Vi ligner et rigtigt band, men der er ingen, der kan finde ud af at spille
Lige nu er det oktober. Jeg sidder på altanen i det gule feriehus, vi har lejet her på sydkysten af Lesbos i søvnige Plomaris. Alt er, som det var for fire år siden, da jeg var på badeferie her, bortset fra regnen. Man er prisgivet idyllen; de smalle brostensbelagte gader med de ligeså smalle huse i pastelfarver, så mange blomster i altankasserne og byens stejle fald ned mod havet. Eller det er mig, der er prisgivet idyllen. Jeg ved ikke, hvordan grækerne har det. Deres stat er bankerot, og turisterne svigter dem. Jeg sidder her og skriver og forsøger at forstå det, jeg så og hørte i går.
I stedet for at køre til nordkysten og hjælpe bådene ind, som vi havde gjort de andre dage, kørte vi en time østpå til modtagecentret Moria, som ligger 5 km nord for hovedbyen Mytilini. Her skal alle flygtningene politiregistreres for at få tilladelse til at tage færgen videre til Athen. Modtagecenteret er indrettet i et nedlagt fængsel. Det er et ubehageligt sted, der hedder det samme som den hjemsøgte dværgby i Ringenes Herre. Jeg synes ikke, at det er nogen rar ironi, der ligger i det. Som det er nu, venter et sted mellem 2000 og 7000 mennesker i op til fire døgn i Moria alt af
