationen af nye teknologier som kunstig intelligens forbedrer systemets evne til at nedkæmpe flere trusler simultant. LIONFISH® 30 er fjernstyret gennem en avanceret konsol (med video i høj opløsning og lav forsinkelse) og kan på egen hånd bestemme sine affyringskoordinater ved at foretage ballistiske beregninger af målets bane ved brug af højtydende uafhængig elektrooptisk teknologi.«
Min fornemmelse af en vis morgenrøde i den europæiske forsvarsindustri bakkes op af statistikkerne. Som New York Times’ forsvarskorrespondent Patricia Cohen beskrev i en artikel for nylig, så steg de globale forsvarsinvesteringer med 33 % fra 2023 til 2024. Og i årene 2021 til 2024 blev investeringerne i europæiske forsvarsstartups femdoblet i forhold til de tre foregående år.
Noget andet og måske mere bemærkelsesværdigt, Cohen beskriver, er ændringen i det europæiske forsvarsindustrilandskab. Forsvarsindustrien er i de senere år begyndt at fungere efter en venturekapitalistisk logik med mange små og innovative firmaer med høj specialisering frem for de klassiske store, statsstøttede vi har været vant til. Forsvarsindustrien anno 2025 er ikke en planøkonomisk kolos, men et vidtforgrenet netværk af mindre aktører. Meget sigende er Spotify-stifter Daniel Ek medstifter og investor i forsvars- og techvirksomheden Helsing, der i dag er værdisat til 12 milliarder euro og en af Europas mest værdifulde start ups.
Af samme grund er det også ret sigende, at produkter i stil med Lenardos Lionfish er det, mange virksomheder har med på Seafuture: Små i skala, tilpasningsdygtige, fleksible, lige så meget et stykke digital teknologi som analogt krudt og kugler-hardware. Det vigtige ved Lionfish – det som 90 % af pressemeddelelsen handler om – er ikke hvad den skyder med og hvordan, men dens brug af nye digitale teknologier. Amfibievognen på størrelse med et parcelhus ude foran, var et særsyn.
Det vrimler derimod med små fjernstyrede ting, der ligner noget, jeg kunne have ønsket mig i julegave som barn. Måske hovedsponsoren Fincantieri, firmaet med den absolut største stand (hvor der blandt andet var udstillet en flere meter lang sort torpedo med påskriften Black Shark Advanced og en model af deres nyeste hangarskib i størrelsesforholdet 1:100), i virkeligheden går mod smallere tider med sine enorme krigsskibe? Mens firmaer, der er i fuld gang med at tilpasse sig en ny tids krig, kan høste milliarder i profit. Det er tydeligt, at den europæiske forsvarsindustri godt ved, hvor krig er på vej hen.
