En mand med tankestil
Foucault har fødselsdag. I dag, den 15. oktober, ville den franske tænker, der døde af aids i 1984, være fyldt 100 år. Det er et jubilæum, der bliver fejret, og en anledning til endnu en svingom med en af nyere tids mest ombejlede tænkere.
Én ting er, at Foucault – skal man tro forskningsdatabasen Google Scholar – er den mest citerede forsker nogensinde. Et endnu større privilegium må det næsten være, at det ellers så alvorlige tyske forlag Suhrkamp i forbindelse med jubilæet udgiver ikke bare bøger, men en hel merchandise-pakke, heriblandt et par badetøfler påtrykt teksten Wahnsinn og Gesellschaft (Galskab og samfund) på henholdsvis højre og venstre fod – med henvisning til den tyske titel på Foucaults værk Galskabens historie. De er i skrivende stund udsolgt.
Et dødsbo som Foucaults har mange arvinger, og det er helt naturligt anledning til konflikt og kamp. Få steder imidlertid så intenst, som tilfældet er hos Foucault. Men det er på mange måder et paradoks, når det handler om Foucault, der om sine intellektuelle efterladenskaber mente, at de skulle betragtes som en værktøjskasse, man kunne bruge til hvad som helst. Med andre or
