Kritikkens heltefortælling

Den amerikanske historiker Hayden White hævder i sit værk Metahistory, at historieskrivning ikke er andet end fortælling. Selvom historieskrivning bl.a. også beror på dokumentation, fremdrager Wolfram Eilenbergers bog Nutidens ånder, det tiltalende ved Whites tese. For før vi erfarer og forstår fortiden, i dette tilfælde for vestligt åndsliv, må nogen fremstille den i et meningsfuldt forløb med dramatiske hændelser og karakteropbygninger. Eilenberger besynger historieskrivningens poetik med sin gribende fortælling om originale tænkere, der genvinder deres kritiske autenticitet i personlige, sociale og filosofiske kriser.

Bogen kredser om fire hovedpersoner: Theodor W. Adorno, Susan Sontag, Michel Foucault og Paul K. Feyerabend. Persongalleriet er velvalgt, fordi karaktererne er vidt forskellige og alligevel spiller tydelige roller i plottet. De har hver deres traumer og filosofiske tilbøjeligheder, der gør den enkelte karakter særegen: Adornos knæfald for ordensmagten i Frankfurt; Sontags evindelige forvandlinger af sine levevilkår; Foucaults psykiatriske indlæggelser; Feyerabends tid som officer i den tyske hær under 2. ve