Hvordan bevarer man et åbent sind?
Jeg sidder i et tog på vej til Roskilde Festival. Foran mig hænger en af DSBs skraldeposer. »Denne skraldepose er lavet af 100 % genanvendelig plast« står der med store bogstaver midt på posen. Tillykke. På netop dén skraldepose plejede der at stå et ‘digt’, som efter hukommelse lyder: »Skraldet i posen. / Posen i hånden. / Hånden på hjertet. / Hvor skal det ende? / I skraldespanden. / På perronen. / Tak.« Med punktummer og det hele!
Det digt har altid undret mig, fordi jeg læser det som en direkte opfordring til at smide sit hjerte i skraldespanden. På en bagperron. Men lad nu det ligge. For hvor om alt er, har digtet selv fået en lige så trist ende: Det har måttet vige pladsen for et politisk signal, et på mange måder ubrugeligt stykke information: »Denne pose er lavet af 100 % genanvendelig plast.« I kunne, hvis det absolut skulle stå på poserne, have skrevet det med små bogstaver nede i bunden, under digtet, på siden, men nej, I ville have at alle skulle se det. Så må digtet lade livet. Vi lever så sandelig i de politiske signalers tid.
Det har Roskilde Festival, som jeg er på vej til, forstået, og de bruger både arme og ben: der er repræsentation par ex
