Ingen Tristanmusik til døden
Der var ikke mange, der overlevede Auschwitz, men det gjorde den østrigske filosof Jean Améry, født Hans Maier. Og som om det ikke var nok, klarede han også kortere ophold i både Buchenwald og Bergen-Belsen. Men modsat Primo Levi, der begyndte at skrive om sin tid i Auschwitz næsten omgående efter befrielsen, var Améry tavs i mange år, før han i 1964 udgav fem lange essays med den nietzscheklingende titel, Hinsides skyld og soning.
Det har længe været et af Holocaustlitteraturens hovedværker, men teksterne har ikke været oversat til dansk før nu. Bedre sent end aldrig.
Améry og Levi ankom begge til Auschwitz-Monowitz, den største søsterlejr et par kilometer fra hovedlejren, som primært husede den tyske kemigigant IG Farbens arbejdsslaver, med få måneders mellemrum og behandler nogenlunde det samme stof, men fra forskellige vinkler.
Hvor Levis vidnesbyrd er primært dokumentarisk, blander Améry personlige erfaringer og refleksioner, der bevæger sig mellem hans eget begrebsapparat og den filosofiske tradition, der har forsøgt at forholde sig til Holocaust. Som Thomas Brudholm skriver i eftero
