Mennesket er både problemet og løsningen
Jeg plejer ikke at skrive »gennemsyret af håb!!« i margen på side 104 i en bog om oligopoler, klimaforandringer, vaccinekapløb og systemkollaps. Men det gjorde jeg i Maja Göpels Vi kan gøre det bedre. To udråbstegn. Med pink tusch.
Den tyske politiske økonom og transformationsforsker har de seneste år etableret sig som en af Europas mest markante stemmer i diskussionen om, hvordan økonomier, institutioner og menneskelige fællesskaber skal gentænkes i en tid præget af økologiske og demokratiske kriser. Vi kan gøre det bedre er hendes forsøg på at flytte samtalen fra erkendelse til handling.
Men hendes håbefulde indstilling overraskede mig. Ikke bare fordi håb efterhånden er blevet et lettere kompromitteret ord i den politiske offentlighed, men fordi Göpel skriver med en tro på menneskets samarbejdsevne, som i 2026 næsten kan virke mere radikal end systemkritikken selv.
Ved første øjekast ligner bogen endnu en systemkritisk mursten til læsere, der allerede kan sige »planetære grænser« uden at blinke. Og der er nok af civilisationsdiagnostik. Klimakrise. Demokratisk erosion. En stadig mere ekstrem koncentration af rigdom. Techgiganter med større
