Hvad ser vi i den tomme ramme?
Franske Sophie Calle er verdensberømt som konceptkunstner. Men da jeg spørger til hendes metode understreger hun flere gange, at stof kommer før koncept, materiale før idé.
På sin vej gennem verden støder hun på et fænomen, der taler til hende, og sådan vokser et værk frem.
»Det er sådan ideerne kommer,« siger hun. »Ikke fordi jeg sætter mig ned og overvejer ’hvad er fravær for dig, Sophie?«
De udspringer af møder?
»Møder med en idé, et billede, en tanke, en avisartikel… møder med noget der pludselig taler til mig.«
Vi sidder i et hjørne af hendes nye udstilling på Louisiana. Det var her på museet jeg i 2010 forelskede mig i Calles kombinationer af tekst og fotografi, en fortællende og poetisk praksis, der hører lige så naturligt hjemme i litteraturens verden som i billedkunsten. Dengang kunne man bl.a. se den ikoniske installation Take Care of Yourself (2007), hvor 107 kvinder (inklusive en papegøje) fortolker et break up-brev, kunstneren har modtaget.
Nu er Calle igen aktuel på Louisiana med udstillingen Something Missing?, der er bygget op om hendes interesse for spillet mellem nærvær og fravær. Her ser vi billede
