Til mine venner i forstaden
Som sommerbog betragtet er Johan Harstads nye roman Under brostenene, stranden! lidt af en logistisk udfordring. Dens tyngde alene gør den svært håndterbar i en strandstol eller ved et spinkelt cafébord, og de 1.083 sider i hardcover kræver en ordentlig pude ved sengegærdet for at give den ergonomiske støtte, der skal til, for uden forstyrrelser at kunne lade sig opsluge af denne på alle måder kolossale roman. Men den slags modgang udholder man for Johan Harstad.
For hvor tit sker det egentlig, at man får en bog i hånden, der ikke alene viser sig at være et mesterværk, efterhånden som man graver sig ind i den, men også rummer opfindsomhed, fortællekraft, dybde, indsigt, længsel og fascinationskraft nok til ikke bare at udgøre hele ens verden for en tid, men måske faktisk varigt forandre ens blik på omverdenen?
Det skulle vel lige være sidste gang, Johan Harstad skrev en roman, den overvældende Max, Mischa og Tet-offensiven, der over 1.000 sider foldede en hel verden ud mellem Stavangerforstaden Forus og
