Magtmandens fald er tilfredsstillende epik

I lørdags blev direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF), som efterhånden bekendt for de fleste, anholdt i New York og sigtet for voldtægtsforsøg, frihedsberøvelse og seksuel tvang. Billederne af den håndjernstyngede, franske politiker Dominique Strauss-Kahn gik i løbet af splitsekunder verden rundt. Og ikke uden en vis tilfredsstillelse så internettets millioner af øjne til, da den store mand med den store libido blev slæbt væk som en forbryder.
Måske særligt fordi fortællingerne om skyggesiden af magt og politisk storhed står som en refleksiv bagvæg i de fleste borgeres bevidsthed, er det næsten episk tilfredsstillende at se en så magtfuld politiker ”fældet”. Ikke mindst når der, som i Strauss-Kahns tilfælde, på forhånd er skabt en offentlig metaforisering af hans forhold til kvinder – ovenikøbet med ham selv som åben og aktiv deltager i skabelsen af det image. Det har længe været et offentligt anliggende, at han har haft en affære med en tidligere IMF-ansat, hvilket var tæt på at koste ham stillingen som Valutafondens øverste chef. Og han har da også talt åbent om sin last: Til en efterhånden meget omtalt frokost med en håndfuld journalister (bl.a. fra Libérat