Kunsten at skrive en vild og poetisk bog

Enhver forfatter udvikler over tid særlige stiltræk og tematikker. Er der tale om relativt få udgivelser, er dét man kunne kalde den kunstneriske signatur, ikke så tydelig, men i et langt forfatterskab står den ofte klart frem – og kan begynde at minde om manér, gentagelse, tomgang. 

Norske Tomas Espedal har vundet en hengiven læserskare i Danmark med bøger som Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, Mod naturen og Året, hvor det autofiktive – opvæksten, forfatterlivet, kærlighedsrelationerne – blev foldet ind i arbejdet med og mod de litterære genrer: dagbog, brev, biografi, digt, roman. Men altså med en stadig mere genkendelig Espedal-skikkelse i centrum, som skrev en stadig mere genkendelig Espedal-virkelighed frem i en stadig mere genkendelig Espedal-stil. 

I Lyst fra 2023 tangerede det selvparodien, men allerede året efter udkom Marie min – Et skuespil om Marie Hamsun, hvor den faste form og historien om det vel nok mest berygtede par i norsk historie gjorde godt. Og med Mens det endnu er for sent – sikke en fortrinlig titel! – lykkes det også Espedal at skrive sig i en ny retning, at løfte forfatterskabet, uden at give køb på det særligt Espedal’ske.  

På forsiden står der »Noveller«, men det kan fortællingerne knap kaldes. Det ville også være forkert at kalde bogen en roman eller digtsamling, nej, der er snarere tale om et væv eller svæv af fortællinger, hvor de fleste karakterer kommer blot for hurtigt at gå igen, mens ganske få er gennemgående. 

Som Asger, der længe planlægger at forlade sin familie og den tiltagende tomhed, han mærker i sin ellers trygge norske tilværelse. Han sparer op, fantaserer om et forestående vildt og poetisk liv og tænker over sit pludselige fravær i hjemmet: »En dag ville han forsvinde.«  

Eller som Asgers ven, Karel, der er en forfatter, som ikke kan skrive. Han sidder fæstnet til stolen, klar til at lade ordene flyde ud på papiret: »Hver dag, i flere måneder, har han gjort som i alle sine skriveår; sat sig tidligt ved skrivebordet og gjort sig klar til skrivearbejdet, men ordene svigter ham, og sætningerne, og sproget, alt svigter ham.« 

I hånden har han en kuglepen »fuld af blæk«, som er produceret i Kina, og måske arbejder »Yurun Dan, en fjorten år gammel, forældreløs pige fra Xining« på fabrikken, hvor den kommer fra.

Den her blinde insisteren på liv og skønhed i en tid med klimakrise og krige

Og sådan knopskyder, muterer og springer Mens det endnu er for sent fra den ene fortælling til den næste, og Espedal har her fundet en pivåben form, som kan rumme alle hans tanker, al hans glæde ved at skrive om at skrive – »At skrive er altid en forsinkelse af noget virkeligt« – og al hans lyst til at fortælle om store beundrede kunstnere.

Om Friederike Mayröcker i en lejlighed overfyldt af ord og papirer, om Knut Hamsun der måske var et dårligt menneske, men aldrig skrev én dårlig linje, om Rainer Maria Rilkes rejse til slottet i Duino, hvor han forløste sine digte, om Jorge Luis Borges’ forrygende og foryngende Fiktioner, om Franz Kafka, den suveræne forfatter og gode svømmer. 

Netop Kafka er til at få øje på i bogens absurde og groteske passager. Når en kvinde gifter sig med en hund, når en fyr lever »som mand og kone« med en gris, eller når Karel skærer sin finger af og gradvist forvandler sig til en slags udyr med pukkelryg og halten. 

Sideløbende med gruen og meningsløsheden findes skønheden, der ofte melder sig som blomster – vintergæk, løvetand – der trænger op af asfalt eller lyser i et landskab.

Den her blinde insisteren på liv og skønhed i en tid med klimakrise og krige – Ukraines lidelser under angrebene fra »Putinpikken« får plads – og Mens det endnu er for sent synes under det hele at skildre de to, skønheden og gruen, og gør det i en form, som er sprængt, i en art orkestreret kaos, hvor alt kan forlades og påbegyndes, dø og fødes, og hvor det alene er Espedals sanselige og elegant kraftfulde sprog, som holder det hele sammen. 

Vel er der genkendelige træk, vel er dét, der andre steder i forfatterskabet har virket lidt trættende, også at finde i Mens det endnu er for sent.

Men i en ny og uendeligt rummelig fortælleform, hvori det tilsyneladende selvbiografiske er det mindst interessante, og hvor det er både vildt og forløsende at følge en af nordens sande enere skrive sig op og ned, til højre og til venstre og tilbage og – ikke mindst – fremad.