Print artikel

Er der nogen hjemme?

Essay

19.06.26

Måske er det helt slut med det ubekvemme og besværlige, både i kunsten og kærligheden. Hvad er der så tilbage?

Caroline Albertine Minor

»We talk together in a common way.

Art, like death, is brief; life and friendship long.

I do not always understand what you say.

What is, is by its nature, on display.«

– James Schuyler, Poem

Første gang, jeg hører tale om store sprogmodeller har det med billeder at gøre, og tonen er letbenet. Værten på P1 morgen beskriver et fotografi for sin medvært og for lytterne. Det forestiller pave Frans i en oversize hvid dunjakke, der matcher hans zucchetto. Begge værter ler, de er – ligesom de fleste andre på det her tidspunkt – duperede over hvor godt det ligner, hvor svært det er at fastholde bevidstheden om det simulerede særlig længe ad gangen.

Synssansen bøjer sig villigt for synet, bevidstheden bøjer sig for synssansen. Jeg bliver nysgerrig og googler, og kan kort efter selv betragte paven og jakken som ikke findes, den perlemorshvide nylonoverflade stråler i solen. Anden gang, jeg hører om store sprogmodeller, fortæller min ven, at hans bror har vist ham noget, der i mine ører lyder som et avanceret tegneprogram.

Du kan bede om at få afbilledet hvad som helst udført af en hvilken som helst kunstner, siger han. Napoleon til hest som Vang Gogh ville male ham for eksempel, og sekundet senere findes det. Min ven er det, jeg vil kalde en kritisk ånd; hans stemme er fuld af samme vantro, modvillige begejstring, som radioværternes.

Det første AI-genererede billede, jeg er bevidst om selv at være stødt på, på internettet, er en generering, der er fejlet eller skal forestille at være det, og som er gået viralt: Skiver af råt laksekød ligger mellem stenene i en brusende elv. Promptet var salmon in a river, står der. At laksen skulle være levende, var underforstået og sprogmodellen forstod det ikke, det er det sjove.

Jeg ser på billederne af det koralrøde kød halvt dækket af vand, der aldrig har løbet over sten, som aldrig har ligget i en flodseng og mærker en kalket modstand tage form. Jeg har ikke lyst til at bede maskinen generere et billede til mig.

Jeg har af en eller anden grund slet ikke lyst til nogensinde at hilse på maskinen eller bede den om noget. Min nysgerrighed er tørret ind til en hård og bleg ært, jeg skubber ud over kanten af bordet.

I de følgende år udvikler den instinktive modstand sig til en kategorisk afvisning, blottet for nysgerrighed og fuld af en omskiftelig sorg. Det er denne sorg, jeg vil forsøge at sætte en finger på, og som det kan være svært at skelne fra vrantenhed eller idioti. Ældre mennesker er tit så sure, fordi de har ondt. Smerten fungerer som et usynligt minus, der trækker fra dagen igennem, indtil der ikke er mere at give af.

Engang jeg var meget, meget ulykkelig i en park med min syge, ti måneder gamle søn, som efter en times kamp endelig var faldet i søvn og dermed fik en pause fra blænerne i sin mund, begyndte en hund at gø, fordi »vi havde taget dens plads på bænken«, og min søn vågnede med et blodigt skrig.

Jeg ville gerne have sparket både hunden og ejeren så hårdt jeg kunne, i maverne. Jeg mærkede voldsparatheden i begge mine fødder og i hænderne. Det tænker jeg på, når nogen taler grimt til mig, fordi kaffen jeg serverer, er for tynd eller hvis min datter støder ind i dem med sit løbehjul på fortovet, at hvis man sætter smerten ind i ligningen, så går den for det meste op.

Til Tigertræning lærer børn at holde en flad lodret hånd frem for sig i strakt arm i stedet for at slå: »Stop, hold op, det er for meget.« Hånden som et fragment af en mur, der symboliserer resten af muren. Hertil og ikke længere. Jeg er hård udenpå, fordi jeg er blød indeni, siger hånden, her er noget at beskytte. Forsøgsvis tænker jeg på teksten som en sådan lodret håndflade, der også kan sænke sig og dreje, gribe og blive grebet om. Spørgsmålet jeg længes efter at stille jer er, om I ikke også er bange og vrede meget af tiden?

Det foregår dybt inde i algoritmernes tangskov, matematikken er tyst som poter i sne, mens den regner sandsynligheder ud med en præcision og en fart, der bogstavelig talt blænder os.

Fatalisme er en populær overlevelsesstrategi. Stillet over for ødelæggelsen som noget uafvendeligt bliver vi mennesker sørgmuntre og bakkanalske og svære at nå: Lad bare katastrofen komme! tænker vi, og lader flammerne danse i øjets krumme linse. Katastrofen bærer et løfte om forvandling i sig, og mennesket elsker forvandlinger.

Hvem kan se sig fri for tilfredsstillelsen ved et før og efter-billede? Her kan vi se tiden arbejde uden selv at skulle trækkes igennem den. Alt hvad der kan ske, er allerede sket. Der findes en underlig ro i synet af den oversvømmede verden. Duen, der stryger søgende over vandoverfladen og spejles bugvendt i den. Genfødslen er underforstået.

Når vi kommer i tanker om det, leger vi ind imellem Kimsleg derhjemme. Børnene og jeg skiftes til at finde fem forskellige genstande og lægge dem på en række under et håndklæde på gulvet. Det mest overraskende er, hvor svært det er at finde noget, bare et eller anden, som hånden ikke med det samme genkender.

Der går kun en brøkdel af et sekund og huden på fingrene råber triumferende kiwi! Hårnål! Lighter! Det er som om, vores hænder ved alt om verden og som om, det aldrig har været anderledes. Vi blev født med fornemmelsen af alting i fingrene. Æggeur formet som en citron! Æggeur formet som en pære! Vitaminpille! Muslingeskal! Basilikumsblad! Jeg ville gerne kunne skrive, som man leger kimsleg, række ind i mørket og lade nerverne om at se for mig.

Nu, når jeg modtager en mail eller en besked, når jeg hører en prædiken eller læser en hvilken som helst tekst produceret efter pavebilledet, tænker jeg uklædeligt mistænksomt: Er der nogen hjemme? Er det virkelig dig? og bevæger mig prøvende gennem sætningerne, som gennem marskland. Det er tanken om at miste jeres stemmer, der er så isnende for mig. Jeg har elsket jeres stemmer meget højt, fordi de ikke er min egen. Det er deri udfrielsen består.

Men er det ikke lidt småborgerligt at frygte for tabet af individet? Er det ikke lidt pinligt at klamre sig til subjektet? Det syntes i sin tid strukturalisterne og Marxisterne, og det synes mange visionære, intelligente og modige mennesker, det er. Forestiller du dig virkelig den enkeltes bevidsthed som en beholder for et enestående indhold, som uden videre kan formidles til andre lignende beholdere via sproget (hoveder som kander og glas henholdsvis og på skift det ene og det andet).

Det er tanken om at miste jeres stemmer, der er så isnende for mig. Jeg har elsket jeres stemmer meget højt, fordi de ikke er min egen.

Hallo, ord er ikke navne på ting. Hallo, sproget taler gennem os. Du ved ikke hvad du selv siger etc. Måske, men hver morgen vågner jeg med en smag af sjæl i munden, og samvittighed er sedimentær, hvorfor nåden nødvendigvis må være gennem-gribende. Personligt forestiller jeg mig den ind imellem som en meget lang nål, ind imellem som et dybt, dybt kar.

En morgen, hvor duerne stimler vippende sammen i gruset for at pikke tørt brød op på pladsen foran Føtex, er de med et blåmuslinger på en bundgangspæl. Fuglene mærker ikke noget til metaforens dobbelteksponering og billedet tjener intet formål, udover frydens: What is, is by its nature, on display.

T9-ordbogen i min telefon er et eksempel på en simpel sprogmodel. Ud fra kombinationen af de cifre, jeg trykker på og som hver især repræsenterer en håndfuld bogstaver, foreslår ordbogen det mest sandsynlige ord. Hvis jeg ønsker et andet, mindre sandsynligt, ord fra listen, skal jeg selv vælge det. Nogle gange findes ordet ikke i telefonen, så kan jeg lære den det, skrive det og trykke tilføj. Langt over halvdelen af tiden har ordbogen ret, men når jeg vil skrive du, vil den altid skrive et, og når jeg vil skrive enden, skriver den hver gang døden, som jeg sjældent vil skrive.

Mens jeg vasker op, lytter jeg til en indslag om, hvordan ansatte på flere fabrikker i Indien er blevet udstyret med et go-pro kamera, der fra et førstepersonsperspektiv filmer deres hænders smidige bevægelser ved symaskinen, ved samlebåndet. Optagelserne, der siden skal sælges videre til techfirmaer, som arbejder med at udvikle AI-dreven robotteknologi, kalder man »egocentrisk data«.

Mine hænder drejer tallerkenen under det rindende vand og stiller den i stativet, tager fat om et glas og sæber det ind med svampen. Ifølge en rapport udformet af noget kaldet Stellaris Venture Partners kommer man til at få brug for op til 1 milliard timer egocentrisk data til oplæring af robotter i løbet af de næste to–tre år.

Kameraet sidder i den ansattes pande som et tredje øje, der aldrig blinker. Robotterne skal oplæres i nervernes hemmelighed og mestre det blinde og smidige. Til min venindes søns fødselsdag fortæller hendes far mig, at hans sidste opgave inden han går på pension er at træne det program, der skal overtage hans stilling som grafiker på det blad, hvor han har arbejdet de sidste tyve år. Han siger det ikke fordi, han har ondt af sig selv, han siger det, fordi det er sådan, det er og, fordi man ikke har givet ham noget valg.

Katastrofen bærer et løfte om forvandling i sig, og mennesket elsker forvandlinger.

Det foregår dybt inde i algoritmernes tangskov, matematikken er tyst som poter i sne, mens den regner sandsynligheder ud med en præcision og en fart, der bogstavelig talt blænder os. Tallene under ordene lugter ikke af noget. Det ligner magi, det ligner til forveksling tænkning. Det har aldrig ikke med tid at gøre. Folk siger, det der før tog mig flere timer, måske dage, kan jeg nu gøre på få minutter. Eller de siger, det som det ville tage mig år at lære, for eksempel et nyt sprog, taler jeg allerede. Det som aldrig var mit kan blive det. Tiden arbejdede for mig uden at arbejde i mig.

I Gus Van Sants Good Will Hunting som jeg en aften overtaler min søn til at se sammen med mig, tilbyder det utilpassede arbejderklassegeni Will, spillet af en smørgylden Matt Damon Skylar (Minnie Driver), at lave hendes Harvard-lektier for hende, så de kan få tid til at være sammen. I en montagesekvens ser man ham sidde på sit skrabede værelse og bladre maskinelt gennem stakkevis af bøger. Han ikke så meget læser, som absorberer sidernes indhold, og da Skylar giver efter og lader ham hjælpe, står det klart, at Will kan gøre det, det, der vil tage hende det meste af en dag, på få minutter på bagsiden af en serviet, ligesom han uden anstrengelse kan trække tæppet væk under en mindre genial matematikers livsværk.

Men Skylar, hvis navn kommer af det hollandske schuylar, på engelsk scholar, lærd eller elev, insisterer igennem resten af filmen på sin ret til besværet ved at lære. I want to learn it, siger hun. Jeg bliver nødt til at kunne det. Og Will venter forundret og overflødig på den anden side af cafébordet, mens hun tygger sig gennem sine kemilektier. Good Will Hunting er ikke en film om kunstig intelligens, men den er en film om, at det er fuldt ud muligt at gå glip af sit eget liv, og at der findes et utal af måder at gøre det på.

Alligevel siger folk ikke: jeg er blevet bestjålet, jeg er blevet narret. Man tog enkle glæder fra mig ved at kalde dem byrder. Man tog ventetiden og stilheden fra mig og fornemmelsen af at være midlertidigt, men perfekt samlet i mig selv, som en dråbe vand. Fælleslyden og ansigterne tog man fra mig, nu er de evindeligt nedadvendte som tørstige blomster. De siger ikke: jeg havde så vidt jeg husker ikke noget imod at sidde på en bænk og skrabe i gruset med skosnuden.

Nu æder en allestedsnærværende og fleksibel gennemsnitsstemme termitagtigt af min umages, mit besværs, fundament og sløver tankens stål, alt imens steder i mig, som engang var følsomme som øjeæbler, som en tungespids, hærdes til ukendelighed.

En mand, jeg har mødt på Hinge og datet i en måneds tid, ringer en aften for at sludre. Han fortæller om sin dag og jeg fortæller om min, i baggrunden kører en Arsenal kamp og før vi lægger på, spørger han henkastet, om jeg kunne tænke mig at være hans sexslave? Jeg griner målløst til svar, men ordet rasler rundt i min bevidsthed som en løs knap hele natten, og da jeg vågner næste morgen, har jeg det som om, nogen har begravet mig i koldt sand til halsen. Jeg forærer ham mit eksemplar af Zora Neal Hurston’s Their Eyes were watching God for at få det sidste ord. En anden mand forklarer mig, at han har en »horisontal deleordning« med sin ekskone, forstået sådan, at de deler ugerne, og dagene, over på midten som en burgerbolle: hun tager sig af datteren om morgenen og han tager sig af hende om aftenen.

Han siger, det er sådan det fungerer bedst for os. Han kommer forbi mig om formiddagen eller sent om aftenen og går igen, når vi har haft sex. Han er professor i matematik ligesom sin far. Han har en elcykel og tænder på tanken om at se mig sammen med en anden mand. Han beder mig komme for ham over telefonen og sender mig et billede af sin datter, barfodet i stuen med den nye, blå skoletaske på. Hun må ligne sin mor mest, for han har tæt kobberrødt hår og mørkebrune øjne og ser østtysk ud, selvom han er halvt argentiner.

På en lokalavis’ hjemmeside kan jeg læse, at han nogle måneder forinden har købt et sommerhus med sin kone. Da jeg over telefonen spørger om den horisontale deleordning ikke bare er det, man plejer at kalde et ægteskab, siger han don’t be unreasonable og sender mig manuskriptet til sin kommende bog om forsikringsstatistik. Maybe we can meet in Paris, during the conference, but in all probability not. Nogle gange fantaserer jeg om at dukke op til en af hans forelæsninger og bare sidde der og være en udstrakt og stum straf, but in all probability I won’t.

R. er en længere historie, og jeg når at forelske mig ængsteligt. Hans ansigt er præget af den ubestridelige skønheds landskabelige ro, og da jeg møder ham første gang, kommer jeg af bar forskrækkelse til at sige farvel i stedet for goddag. Det tager mig nogle speed-snakkende, alt for oprigtige minutter at komme mig over chokket. Senere siger han leende, you came in hot, going on and on about your fucked up nails and how sweaty you were and your shitty one night stand the day before. But I liked that. You are a genuine player, there are very few genuine players on the stage these days.

Sagde han virkelig det? Det sagde han virkelig. Tre måneder senere går det op for mig, at han har løjet om sin civilstatus, hvilket land han bor i, og om, at hans farmor Perleane er død. Han har ikke løjet om, at han har en bror og to søstre, eller om at han arbejder som director of strategy for en amerikansk techvirksomhed, der udvikler og sælger de kæmpecomputere og chips, som sprogmodellerne skal køre på.

Måske så han min Nokia og troede, at jeg ikke forstod mig på sleuthing, måske var det holdt op med at betyde noget for ham, om kvinderne i Europa vidste, han løj.

Jeg tror, han løj, da han sagde, han have boet i en campingvogn i ørkenen og spillet violin i syv år, og at han talte sandt, da han fortalte, at han som barn havde så dårlig finmotorik, at hans lærer sendte ham til timer i physical therapy, hvor han skulle øve sig i at knappe knapper og holde rigtigt på blyanten. Til at begynde med fik de udleveret en kæmpeblyant, forklarede han, men jo sikrere hænderne blev, jo mindre blev blyanterne.

Han lå nøgen på ryggen, storslået som en bjergkæde, i min seng, og jeg kunne se på ham, at han ikke havde tænkt på den store blyant i mange år, at han forundret fiskede den op af barndommens disede reservoir. Han fortalte mig godt, at han var vokset op med en enlig, ung mor og at de flyttede hver gang huslejen steg, han fortalte mig, at han ikke brød sig om sin far, men ikke at denne flere gange var blevet dømt for hustruvold og vanrøgt af børnene, han fik med andre kvinder.

Måske så han min Nokia og troede, at jeg ikke forstod mig på sleuthing, måske var det holdt op med at betyde noget for ham, om kvinderne i Europa vidste, han løj. Måske var løgn ikke længere det mest præcise ord for det, han gjorde. Måske hallucinerede han, måske hallucinerede vi alle sammen, fordi det finitte ved et menneskeliv i stadig højere grad forekom os at være en urimelighed, en hån mod vores ottearmede, tilpasningsdygtige begær. Sandheden gør tilværelsen lille og enstrenget, den tynger sjælen ned som dugklemmer, vi drømte alle om hologramlethed.

Vil du ikke gøre mig en tjeneste og slukke for det, spurgte jeg en aften, hvor R. og jeg sad og drak vin ved en høj bardisk og han fortalte mig om sit arbejde med sprogmodellernes fysiske infrastruktur, om hans firmas multimillioninvesteringer i edge AI. Du har adgangen, sagde jeg. En slags adgang i hvert fald. Kan du ikke finde hovedafbryderen og slukke?

Jeg så for mig et håndtag, en masse gnister og derpå mørke og den blikstilhed, som kommer efter ophøret af en konstant, lavfrekvent støj, man har vænnet sig til. Han lo og sagde, gid det var så enkelt. Så ville jeg gøre det for dig, din forbandede ludit. Den aften på vinbaren vidste jeg ikke, at han boede med sin kone Laurie i Washington DC og at hans rigtige navn er Elias, ligesom den far, han hader.

Det sidste jeg sendte ham, inden jeg slettede matchet, var en stemmebesked med James Schuyler’s February. Det er ikke mit yndlingsdigt, men Schuyler er min yndlingsdigter, fordi han i sine digte tålmodigt spørger sig selv om der mon er mest smerte i verden eller mest skønhed, og hver gang kommer frem til, at der er præcis lige meget af begge dele, og at det er grund nok til at fortsætte.

***

I sommer har jeg i nogle måneder en klaptelefon af mærket Bundy. Jeg køber den i en tabac på torvet i en fransk landsby i Champagnedistriktet, fordi min egen går i stykker på rejsens anden dag. Ejeren af kiosken løfter den ned fra hylden bag sig og tørrer støvet af æsken med sit ærme, inden han rækker mig den. Klaptelefonen har ikke nogen dansk T9-ordbog installeret, så hvis jeg vil skrive d, skal jeg trykke en gang på 3, hvis jeg ville have et u to gange på 8 og så videre. Nogle gange sletter den uden varsel det hele med et høfligt blip, og jeg må begynde forfra. Det går så langsomt og er så besværligt, at jeg for det meste ender med at ringe jer op i stedet. Hallo, siger I, eller hej og mit navn eller det navn, I kalder mig.