Nordisk identitetsbekræftelse
»Sætter du en nål her i din globus og drejer den, kommer du forbi Baltikum, Polen, Ukraine, Rusland, det nordlige Kina, Alaska, Canada og England, før du er tilbage ved Norden,« lyder det i udstillingsteksten. De 55.6 grader i titlen på Arkens nye samlingsudstilling henviser til museets geografiske placering og åbner samtidig mod en række andre zoner langs samme breddegrad. Det er en enkel og effektiv kuratorisk gestus, hvor museets geografi bliver ramme, metafor og forbindelseslinje på én gang.
Udstillingen er den eneste på de større institutioner denne sæson, som direkte forholder sig til – eller i hvert fald peger på – de geopolitiske forhold, som har været så centrale de seneste måneder: den aktuelle debat om Arktis, om klimaforandringer, sikkerhedspolitik og koloniale efterdønninger. Trumps aggressive tiltag om at overtage Grønland i januar skabte et behov for at forstå det nordiske fællesskab på nye måder, og på det punkt har Arken virkelig ramt plet ved at levere en arena for at gøre netop det.
Med kunstnere fra Danmark, Sverige, Finland, Norge, Island, Grønland, og Færøerne, præsenteres Norden som et ambivalent koncept fyldt med sprækker og interne modsigelse
