Jagten på den ultimative Dan Brown-sætning

Nogle søger, ledsaget af en lynende intelligent, ung, veltrænet og nyforelsket brunette, efter Jesu Kristi kødelige efterkommere, et okkult broderskabs hemmeligheder, et andet okkult broderskabs hemmeligheder eller et helt tredje okkult broderskabs hemmeligheder.

Hvis jeg selv skulle spæne gennem en europæisk kulturhovedstad jagtet af en flagellantisk albinomunk, en helkropstatoveret straffefange, en arabisk snigmorder af uforklarlige årsager spillet af Nikolaj Lie Kaas, omgivet af renæssancekunst og klaustrofobisk indespærret i halvanden side korte kapitler, tror jeg, at det, jeg ville søge, var den ultimative Dan Brown-sætning.

I hans første roman i otte år, Den ultimative hemmelighed, er der mange gode bud. Der skal gerne være tøveprikker, helst fuldkommen umotiveret (»De gamle gravsten stod tæt nok til, at mange af dem rørte ved hinanden … og hældede i alle mulig retninger«), den skal gerne indeholde ordene »forbløffende«, »bemærkelsesværdig« eller »overraskende«, hvis der optræder teknologi, skal den være »avanceret« (et ord, der inden for fem sider bliver brugt om både en espressomaskine og et nøglekort (her forstærket med et »yderst«)), og der må gern