»Der er ingen støtte, så enkelt er det«

Egnatia Odos er et under af teknokratisk pionerånd. 670 kilometers natsort asfalt, der ser ud, som om det var blevet lagt i går langs den gamle romerske megavej Via Egnatia fra Adriaterhavet til Konstantinopel, deraf navnet; ’den moderne Egnatia’. Eller A2, som motorvejen egentlig hedder på vejkortssprog, som det yderste led i det europæiske E90-motorvejsnetværk. Vejen er knap 85 procent finansieret af EU. Måske med tabet af en brunbjørn hist og her og lidt lokal charme, men med en funktionalitet, som tyske ingeniører ville have applauderet, hvis de sikkert ikke allerede havde været involveret i opførelsen af motorvejen, der strækker hele vejen henover Grækenland fra Igoumenitsa ved den albanske grænse og det ioniske hav og til den tyrkiske grænse ved Kipoi. Statistikken fortæller, at den betjener 36 procent af den græske befolkning og at området den dækker står for 33 procent af bruttonationalproduktet.

Kilometer efter kilometer suser bussen af sted på tyste veje, mens regnen siler ned. Gennem den ene kilometerlange tunnel efter den anden, der åbner op for nye dale med bjerge op til himlen, floder og søer i bunden og ikke et menneske, en bil eller en landsby i sigte nogen