Benzin til Senegals drømmefabrik

Gaden flyder over med unge skikkelser, der sætter i løb hen over det mørklagte sand, oplyst af flammekastere og telefonernes blitz. Kaosset er en koreografi, hvor der i små etaper stormes mod det hus, som nabolagets landsholdsstjerne, Krépin Diatta, har bygget til sin familie. Børn og teenagere dukker op som fra alle gadens sprækker og hjørner og minder om, hvor ung den senegalesiske befolkning er.

»Senegal rek, Senegal seule!« lyder jubelråbet, som drukner i lyden af båthorn, et utal af højttaleres synkrone skratten og motorcyklers dytten.

For blot en time siden var stemningen en helt anden. Minuttallet når 90, og det står 0-0 mellem Senegal og værtsnationen Marokko. Flere hundrede lokale er samlet i bydelen Lyndiane, et arbejderklassekvarter i Casamance-regionens hovedstad, Ziguinchor.

Et senegalesisk mål annulleres, og et øjeblik efter tildeles Marokko et straffespark, der kan afgøre kampen. Det senegalesiske landshold udvandrer fra banen i oprør, og nabolaget holder vejret foran fladskærmen på byens centrale plads.

Senegaleserne har været selvsikre hele dagen. »Vi kommer til at æde dem levende,« lyder det i kor fra stemmerne på gaden. Den eneste frygt