»Indvandrer betyder mange ting, men frem for alt arbejde«
Der er ikke mange mennesker denne dag på grænsen. Bjergvejen er stort set forladt, og grænsebetjentene kaster kun et overfladisk ligegyldigt blik på identitetspapirerne hos den lille flok albanere med krøllet tøj, der stiger ud af busserne for at slæbe slidte tasker de hundrede meter op til det albanske checkpoint. På asfalten ligger den afsjælede krop af en kæmpefrø, omkommet statsløs i ingenmandslandet mellem Grækenland og den forhenværende folkesocialistiske republik Albanien. Bag hegnet og fra en forvitret betonbunker kommer musikken af klirrende klokker og brægen fra en flok græssende geder i dette vestligste punkt af den græske grænse.
På den albanske side af grænsen er der nærmest ved at opstå håndgemæng, da en lille flok taxachauffører kæmper om retten til at transportere de få af de nyankomne gæster, der ser ud til at have råd til det, til den nærmeste større by for et ublu beløb, indtil en besindig iagttager fortæller, at man kan tage en bus rundt om hjørnet til en brøkdel af de råbende chaufførers krav.
»Alting handler om penge her. Alle folk har travlt med at tjene dem og vil gøre hvad som helst for at få fat i dem,« sukker Hatzis Spiros, mens han smider
