Print artikel

Præstationslegitimitet

Anti-terroroperation i Ukraine. Foto: Wikimedia Commons
Rapport
08.12.25
Europa skal finde sin indre grizzlybjørn frem, hvis vi skal klare os i den nye verdenssituation. Vi skal være dristigere, modigere og mere radikale, mener historiker og Oxford-professor Timothy Garton Ash. Det er det, der skal give os vores berettigelse.

»De forskellige lande bekymrer sig kun om Europa, når det er i deres egen interesse«, siger en deltager til en anden, mens der er light lunch inden dagens officielle program begynder. Stemningen er åbenbart sarkastisk doom og dagens overskrift hos European Council on Foreign Relations er da også ”Europe’s last chance?” Det lader til at være »the vibe of the moment« som Jana Puglierin, der er chef for tænketankens Berlin-kontor og senior policy fellow siger i sin introduktion.

Over nogle timer skal et panel af tænketankens eksperter forsøge at komme med brugbare svar på, hvordan Europa skal stille sig an i den komplekse samling af problemer, de sidste års geopolitiske udviklinger har stillet kontinentet i. Europa er klemt fra to sider. For det første er Ruslands krig i Ukraine og de sikkerhedspolitiske problemer det stiller for Europa åbenlys, og for det andet er tabet af den før så pålidelige transatlantiske alliance med Trumps America First-politik lige så åbenlys.

Der lader til at være en bestemt type europæere på plads her hos European Council on Foreign Relations i noget der hedder VW Drive studio på Unter den Linden i Berlin i dag. Dem der voksede op med 90’ernes eufori og til tonerne af Beethovens niende drømte om et forenet Europa befolket af europæere opvokset med frihandel, grænseløshed og Erasmus-programmer. Men der er ingen naiv optimisme at spore, heller ikke da det lidt syrligt fra en tilhører bliver påpeget, at det måske er lidt ironisk, at arrangementet finder sted i et museum over en af Europas industri-giganter, bilfabrikanten Volkswagen.

Men selvom stemningen er alvorlig, viser det sig også, at panelets meget kompetente deltagere, faktisk mener, der er noget vi kan stille op. Men først skal vi ruske op i os selv. Den prominente Oxford-professor Timothy Garton Ash vil have, at vi gør op med den europæiske modløshed. »Vi har absolut ingen tro på os selv længere.« Helt forventeligt og i passende transeuropæisk ånd kaster han et Goethe-citat ind i debatten. Det handler om at man kan tabe noget godt og det er ærgerligt og trist, men hvis man taber sit mod, har man mistet alting. »We need more Mut«, tilføjer han.

Men inden da har han opremset en næsten uoverskuelig række af kriser vi står over for. Der er selvfølgelig det neo-imperialistiske Rusland og den svækkede amerikanske alliance, men også vores egne demografiske udfordringer, hvor en aldrende befolkning giver alvorlige hovedbrud i de europæiske finansministerier. Han nævner en nylig undersøgelse, der viste, at i Tyskland vil en fjerdedel af næste års budget gå til pensioner. Vi har i Europa vænnet os til velfærdsstater, der leverer på højt niveau, men vil i fremtiden få svært til at leve op til det. Tyskland, siger historieprofessoren, har siden afslutningen på Anden Verdenskrig haft fordelen af »billig energi fra Rusland, billig sikkerhed fra USA og nem eksport til Kina«, men må nu vænne sig til en helt ny situation.

I forhold til Trump mener Garton Ash, at et af Europas store problemer er, at vi løber forvirrede rundt i en slags dag-til-dag Trump-management i stedet for at formulere en selvstændig politik. Han nævner, at John F. Kennedy efter sigende sorterede dagens gøremål efter ”urgent” og ”important” og at vores ledere lige nu bruger alt for meget af deres tid på det hastende og brandslukkende og ikke på de langsigtede løsninger. »Det er også skadeligt for Europas image i resten af verden og hos vores egne borgere, hvis vi opfattes som kun svage og reaktive over for Trump«, tilføjer professoren.

»Vi skal være mere dristige, modige, mere strategiske og mere radikale,«

Vores forhold til Rusland lider af noget af det samme ifølge panelet. Jana Kobzova, der er såkaldt senior policy fellow ved tænketanken siger direkte, at »Ukraine er Europas første forsvarslinje«, og at det ikke nytter, at vi opfører os reaktivt. Garton Ash citerer politologen og kollegaen Ivan Krastev for at sige, at vi plejede at have en Rusland-politik, men ingen Ukraine-politik og at nu har vi en Ukraine-politik, men ingen Rusland-politik. Garton Ash mener til gengæld, at vores Ukraine-politik er vores Rusland politik, hvilket gør dens udformning endnu mere afgørende. Det vi står overfor, er et make-or-break-moment, siger professoren. »Europa har haft omkring tusind sidste chancer i de sidste 2000 år, og Europa vil fortsætte, men jeg tror det er fuldt ud muligt, at vi om fem år vil have et Europa, der er meget anderledes end det, vi har taget for givet siden 1989,« siger han. 

Janka Oertel, der er såkaldt distinguished policy fellow ved tænketanken gør ildevarslende opmærksom på, at det ikke bare er Ukraines overlevelse som selvstændig stat, der er på spil, men selve Oplysningens fundamentale principper. Hvad er alternativet til at handle, spørger hun retorisk ud i rummet og svarer selv: »Europa kan ikke sidde på hænderne længere.«

Så hvad gør vi? Et forhold er lederskab: »Vi ved godt hvad der skal gøres. Vi ved bare ikke, hvordan man gør det og blive genvalgt,« siger Garton Ash om de europæiske ledere. Lidt overraskende og måske en smule indstuderet akavet foreslår han at låne et slogan fra et amerikansk skofirma og Just do it. Og helt konkret nævner professoren, at omkring 80 % af Ruslands olieeksport, der via deres skyggeflåde underbygger landets krigsøkonomi, passerer gennem dansk farvand. »Og sidste gang jeg tjekkede lå Danmark i Europa.« Hvad man mere præcist burde stille op med skibene, bliver ikke helt klart, men det er i hvert fald noget andet end at lade dem fredfyldt passere og nok ikke mindst blive serviceret af de danske firmaer, der profiterer på Ruslands krigsførelse. Helt på linje tilføjer Janka Oertel, at Europa har det med at opføre sig som en nuttet teddybjørn og »at det nok er på tide, at vi finder vores indre grizzly frem.«

Timothy Garton Ash lader til at være helt enig: »Vi skal være mere dristige, modige, mere strategiske og mere radikale,« og afrunder med at argumentere for, at det er selve de handlinger vi præsterer, der også vil være med til at afgøre om Europa som forenet entitet har en meningsfuld fremtid:

»Jeg synes, at det er fint og godt med yderligere diskussioner om europæiske forfatningsændringer, institutionelle ændringer og nye demokratiske organer for Den Europæiske Union, men det vil ikke føre til noget. Med andre ord, i politologisk sprog, kommer det ikke til at handle om proceduremæssig legitimitet. I de næste fem år kommer det til at handle om præstationslegitimitet.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.