Daddy Issues er ikke altid negative
I et lille mørkelagt rum, langt varmere end resten af museet, sidder en tatoveret mand på en plasticstol. Han befinder sig på en veranda foran en skærm, hvor han spiller banjo. Det eneste tøj han har på, er et par stramme mønstrede underbukser, der matcher de tatoveringer, der dækker resten af hans krop.
Hans hår er langt, og på sit ansigt bærer han en maske med sorte, døde øjne. Huden folder unaturligt og usundt. Ansigtsfarven er forkert, og alle trækkene er forstørrede eller formindsket. Denne skikkelse, der spiller banjo med fødderne henslængt på verandaens ræling, er ikke et menneske i nogen genkendelig forstand.
Det er skikkelserne på skærmen bag ham heller ikke. En mand og en kvinde, begge nøgne, bærer masker, der minder om banjomandens. Deres åbne munde og vidt opspærrede øjne får dem til at ligne forvrængede sexdukker. I en montage, der synes afhængig af banjomusikkens hastighed, engagerer sexdukkemenneskene i aktiviteter, der ligner en blanding af soft-core porno og en indforstået kunstfilm.
Denne tretimers performance var blot én af de ting, man kunne se til åbningen af Gammel Strands nye udstilling Daddy Issues. Men det var helt klart den de
