Vidunderligt usømmelig omgang med hovedværker
Jeg står foran et rædselsfuldt maleri. Et kæmpemæssigt marmoragtigt gråhvidt ansigt betragter sin beskuer med et blik, der både er udfordrende, flirtende og selvtilfredst. Alenlange øjenvipper omkranser de isblå øjne. Fra den åbne mund løber en bloddråbe, der er lige så teatralsk og utroværdig i sin teaterblodsrøde farve, som øjnene er det i deres blå. Og så løber blodet i øvrigt fra den forkerte mundvig.
Bag ansigtet er alt dystert og dramatisk, sort og gråt. Med undtagelse af en flig af en blå himmel i øverste venstre hjørne og en orange halvcirkel i nederste højre. I den orange cirkel er en bakke med tre kors på. Det er et Golgata i flammer. Symbolikken er tyk, alt er alt for meget, og maleriet er lige så grimt, som det er stort.
Det medgiver kunstneren også selv. Det er filminstruktør Lars von Triers selvportræt fra 1975, jeg står foran, et portræt der skaffede ham et afslag fra Kunstakademiet og en besked om at forsøge med Filmskolen i stedet. Øv, tænkte den unge Trier dengang, men det var godt nok heldigt, han gjorde det alligevel.
Maleriets åbenlyse mangel på kvaliteter bliver kun understreget af, at jeg lige har været på en fuldkommen overvældende vand
