Hjertemassage på genrekirkegården
Kaster man et blik på den som regel krimidominerede bestsellerhylde i en tilfældig Bog og Idé, kan man somme tider godt glemme, at folks læsevaner ikke er gudgivne. Tendenser kommer og går. Genrer ligeså.
Sidste år var kærligheds- og fantasyblandingsgenren romantasy så populær, at Rebecca Yarros’ dragesexbasker Onyx Storm blev verdens hurtigt sælgende roman i tyve år, og herhjemme oprettede forlaget Modtryk imprintet Amaryllis med fokus på netop romantasy. Men når jeg taler med de 19-20-årige læseheste, jeg til daglig underviser i skrivekunst, kan jeg forstå, at de allerede er trætte af den genre.
Det kan gå hurtigt i genreverdenen: Ikke blot sportsromance, men helt specifikt ishockeyromance var forårets store hit (og serier blev AI-oversat elendigt i lyntempo hos både People’s og Politiken), men er allerede ved at blive erstattet på bestsellerlisterne af cowboyromance. Som nok erstattes af en ny tendens om få måneder.
Hvad sker der så med genrer, når de dør? Westernen er et godt eksempel. Engang var den altdominerende. Nu findes den kun som nichekategori. I kombination med andre genrer (cowboyromance) eller – og det er det, det skal handle om her – ge
