Er afkoblingen fra almindelig god opførsel en del af det kunstneriske arbejde?

René Redzepi, det her menneske, den her madkunstner, der i årtier har stået i Noma-køkkenerne og insisteret på, at netop dén kvarte ærteskal med ålegræsskum eller netop dét lav med fermenteret havtorn, der er ved at blive anrettet med en pincet, er af ubegribelig og uafviselig vigtighed. Så vigtig at almindeligt vedtagne regler for hensyn og medmenneskelighed må vige.

Forleden kunne The New York Times således bringe en artikel baseret på interviews med 35 tidligere Noma-medarbejdere. Om lussinger, knytnæveslag i bryst, ribben og mave, om voldsomme skub op mod vægge, stegegafler i ben, trusler om blacklisting og andre former for fysisk og psykisk terror.

Først kunne jeg ikke finde ud af, hvorfor Redzepi-afsløringerne blev ved med at påvirke mig. Hvorfor jeg læste alt om dem, så alt om dem, og mærkede noget i mellemgulvet, der mindede om kvalme. Indtil det med ét slog mig – og det har jeg siden slået mig på – at jeg ser noget af mig selv i ham. At den grænseløshed og vilje til at ofre sig selv og andre på vejen mod Værkets fuldendelse langt hen ad vejen også er min.

For nogle måneder siden skrev jeg hårdt og klart om mit syn på dét