Kunstens meningstab

Jeg kom meget hos mine bedsteforældre, da jeg var barn. De havde et lille landbrug. Kærligheden i det hjem strakte sig så uendeligt som jordbærmarkerne, der omgav gården, og det var et vidunderligt sted at vokse op. Der var altid friskbagte kanelsnegle på køkkenbordet og sodavand i bryggerset. Der var altid nogen, som ville spille kort eller lede efter kattekillinger, og det var måske også en af grundene til, at min veninde Stine og hendes søskende, som boede lidt længere nede ad vejen, ofte kom forbi.

En vinterdag sad Stine og jeg oppe på loftet, hvor vi havde fået et helt rum til at sy og male og tegne og lave perler, og hvad man ellers kunne drømme om at lave på en vinterdag i en alder af cirka ti, og det var altså her, jeg fik mit første arbejde på en fabrik. Eller rettere: gav mig selv det. Det begyndte som en leg. Vi sad bare og klippede julepynt, men ret hurtigt udviklede legen sig og begyndte at handle om, hvor hurtigt vi kunne lave det her julepynt. Hvor meget.

Legen gik fra at sidde og nusse med en saks og lidt papir og sludre sagte undervejs til med ét at handle om at producere. Ikke for julehjertets skyld eller for hyggens skyld, nej, for produk