Endnu en tørretumbling i idiotimaskinen
Egentlig gider jeg slet ikke skrive noget om AI denne gang. Emnet ødelægger mit gode humør. Vi, ATLAS, har lige pakket standen sammen efter et herligt Bogforum, hvor 50.000 mennesker, der virkelig holder af at læse, skrive og udgive bøger, mødes under samme tag for at shoppe merchandise i Sara Blædel-biksen (hættetrøjer og muleposer påtrykt: »Jeg bærer på de vildeste Sara Blædel-historier«) eller få en indføring i polske Witold Gombrowicz’ kulturkritiske dagbog fra eksilet i Argentina anno 1959-1969, og alt derimellem. Der er plads til det hele, årets debutanter bliver fejret, litteraturen lever, og det gør menneskene bag den også.
Men AI’s indtog i litteraturbranchen er lidt som Lars Boje Mathiesens indtog i dansk politik. Først chokeres man over, at noget så stupidt får lov til at stjæle dagsordenen. Så fristes man til at kigge væk og tale om noget andet, fordi alt andet vil være en form for anerkendelse. Men når en folketingspolitiker så pludselig står og siger, at flertallet af kvinder har samfundsdestruktive holdninger, og at klimaforandringerne i øvrigt ikke findes, så MÅ man jo dække det, man må tale om det, for at bevare en eller anden konsensus om, at nogle ting stadig er helt gak-gak, og ja ja, al omtale er god omtale, og enhver, der løber med dagsordenen i 2026, er en vinder, men det er sådan, det må være. Og jeg bliver nødt til at skrive om AI igen, selvom jeg formoder, at langt de fleste mennesker hverken er interesserede i at “skrive” AI-bøger eller læse dem.
De sidste par uger har debatten om brug af AI i litteraturen fyldt særdeles meget i det danske mediebillede, antændt af digter Andrea Hejlskovs udgivelse Andrea og Claude, der er en samtale mellem chatbotten Claude og digteren Andrea. Det kontroversielle ved udgivelsen er dog ikke så meget bogen i sig selv, som det er den måde, Hejlskov har omtalt forholdet til chatbotten Claude i blandt andet Weekendavisen, hvor hun fastslår, at maskinens redaktionelle evner har gjort hende til en bedre forfatter. Indtil nu har den litterære debat om AI ofte handlet om forfatternes frygt for at blive udskiftet, fordi maskinerne kan levere værker hurtigere, der fint kan fylde et eller andet hul i markedet og gøre det til en brøkdel af prisen. Men nu påstår en dansk digter, der endda har fået en del taletid i medierne gennem årene, og derfor kan anses som en slags repræsentant for branchen, at AI har forbedret hendes litteratur. Hvor stiller det skrivekunsten?
Min egen personlige reaktion på den udtalelse er en form for væmmelse. Det må jeg indrømme. Jeg tænker straks, at hvis man tror, at en maskine kan gøre en til en bedre forfatter, så er man nok ikke en særlig god forfatter, og at man ødelægger det for de rigtige kunstnere, når man kaprer dagsordenen med den slags udtalelser, der reducerer kunsten til noget, der kan maskinproduceres. Alle de bedste bøger, jeg kan komme i tanke om, er tydeligvis produkter af en eller anden form for reel indre drivkraft og også ofte en tvivl eller ambivalens. Og en glæde ved at skrive, selvfølgelig. Det er værker, der er blevet til, fordi en kunstner tør blive i et besværligt rum og udforske det. En maskine, der hjælper sin skribent hurtigt videre i teksten, virker som det modsatte.
Det er ikke kun mig, der har det sådan. Bogbranchen er præget af folk og forlag, der er ivrige efter at tilkendegive en modstand mod AI. Et af de største danske forlag, Lindhardt og Ringhof, var i forbindelse med debatten hurtige til at annoncere, at de ville forbyde brug af kunstig intelligens. Det viste sig bare ikke at være helt sandt, kunne kritiker Hans Peter Madsen konkludere efter en grundig granskning af deres forlagspraksis. L&R udgiver nemlig flittigt AI-genererede oversættelser af udenlandske værker. De laver i øvrigt også gerne AI-genererede bogforsider. Deres “forbud” skulle først og fremmest beskytte forfatteres ophavsret, lød det fra den litterære direktør til DR, som en kommentar til, at de fleste sprogmodeller trænes på værker – ofte uden forfatterens tilladelse, og også ofte med brug af sjældne værker, der destrueres i processen. Men som Hans Peter Madsen helt rigtigt påpeger, er de tjenester, de benytter til fx deres AI-forsider, jo også trænet på ophavsretsbeskyttet materiale. Så der er åbenbart forskel på hvilke ophavsrettigheder, man kerer sig om.
Alt dette bare for at sige, at det er interessant, at flere af de største forlag gerne vil pynte sig med AI-kritiske fjer og samtidig benytter AI-tjenester. De ved godt, at det er pinligt. Men hvorfor er det så pinligt? Hvis en maskine kan oversætte en tekst lige så godt og til færre penge, så man i stedet fx kan udgive flere bøger, eller satse på flere nye forfattere, hvorfor så ikke bare gøre det? Sidder vi i bogbranchen fast i nogle konservative, fasttømrede idéer om “rigtig” kunst? Det er vi nødt til at spørge os selv om, hvis vi vil bruge så mange kræfter på at skælde ud på det maskingenererede.
Jeg har virkelig forsøgt at ransage mig selv her, men nej, der er sgu mange grunde til, at det er pinligt at blande AI og litteratur sammen. Den første er den, Hans Peter Madsen skriver om: Det er latterligt, at en branche benytter et redskab, som krænker ophavsrettighederne hos dem, der er en del af selvsamme branche. Dernæst er der de mareridtsagtige datacentre, der i hast skyder op over alt, forurener vandet og kræver træfældning i naturskønne områder, så vi kan opretholde et storforbrug af AI-tjenesterne. Det er selvmodsigende at benytte sig af et ødelæggende redskab i kunstens navn.
Og endelig: Kunsten er et sted, der kan give os nye indsigter i tilværelsen. En rigtig god bog er kendetegnet ved en vis grad af uforudsigelighed, ofte helt ned på sætningsniveau: Nå, skulle vi derhen? AI er det uforudsigeliges modsætning, fordi det er summen af alt det, vi allerede kender. Kunsten er også en kommunikationsform. Et ønske om at videreformidle noget. AI-maskineriet har (heldigvis) ikke en vilje, og det kan mærkes. Og hvad angår oversættelserne, har jeg efterhånden hørt fra mange sprogkompetente oversætteragtige freelancetyper, at AI-oversættelsernes komplette mangel på sproglig finesse gør det til et lige så besværligt stykke arbejde at rydde op i de maskingenererede makværker som bare at oversætte bøgerne selv.
Når Andrea Hejlskov forsvarer sit forhold til AI, er det blandt andet med det argument, at maskinen kan agere redaktør. I og med at hun ikke udkommer på et af de store forlag, har hun brug for at opsøge sparring andetsteds, og det kan hun få her, skriver hun. Uden at skære alle de store forlag over en kam, vil jeg bare sige dette: Det er ikke tilfældigt, at det også er de store forlag, der bruger AI til at løse diverse opgaver for sig. Jo større en virksomhed du er, jo mere bliver du et maskineri. Bøgerne der udkommer, skal ikke bare være gode, de skal være profitable. De skal sælge nu og her. De skal indbringe mere end de koster. Den slags beregninger fylder langt mindre hos de danske mikroforlag, som af samme grund også i stigende grad udgiver de mest interessante bøger. I det nyeste ATLAS gik det op for os, at vi stort set kun anmeldte bøger, der er udkommet på mikroforlag. Vi havde ikke engang tænkt over det, det skete bare, fordi det var dem, vi syntes var bedst. Tæller man Nobelprisvindere i litteratur fra de seneste år, er syv ud af ni udkommet på deciderede mikroforlag. Så en enkelt på Gads Forlag og en enkelt hos Gutkind. Det samarbejde, Hejlskov savner i et større forlag, er ikke nødvendigvis at foretrække, hvis resultatet bliver at slibe kanterne af et værk og tage det et mere forudsigeligt og salgbart sted hen.
Tak til de danske mikroforlag, der ikke tjener fem flade øre på at udgive besværlig verdenslitteratur på dansk, oversat af rigtige mennesker med en rigtig sans for sprog og lyrik. Og tak til alle de øvrige nørder og idealister, der i øvrigt findes i den her branche. Og til de forlag, der af kommercielle årsager pynter sig med forlorne AI-kritiske fjer: Stop, det er pinligt.
