Huset Leine

Kim Leines første bog i – atter! – en romantrilogi begynder to vidt forskellige steder i året 1899: i Champ de Mars-parken i Paris, hvor en luftballon bliver sendt til vejrs med to kvindelige aeronauter og to tusind stykker cigaretpapir; og i en bygd i Norge, nede blandt svinestier og kaffegrums.

De to niveauer knalder hurtigt sammen, da luftballonen styrter ned i bygden, men de to højder viser sig at være ret præcise billeder på, hvordan Leine har forsøgt at gribe sit stof an, når man skal overskue godt 100 års familiehistorie: delvis fra luftballonperspektivet, hvor man kan se, hvor bedøvende ligeglad naturen er med menneskerne, der kommer og går, delvis fra mudderperspektivet, hvor man til gengæld kan se, at menneskene forandrer sig lige så lidt som landskaberne. »Fjelde består. Mennesker forgår,« lyder det et sted.

Leines nye projekt er en historie om hans egen familie, »en fantasi«, skriver han som et motto til bogen – og serien som helhed, må man gå ud fra – »som den levede, som den kan have levet, som den ikke levede, men kunne have levet, og som den var og ikke var, som jeg ville ønske den havde været, og som jeg ville ønske den ikke havde været.«

Eller