Uden ham havde fascisterne ikke haft andet end vold
En digter ligger på sit dødsleje og mærker kroppen give efter. En flygtig sansning af omgivelserne, så sætter legemet ud. Til sidst er han kun en tanke – og så ikke engang det længere.
Slutscenen i Ask Hansens overbevisende debutroman Fiume er lige så stilfærdig som handlingen i øvrigt er slagfærdig.
Digteren på dødslejet er nemlig Gabriele d’Annunzio og med ham gik intet stille for sig. Han var lige så berømt som han var forgældet og var i årene omkring 1900 en feteret digter, hele fem gange nomineret til Nobelprisen i litteratur og beundret af både James Joyce og Marcel Proust.
Han var desuden en berygtet skørtejæger, der nidkært dokumenterede sine erotiske forhold til nogle af tidens berømteste musikere, skuespillere og societykvinder. Hans legendariske charme kompenserede for hans lavstammede, skaldede og halvblinde fremtoning.
