Farverige fællesskaber

Når man har betalt sin noget dyre billet, kommer man ind i det lidt mærkelige, receptionsagtige rum, hvor der før hang museets samling af Damien Hirst. Nu er det en udstilling af sweatre af designet Inner Child af Lærke Bagger, strikket af et hav af folk.

Med et opslag på Instagram til sine over 200.000 følgere spurgte hun, om de ville deltage i udstillingen med en sweater i deres egen fortolkning af designet. Der hænger virkelig mange sweatre med stålwire gennem ærmerne oppe under loftet. Række efter række af meget bredstribede farvestrålende løststrikkede sager. Adskillige hundrede, hele loftet er dækket af farvestrålende garn.

Helt umiddelbart er det et rigtig godt bytte at erstatte Damien Hirsts rædselsfulde kokainkonceptualisme med noget, der fremstår som et moderne fællesskab, af sikkert hovedsageligt kvinder, der strikker den samme sweater. Det ligger også milevidt fra den forvaskede, blegede, brugte, hjemmerulsrygende farveholdning, der hersker i de københavnske billedkunstneres garderober.

Jeg aner absolut intet om strikkeopskrifter, men det virker som om, der er rimelig fri leg indenfor hegnet så at sige. Måske lidt a la Elisabeth Davids småsludrende, løse madopskrifter i bogen Italiensk køkken som har fulgt mig siden jeg flyttede hjemmefra. Vi er ovre i kreativitet som et frigørelsesprojekt, en frisættelse af det indre barn og endda i et fællesskab, som virker som om det rent faktisk findes. Nu er der det ved internetfællesskaber, at de er lidt svære at vurdere dybden af, men jeg er en relativ positiv tilskuer til deres frisættelse fra alt det moderne. Jeg mener, sweaterne er spraglede på en posthippiefacon, som ærlig talt tiltaler mig en del.

Hvis nogen strikkede sådan en til mig, ville jeg lære at gå med den. Lære, for de er et statement, man skal tilegne sig, man skal gå med på legen som Lærke Bagger sætter tonen for i sine meget populære bøger og events: kvindelig selvstændiggørelse, traumebearbejdelse, at favne det uperfekte, spise taquitos, fraværende fædre og så videre. Efter adskillige sæsoner med alt for meget frederiksbergsk beige konformisme, og på vej ind i vinteren, er farver og fællesdans stadig løsningen på temmelig mange forkrampede følelser i min verden.

Helt umiddelbart er det et rigtig godt bytte at erstatte Damien Hirsts rædselsfulde kokainkonceptualisme med noget, der fremstår som et moderne fællesskab

Som udstilling kunne det godt være forløst lidt mere elegant, men Arkens rum er totalt irriterende. Og at betragte andres fællesskaber udefra giver for det meste en lidt tom fornemmelse af at være udenfor, helt konkret. Lidt som den forrige Dokumenta i Kassel, hvor en god del af udstillingen bestod i, at man kom forbi folk, der holdt møder om ting, man ikke blev inviteret ind i, eller man kiggede på referater eller andre efterladenskaber efter møderne. Men her på Arken med den ret store forskel, at sweaterne er et solidt og spektakulært dokument over fællesskabet.

I den anden ende af Arken viser de Kenneth Rasmussen, kendt som hovedpersonen i tv-udsendelsen Originaler om kunstskolen Bifrost i Randers. Jeg har hovedsageligt kendt ham fra Facebook, hvor han er blevet promoveret som en kunstnerhelt fra byen. Jeg havde en udstilling i byen for nogle år siden, hvor borgmesteren holdt en lang og meget entusiastisk tale til mig om ham. Det er ikke muligt at skille kunstner og værk ad her, og især ikke den medierede del af kunstneren. Der er også en form for fællesskab om ham. Han bliver på en eller anden måde talsperson for ting i os.

På Arken mødes man først af hans gigantiske plastikposestrikinstallation som har været mere end tyve år under vejs. Den er domineret af Nettogul, som udstillingsdesignerne desværre har valgt at lade gå igen i et podie til hans keramik og til rammerne på hans grafik. Man skal ikke bruge den samme sovs til alt, det nivellerer tingene.

I formidlingen af ham bliver det pointeret, at der er en del tissemænd. Men det er ikke uvaskede pikkemænd med en aura af overgreb som dem fra 90’ernes og 00’ernes drengerøvskunst. I ved den med alle dødningehovederne. Kenneth er velformuleret irritabel på en facon, som er så helt old school syret og rablende, at man får lyst til at synge med. Og her er et par tissemænd på sin plads.

Lige som i Lærke Bagger-udstillingen er publikum medlevende og medskabende, pegende og kommenterende. Sætninger som: »den siger jo mayarlieguuuuuh«, eller: »på søndag svømmer jeg til halikiiitikiiiih«, sagt af en fisk med fredstegn på, eller, »fri sex til de udviklingshæmmede«. I hans kunst møder man dels en anden måde at tænke og se verden på. Den er fuld af løvezebraer, fisk med menneskeansigter og hele den der tegneserieagtige palette uden at det trækker på surrealismens forestilling om det underbevidste og fortrængte.

Hvis der har været et underbevidste hos Kenneth Rasmussen, er det blevet lukket og indbyggerne er flyttet hjemmefra og ind i et socialt indigneret univers fuld af vrede opråb om uretfærdigheder og underlige jokes. Hans keramik giver Frederik Næblerøds baghjul ved sin frigjorthed og ved at den forestiller noget og tit nogen. Bl.a. Poul Thomsens kat, duen Franz og Trumputin. Det tager som hans grafik udgangspunkt i en ret konkret verden. Hans humor og attitude er ret maskulin, samtidig med, at han er bevidst om sin egne svagheder og afhængigheder af andre. Han er noget så vildt som en dobbeltinstitutionaliseret kunstner, som netop ud fra den præmis udfolder en stor frihed.

Og her er det på sin plads også at pege på den del af Frederik Næblerøds udstilling, hvor han har indrettet et af rummene som en blanding af sit eget værksted og det klassiske krearum, her for både børn og voksne, på museet. Det er et virkelig dejligt og velfungerende rum, der vibrerer af energi. Igen, fællesskaber og usnobbethed.

Arken er på sit peak af folkelighed for tiden med Frederik Næblerød og Monira al Qadiri i mixet. Og det lykkes ret godt for dem. Men samtidig er det også en helt klassisk opdeling af kønnenes roller. Mændene råber op og fjoller og er sjove og kvinderne tager sig af det sociale og samvittighedsfulde. Og det er lidt trættende i al sin klichéfuldhed. Men det er i min optik lykkedes Arken at blande forskellige kreative mennesker, som har et andet udgangspunkt end resten af miljøet, ind i en meget regelbaseret kunstverden. Der er nogle åbninger i deres tilgange, som er dejligt friske.