En dans der skal danses for at findes

»Armeringsjern, betonklump, fossilplade med ammonitter, engangsgaffel, touch-pen, krakeleret plastbold med hul, Turing-mønstrede spillekort, strandede mursten, voksoffergaver (øje, dråbe, mursten), strikprøve (strata), glemte tennisbolde, borekerner…« 

Materialelisterne til Amalie Smiths værker i udstillingen Levende på Charlottenborg er sine egne små digte. De illustrerer hendes enestående tværdisciplinære tilgang til kunsten og verden: alt hænger sammen, alt kan forstås på en ny måde, når vi zoomer helt ind eller helt ud, alt har en puls, et hjerte i alt, som én af hendes bøger hedder. 

På samme måde spiller pulsen en rolle i teksten Hjertet tror, det skal pumpe for evigt, som Smith har skrevet til udstillingen, og hvor det største spørgsmål af alle – hvad er det levende og hvordan opstod det? – på klassisk smithsk vis bliver dissekeret i en stil som vibrerer mellem videnskabeligt essay og poesi.

Siden begyndelsen af 10’erne har Amalie Smith været én af vores mest interessante kunstnere, forfattere og ja, har egentlig ikke haft brug for et mærkat, da hun har arbejdet med snart sagt alle tænkelige formater såsom skulptur, keramik, lyd, video, tekstil og tekst (inklusive ni bogudgivelser). 

Hendes praksis har altid kredset om de store spørgsmål: hvordan hænger de helt små partikler sammen med universets uendelighed? Hvordan kan man gå rundt og føle sig som et subjekt, når man bare er biologiske processer? Og hvordan kan man arbejde med både naturens og den kunstige intelligens på omsorgsfulde måder? Måske netop på grund af sin nuværende position har hun taget sig store friheder i udstillingen. Den er ét stort koncept og nok ikke for dem, der aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnerskabet. 

Smith er det nærmeste, vi i dag kommer en Inger Christensen – med samme interesse for opremsningens og naturvidenskabens magi

Levende er udformet som spiralen i et sneglehus, med seks rum, hvoraf de første fem hver især kun indeholder ét stort objekt: en lav montre, som har præcis samme størrelse som åbningen i den væg, man går ind ad – som var den faldet ind gennem væggen i en slags dominobevægelse. I hver af montrerne ligger en menneskelignende figur i brændt ler, delvist skjult under striktæpper. Rundt om den er der spredt et udvalg af ting, som en fremtidig arkæolog ville have svært ved at sortere, som i listen ovenfor.

Det er her, materialelisternes poesi får liv. Hver montre/rum har en titel, der beskriver en handling eller en egenskab ved alt levende. Stofskifteren handler om omsætning og nedbrydning, hvor beton, armeringsjern og byggeaffald ligger og forvitrer sammen med fossiler, som om byen og havbunden var samme geologiske lag. Selvsamleren handler om det, der samler sig selv uden hjælp, for eksempel koraller, sneglehuse, men også den lim, vi bruger, når tingene ikke vil holde sammen. Linjedanneren handler om slægt og arv. Her finder man en flaskesut, fødselsdagslys, et halvt æg og kogler; dét, der markerer, at noget samles og føres videre. I Modelmageren er vi nået til forskerens bord med petriskåle, forstørrelsesbriller, videnskabsbøger – de remedier, som vi selv forsøger at skabe liv med.

Det, der binder det hele sammen, er mønsteret som koncept. Alan Turings teori om, hvordan to stoffer, der fremmer og hæmmer hinanden, kan frembringe striber på en zebra eller fordele hårsække i huden, går igen overalt. For Smith er strikmønsteret en metafor for livet, der hele tiden må gribe om sig selv og vokse videre ud i rummet for at eksistere. I teksthæftet står det så enkelt, at man først tror, det er en banalitet, men det er egentlig udstillingens centrale tese: Det levende er ikke mere sejlivet end en dans, der skal danses for at findes.

Og så er der voksoffergaverne, blandt andet i form af kropsdele som et øre, et bryst, en milt eller et knæ. Votivgaver er en af kunsthistoriens ældste genrer, nemlig gaver man ofrede i templerne for at bede om eller takke for helbredelse. Deres tilstedeværelse er lidt uhyggelig, for i det lys minder montrerne også om herskergrave, hvor små gaver skulle sikre liv efter døden. De liggende figurer bliver pludselig ikke bare pseudoarkæologiske museumsgenstande, men døde kroppe i ældgamle grave.

Lydværket Radio Levende, som Smith har lavet med komponisten Simon Brinck, siver ud gennem væggene i alle rummene undervejs i udstillingen og samles i en lyttestation til sidst. En algoritme vælger hele tiden mellem brudstykker af sange og Smiths samtaler med fire forskere, fra teoretisk fysik til strukturbiologi. Lydbilledet er en slags stokastisk komposition, aldrig det samme to gange. Spiralen ender dermed i noget, der kun kan opleves, mens det sker her og nu. Samtidig er dele af Smiths førnævnte tekst indlejret i sangene, så tekst, lyd og objekter væver sig ind i hinanden i den slags krydsning af medier, som hun mestrer til fulde.

Alt er så sammenflettet og gennemtænkt, at jeg slet ikke har plads til at nævne alle de teknikker og referencer, som Smith gør brug af – ikke mindst til egne bøger såsom Terracotta, Thread Ripper og Marble. Dermed kræver udstillingen også meget af en udenforstående besøgende, som ikke har stiftet bekendtskab med kunstnerens bagkatalog. Uden øje og øre for teksthæftet, lydkompositionerne og materialelisterne kan montrerne let ligne de samme bunker, og det kan sikkert være fristende at gå forbi det fjerde og femte rum med en følelse af at have set det hele allerede. 

Montrerne står desuden under Charlottenborgs store vinduer i ellers dæmpet belysning, og på en solrig dag spejler lyset sig så kraftigt i glasset, at det kan være svært at se, hvad der ligger under. Hvis den hulelignende stemning var bevidst, burde man nok være gået hele vejen og have blokeret vinduerne helt.

Det ændrer ikke ved, at Levende er en af efterårets mest ambitiøse udstillinger, og at Smith er det nærmeste, vi i dag kommer en Inger Christensen – med samme interesse for opremsningens og naturvidenskabens magi. Udstillingen bevæger sig netop mellem videnskab og poesi og binder de to sfærer sammen uden at forfalde til ren illustration af nogen af dem. Den rummer både små stik til vækstlogikker og menneskelige gudekomplekser og er samtidig måske i sig selv en votivgave: en omhyggeligt udført bøn på vegne af alt det levende, som vi stadig ikke forstår, og som er skrøbeligt, tilfældigt opstået og absolut ikke sikret en fremtid.