Forestil dig at du selv er kunstneren

Jeg har aldrig fanget hvad al balladen om kunststjernen Isa Genzken skal være godt for. Og det irriterer mig. For nogle år siden gik jeg i Elton John-træning, fordi jeg syntes det var latterligt, at jeg ikke kunne lide ham. Og det lykkedes, så det er også missionen her.

Jeg har det ikke så godt med hele det internationale kunstmiljø, lige som jeg ikke har det godt med musikstjernehimlen. Det er i mine øjne corporate kokain-elvere, der bedriver insiderhandel på den store klinge og som dermed devaluerer den kunst, der cirkulerer i det såkaldte internationale. Og det gælder både kunstnerne og deres entourage. Så det er lidt op ad bakke denne her gang, men jeg orker ikke at være sur hele tiden. 

Jeg kan huske jeg har set hendes ting to gange før: Documenta11 i 2002 og til Skulptur Projekte Münster i 2007. Og det er som udgangspunkt heller ikke to begivenheder, der inviterer til at se koncentreret på noget som helst, da der er så vanvittigt mange ting med. Jeg er pænt tålmodig med kunst, men begge gange blev jeg på ingen måde fanget ind, samtidig med, at jeg kan huske hendes ting ret tydeligt. Måske var det mine rejsekammeraters stemmer, der fal