Erindringsbevægelser
Eva Vjezjnavjetz er født i 1972 i nærheden af den belarusiske hovedstad Minsk. Det vil sige, der blev Sviatlana Kurs født, som pseudonymet Eva Vjezjnavjetz dækker over. Hun er journalist, oversætter og forfatter, og hendes 140-siders roman Hvad Søger Du, Ulv?, er et kondenseret, smukt og sorgfuldt studie i kollektiv erindring, krig og heksekundskab.
I Hvad Søger Du, Ulv? genfortæller bedstemor Darafeja Sirasj en forviklet og blodig historie om magt, folk, land og natur. Hun fortæller til sit barnebarn Ryna, mange år før læseren møder hende som den voksne alkoholiker, hun bliver til, der drikker vin af flasken på et offentligt toilet i et indkøbscenter.
Bedstemor Darafeja vokser op i en landsby i det sydvestlige Belarus under skiftende besættelser og en række "afkulakiseringer", som man kaldte Stalins initiativ for af udrydde storbønder ("kulakker"). Romanen foregår langt fra Minsk, i den sydvestlige del af landet, i et landsbysamfund i et sump- og skovområde. Derude lagde hungersnøden sig som et snetæppe for første gang i 1930-1933, og så igen i 1946-1947. Hungersnøden var resultat Stalins kollektivisering af landbruget, der betød, at bønderne måtte afgive store mængder korn til staten; så store, at det blev umuligt at holde sulten for døren.
Den tyske professor og erindringsforsker Astrid Erll skriver, at »minder står ikke stille – tværtimod synes de først og fremmest at blive videreført gennem bevægelse.« Bevægelse er det, der holder erindringer levende. Det er en temmelig præcis beskrivelse af det, der skildres hos Vjezjnavjets. I landsbyerne står der statuer af Lenin, som hyldest til Sovjetregimet. Nogle steder står en bronzeklædt partisankriger. Tavse portrætter til minde om helte.
De døde spøger overalt i romanen.
Men hos romanens karakterer står de stivnede helte i kontrast til en egentlig erindring, en fortælling, der er langt mere mudret, end hvad ideologierne kan formidle. Darafeja boede hele livet i landsbyen, i huset Aredeber, hvor hun udøvede "folkemedicin" - hvilket betyder omtrent det samme som heksekundskaber. Det håndværk lærte hun af sin egen bedstemor, som var frygtet og respekteret for sin evne til at helbrede, såvel som kaste forbandelser.
Darafeja fortæller egnsmytologier - både mere og mindre magiske - om hvorfor ting, steder og floder hedder som de gør; hvorfor hedder brønden Hvide Fald? Fordi den rækker helt ned til jordens hvide kerne, der hvor paradis ligger.
De døde spøger overalt i romanen. Der refereres til fornavne, slægtsnavne og patronymer, og det gælder ind i mellem om at holde tungen lige i munden. Men man må ikke lade sig afskrække af den potentielle forvirring. Den afspejler mest af alt historiens uoverskuelige kaos.
Historiens gang er vild og kompleks, og blot fordi begivenheder overstås, forsvinder de ikke.
Myriaderne af person- og stednavne understøtter på en måde blot det overvældende enkle faktum, at historien ikke alene består af statuer, stater og ideologier, men af konkrete fletværk af folkemængder med vidtrækkende identiteter og komplekse sympatier. Bolsjevikker, polske jøder, jødiske nationalister, ikke-jødiske nationalister, kulakker, fattige, børn, bedstemødre, bødler og ofre. Sidstnævnte skiftes om rollerne.
Historiens gang er vild og kompleks, og blot fordi begivenheder overstås, forsvinder de ikke. Det er måske derfor, Astrid Erll siger, at erindringer videreføres gennem bevægelse - fordi erindring er noget levende. Ligesom naturen, i øvrigt, som bedstemor Darafejas heksekundskaber er så afhængige af.
Hvad Søger Du, Ulv? er et poetisk og barskt indblik i belarusisk historie. Men det er også et portræt af en kollektiv og personlig erindring, der findes nu og her, der bevæger sig taktfast, omend vaklende, fra generation til generation. Fra vindråbe til vindråbe.
