Pegefingerrejsen

For ikke så længe siden sad jeg på en bar i Nagano, en bjergby i den nordlige del af de såkaldte japanske alper. Jeg havde godt fornemmet, at det hviske-tiskede lidt, da vi kom ind, men vi var jo også turister. Ejeren var venlig og informerede om menuen, mens han talte ind i sin Google Translate-app. Vi spiste og drak, og gennem to lykkelige timer sagde min kæreste af og til: »Jeg tror altså de taler om dig«. Hun lænede øjnene diskret mod køkkenet, og lige så diskret blev samtalen opløst, når jeg så efter. Da vi skulle til at gå, kom ejeren om på den anden side af bardisken og talte entusiastisk ind i sin telefon, mens han kiggede på mig. »Aren’t you from that TV show?« læste jeg på skærmen. Hvad skulle jeg svare? En usandsynlig realitystjerne var genkendt. Baren brød ud i jubel, da han proklamerede det til de øvrige gæster, og samstemmigt holdt de sig for øjnene med den ene hånd og pegede med den anden hånd ivrigt ned i en imaginær guidebog. Det gamle signaturtegn.

*

På optagelserne kommer kameraet hen imod os, der går mod lufthavnens udgang, mens en excentrisk instruktør råber »Welcome to Japaaaaan... Japanese TV programme«. Alex sænker tempoet, da han registrerer, at henvendelsen er rettet mod os, og der breder sig et nølende smil hos ham. Der sker noget underligt i kropsholdningen på den, der modtager en fysisk henvendelse fra en fremmed, og som pludselig står ansigt til ansigt med en sælger på Strøget eller et tre-personers tv-hold i en lufthavn uden for Tokyo. Noget i gangarten, blikket og ansigtsfolderne, der ændrer sig og enten med ét bliver hårdt eller tøvende åbner sig. Mens jeg drejer af for at undgå dem, breder Alex’ smil sig ud til et »hello«.

»Doko kara ryokō shite imashita ka?«
I udsendelsen har de redigeret det, så det ligner, at vi forstår, hvad han siger, men det må være programmets tolk Miyuki, Alex svarer: »From Denmark«
»How long are you here for?«
»Three months«
»Three months? Why are you not at work?«
»We just finished high school, or... Danish gymnasium«
»Why did you come to Japan?«
Vi kigger tøvende på hinanden. Alex svarer triumferende:
»To travel«
»Where are you staying?«
»In Tokyo somewhere… In Asagaya«
»Asagaya? Why Asagaya?«
»It was completely random, we just...« siger jeg og tager den ene hånd op foran øjnene mens jeg med en usynlig mus klikker på et tilfældigt booking.com-værelse.
»What are you doing today?«
»We don’t really know«
»Can we come and bring the camera with us?«
»Sure«

Det der derpå følger, er et udsnit af den foreløbigt mest absurde dag i mit liv omsat til 25 minutters japansk tv, der skulle ændre vores liv for en tid. På togturen fra lufthavnen ind gennem Tokyo og ud til det afsidesliggende kvarter Asagaya i det vestlige Tokyo gik det op for os, at det tv-hold vi havde antaget var fra den lokale station i stedet var fra TV Tokyo og primetime-programmet YOUは何しに日本へ med den sigende engelske titel Why did you come to Japan? Et på det tidspunkt, februar 2014, kun ét år gammelt program midt i sin heyday med gennemsnitligt 10 mio. seere. 

*

Af årsager jeg nu har svært ved at komme i tanker om, havde jeg længtes mod Japan. Det samme var tilfældet hos Alex, min gymnasieven, og det var vel den mest konkrete grund til, at vi nu stod en februarmorgen i Narita-lufthavnen. Men hvor begynder længsel? Tv-holdet udbad sig gentagne gange et mere præcist svar på programmets spørgsmål, og det virkede hver gang malplaceret at nævne de spredte indskydelser, der kom frem; at Holger havde introduceret os til noiseguitaristen Keiji Haino i en kælderlejlighed i Svendborg engang og vi nu ville finde ham, at jeg på Odense Centralbibliotek tilfældigt havde fundet og lånt Kenzaburo Oes M/T og fortællingen om De Store Skoves Under og derefter i ugevis kun tænkte på Shikokus store skove, eller måske mest af alt at min mor en oktoberdag i 2003 tog mig med i Café Biografen, for jeg husker den mareridtsagtige rædsel fra scenen i Chihiro og heksene, hvor lanternerne tændes og aftenen falder klaustrofobisk over den lille spøgelsesby, måden forældrene vender sig om efter at have forlystet sig i buffeten hele eftermiddagen, nu forvandlet til svin, og jeg ved ikke om de to forældre i buffeten kan bære hele længslen, men jeg kan huske, at jeg med en selvbevidsthed om at være barn synes det var alt for voldsomt og dragende og voksent til at være en scene i en børnefilm, det mindede så uendeligt lidt om Disney Sjov. 

*

Tokyo var dengang som nu dybt vand. En kakofonisk overflade af stål, glasfacader, lysreklamer, billboards, billige betonbyggerier fra efterkrigstiden og hengemte, mirakuløst ubombede templer. Men al magien foregår under overfladen, altid i en uanselig kælder i punk-kvarteret Kichijoji eller i et baglokale på 7. etage et sted i den infernalske larm i Shinkuju, og kun sjældent udenfor og dér næsten altid som resterne af noget indenfor: De før så pæne slipsedrenge, der har siddet og drukket whisky med chefen på en izakaya og er gået omkuld ved en lygtepæl, teenagere, der venter på deres venner på et hjørne inden de skal finde en karaokecafé, moderedaktørerne og skuespillerne, der stiger ud af en taxa i Roppongi og går ind i af en glasdør på en skyskraber i børstet stål. Den rejsendes største udfordring er altid at finde det gode sted, og i Tokyo er den udfordring mere uoverstigelig end andre steder, fordi næsten ingenting er synligt fra gaden og altid bag en sprogbarriere.

Tokyo er en hemmelighed, det er dens definitive karaktertræk, selv for dem, der bor der. Det er samtidig dens magnetiske fascinationskraft, og det var den umiddelbare motor bag det simple tv-koncept: At udforske Tokyo gennem andres øjne, få et glimt af de andres by.

Vi tjekkede ind på Smile Hotel i Asagaya og satte os ind og spiste frokost på den lokale ramenrestaurant. Nuida-san, instruktøren, blev ved at spørge os, hvad vi nu ville lave. Vi spurgte ejeren af den lille restaurant, hvad han ville lave, hvis han var os, og han pegede ned ad gaden og sagde, at der lå en lille fiskedam dernede. Med kameraet i ryggen satte vi os ned og fiskede efter guldfisk i en time sammen med et par pensionister og gik så hen til den lokale Pachinko-hal, hvor et par andre pensionister sad og bankede smøger i den øredøvende larm af metalkuglernes vej gennem de analoge spillemaskiner. Om aftenen fik vi første forsmag på det søde liv for andres penge, da de inviterede os på kobekød på den lokale sukiyaki-restaurant og behændigt sørgede for at få gelejdet vores øl ud af skuddet, hver gang de tændte for kameraet. I Japan var vi stadig mindreårige.

Nuida-san skulle senere selv blive tv-stjerne i et andet tv-koncept, men dengang var han kun lige blevet det nye faste ansigt på vores primetime-program, en hurtigt snakkende, hurtigt rygende og helt igennem charmerende ex-punker med Beastie Boys-stil og et dæmonisk smil, der var væltet sidelæns ind i tv-branchen, som så mange gør, og nu levede et arbejdsintensivt instruktørliv som gift ungkarl på farten. Det slår mig nu, at jeg har glemt, hvad han hedder til fornavn, vi kaldte ham aldrig andet end Nuida-san. Miyuki, som vi derimod udelukkende kaldte ved fornavn, var fast tolk på programmet, en ekstraordinært venlig kvinde i 50’erne, kosmopolit, altid hastigt skiftende mellem diplomatisk japansk og engelsk i en heftig amerikansk aftapning, og vores primære omsorgsperson. Nuida-san og Miyuki udgjorde sammen med vekslende kameramænd, altid mænd, altid venligt anonyme og altid iklædt sort kasket, den dynamiske trio, der var vores tv-hold.

*

Flere år senere, på en izakaya i det nordlige Hokkaido, skulle det lykkes os at vriste et svar ud af Nuida-san på det spørgsmål, som fra start blevet stillet os af alle vi kendte: Hvorfor lige jer? Og frem for det svar, vi begge havde regnet med, nemlig, at vi var charmerende og interessante og skulle rejse så længe og så planløst og så videre, fortalte han i stedet henkastet over et glas sake, mestendels henvendt til den fåmælte kameramand, at Asagaya tilfældigvis lå belejligt tæt på den afsidesliggende forstad Ogikubo, hvor en af hans kærester, som han sjældent så, boede. »Of course he thought you might be interesting to follow«, oversatte Miyuki diplomatisk, »but if things turned out differently, it might be convenient anyway«. 

Vi havde ingen planer, det var tydeligt for enhver, og havde i den grad forsømt på forhånd at sætte os ind i Tokyo, vel ud fra et rationale om, at det ikke gav mening at planlægge noget, heller ikke selv de første dage, når nu vi skulle være afsted så længe. Med et tv-hold i hælene afstedkom det hurtigt et decideret koncept, der blev afledt af den oprindelige bevægelse i lufthavnen, da jeg forklarede, hvorfor vi var endt i Asagaya. Konceptet var enkelt: Med den ene hånd holdt den ene af os sig for øjnene, mens den anden flippede i Lonely Planet, hvorefter den første på et tilfældigt tidspunkt hakkede til med den ledige pegefinger. Det sted fingeren ramte, tog vi hen, og vi smilede af den forbløffende enkelhed i det hele, da de med det samme døbte konceptet Yubisashi Tabi, Pegefingerrejsen.

Det første sted Alex’ finger ramte var statuen af Saigo Takamori, og derfor tog vi metroen til Ueno. Bestemt er han en af de mest indflydelsesrige samuraier fra 1800-tallet, og bestemt er hans statue tilsvarende omfangsrig, men den er ikke indbegrebet af det, man bare må se som 19-årig på den første rejsedag i sit livs eventyr. Det næste sted fingeren ramte var Yasukuni Jinja, en i særklasse kontroversiel helligdom midt i Tokyo. Angiveligt bor sjælene til de soldater, der døde i kamp for det kejserlige Japan her, og med Japans omfattende historiske krigsforbrydelser in mente, er det et på mange måder problematisk sted, hvor politikere, tv-hold og andre pæne mennesker nødigt vil ses. Vi spiste en afslutningsmiddag på en sushirestaurant, og i min dagbog har jeg understreget på tv-holdets regning. De ønskede os god tur videre, og i frostklart vejr tog vi lyntoget ud af byen. 

*

Vores afsnit blev vist et par uger senere. Det var absurd fjernsyn på mange planer, både fiskedammen, de jetlaggede gab og den grundlæggende mangel på planer, som på tv fremstod om muligt mere planløs, og så selve udsendelsens struktur, den høje hastighed i klippene, de mange lydeffekter og måske mest af alt programmets værter, den ekstremt populære komikerduo Bananaman, som fra hver deres hjørne af skærmen undervejs kommenterede alt, der foregik i udsendelsen. Det levede til fulde op til de forventninger, man nu måtte have om japansk realityunderholdning. Med det ene forbehold, at vi var hovedpersonerne. 

I mellemtiden var vi blaffet langt sydpå til øen Yakushima og boede hos Alex’ fars ven Mushimaru, en gråskægget mester ud i butoh, den hvidmalede, mystiske, kropslige danseform. Vi boede i hans dansestudie, som var meget langt fra det, man forbinder med det ord, og væsentlig tættere på det tunge træværk på The Great Northern i Twin Peaks, og jeg husker den uge, vi boede der, som antitesen til Tokyo. Det var marts, og vi spiste appelsiner fra træet i haven.

Fordi Why did you come to Japan? havde vist sig så populært i Tokyo havde man ekspanderet programmet og solgt det til alle de øvrige regionale tv-stationer i landet, og da vi kom tilbage til fastlandet, blev det tydeligt. Allerede i Tokyo havde der været generte skoleklasser og et par forretningsfolk, der ville hilse, fordi de kunne se, vi optog til programmet, men nu begyndte det at stikke af. Første gang var det en energisk bilist, der klodsbremsede sin bil, så det hylede og løb efter os med to dåser kold cappucino, han hev ud af en automat i vejkanten. Anden gang var det et high school volleyball-hold på udflugt, der ville have selfies. Tredje gang var det et ældre ægtepar, der samlede os op lidt uden Fukuoka, og inspirerede af vores planløse tv-koncept besluttede at udvide søndagsturen og køre os hele vejen til Hiroshima. Kirsebærtræerne sprang luftigt ud, det var den store årstid, vi mødte folk, sov på deres gulve, og overalt var noget skiftet. Vi blev genkendt. 

Det lyder for godt til at være sandt, men vi sad i den japanske designer Isamu Noguchis stenhave på den østlige side af Shikoku, da tolken Miyuki skrev med udråbstegn, at seertallene på vores epsiode var eksploderet på en måde, der kom bag på dem, og nu ville de smede, mens jernet var varmt. En uge senere fløj vi til sydhavsøerne i Okinawa for at filme et nyt afsnit, og i min dagbog har jeg igen understreget på deres regning, et tiltrængt afbræk fra kopnudler, billige dåseøl og venlige menneskers gulve. Jeg husker kun spredte glimt fra de tropiske dage, de varme strande, det blå Stillehav, en suppe med grisefødder, sake med Miyuki og Nuida-san når kameraet blev slukket, og jeg så aldrig afsnittet efterfølgende. Det blev glemt mellem det sensationelle første afsnit og det tredje, som fulgte lige efter og blev vendepunktet. 

*

Vi kom tilbage fra Okinawa i midten af april, da kirsebærtræerne for længst var afblomstrede og de lyserøde blade lå tilbage som pailletter, våde og underligt matte langs rendestenene i Kyoto. Miyuki ringede for at overtale os til at lave et sidste afsnit, inden vi skulle tilbage til Danmark, og det var nemt, for vi var stadig fattige og tog til Tokyo for at møde de to komikere Osamu Shitara and Yūki Himura, der udgjorde Bananaman, programmets prominente kommentatorer. Som et stunt skulle vi brase ind på TV Tokyos hovedkvarter midt under de to komikeres optagelser til Why did you come to Japan? og sammen med dem lave det hidtil største Pegefingerrejse-flip i guidebogen, denne gang uden begrænsning men med hele Japan som mulighed.

Vi svedte i projektørlyset, mens Yūki Himuras finger landede på en katsucurry-restaurant i den fjerntliggende by Kanazawa, og en tretimers flyvetur og tre timers taxatur senere sad vi med hver vores gigantiske panerede kotelet i karrysovs med udsigt til hegnet rundt om Kanazawas stolte landskabshave Kenroku-en og de vajende kamfertræer i vinden. Hastigheden i det hele stod i larmende kontrast til den måde, vi i ro og mag havde krydset landet gennem de seneste tre måneder. 

Et par dage støvede vi rundt og lavede pegefinger-sightseeing i Kanazawa, de kom aldrig med i udsendelsen, men ved det sidste yubisashi-flip faldt Alex’ finger på den lille kystby Anamizu, der ikke var omtalt i bogen men kun fremgik af et miniaturekort over Notohalvøen. I udsendelsen ankommer vi med bumletog til endestationen, træder storsmilende ud i Anamizu, der mest af alt minder om en søvnig provinsby i den svenske skærgård, og spørger den enlige taxachauffør ved stationsbygningen til råds om et sted at spise frokost. 

Han smider med sine hvide chaufførhandsker resolut vores tasker om i bagagerummet på sin taxa, kører os 300 meter, går ind på en restaurant, kommer ud og ryster på hovedet, lukket, kører os 300 meter videre, går ind og kommer ud på samme måde, lukket, kører os om den anden side af den lille by og finder Isono Sushi og det ældre ægtepar, der om lidt skal blive en del af vores fortælling og tv-eventyr de næste fem år, og som jeg aldrig lærer at kende som andet end Otō-san og Okā-san, far og mor, vores sushiforældre. 

Otō-san havde arbejdet med fisk og ris i 58 år og var nu en 70-årig kleppert, der røg tynde smøger og drak sake og med gigantiske næver foldede yndige stykker sushi, som han placerede skødesløst på trædisken foran os, mens han med et skævt smil underholdt tv-holdet med en japansk sarkasme, der gik hen over hovedet på os. Okā-san var lige så uimodståelig, krammede os som to små drenge og sørgede for at tilkalde borgmesteren i byen, som fik iværksat en omfattende eftermiddagsrundvisning på egnen igennem drømmeagtige wasabi-marker, imens vores sushiforældre beslutsomt tilberedte århundredets middag af rødder og saltvandsfond og grillede ål og konkyliemuslinger og rå krabber og vandmænd i blommebrændevin, et gæstebud af Babetteske dimensioner, som åbenbarede sig gradvist og kaldte på ekstatiske reaktioner med kameraet klistret til vores ansigter, mens Otō-san klukkede så gebisset raslede. Med tømmermænd kaldte de os over om morgenen og serverede misosuppe med torskesæd som afrejsemåltid. Intet blev klippet ud. 

*

Et halvt år senere kom de til Danmark. Nuida-san ville møde vores forældre og hente os med tilbage til et nyt afsnit af Pegefingerrejsen i Japan. Min mor havde bagt fynsk æblekringle, og hun taler stadig om, hvordan den kompakte instruktør med det djævelske smil spiste adskillige stykker af denne kringle, mens han udspurgte dem om deres holdning til sønnikes sabbatår. Ad omveje, jeg nu har glemt, havde den danske presse fået nys om den gode historie, og i håbet om at komme ud til nogle potentielle japanske fans med vores fælles band First Flush spillede vi en vidunderligt atonal minikoncert i pladeforretningen Moby Disc i Odense med journalister og kamerahold fra både TV2 Nyhederne, DR1, TV Tokyo og Fynsk Stiftstidende blandt publikum. 

Alligevel er det dog billedet af Nuida-san i frokostbuffeten på den nu hedengangne Odense-restaurant Den Grimme Ælling kort før koncerten den dag, der har brændt sig fast. Jeg var fraværende et øjeblik og fik ikke superviseret ham, så han fik stablet karrysild, æbleflæsk, medister og tarteletfyld sammen på tallerkenen med rugbrødet som låg, og i det øjeblik forstod jeg fascinationskraften i vores japanske tv-program, den lykkeligt uvidende famlen rundt i andres selvfølgeligheder. 

Vi fulgte med dem tilbage til Japan. I det mellemliggende halve år var de sidste to afsnit blev sendt hen over sommeren, og seertallene var stukket endnu mere af. Budgettet var hævet betragteligt, det mærkede vi med det samme. Holdet var udvidet med en ekstra assistent, der udelukkende skulle stå for booking af toge og fly og hoteller undervejs, så vi nu var et entourage på seks mennesker. Selvom vi ikke nåede et stadie af decideret Beatlemania, var der teenagepiger, der skreg, da de spottede os i lufthavnen uden for Tokyo, og vi blev jublende anråbt på gader, på hoteller og i restauranter i en grad, der i dag forekommer absolut surrealistisk. 

Der var ikke længere fornemmelsen af nogen form for økonomisk begrænsning, og uden budgetovervejelser og kun med pegefingeren som ledetråd rejste vi fra de store sandbanker i Tottori til en udon-restaurant i Okayama til en zen-have i Kyoto og op i de Japanske Alper. Vi tog tilbage til vores sushiforældre i Anamizu, blev budt velkommen med åbne arme, smilede af det nye store billede af os, der var blevet hængt op over entréen hos Isono Sushi og inspicerede den tykke kalender med de mange reservationer, der var strømmet ind efter showet var blevet sendt. To magiske dage og en tårevædet afsked, hvor de i redigeringsfasen ikke kunne dy sig for at bruge de største strygere i arsenalet. I Kastrup var der ingen teenagepiger, og selvom vi var i Aftenshowet og fortælle om det omfattende cirkus, vi var blevet en del af, forekom det fiktivt at tale om, spekulativt at det faktisk var foregået, som at sidde i et tv-studie og fortælle om en drøm.
 

*

En drøm vi glemte igen i et par år, indtil invitationen om at deltage i programmets All Star Show, en særlig nytårsudgave af Why did you come to Japan? med de mest populære medvirkende gennem årene, tikkede ind. Som optakt fløj de os en uge til det nordlige Japan for at lave endnu et afsnit af Pegefingerrejsen. Samme koncept som tidligere men med Hokkaidos dampende vulkanbjerge i baggrunden, samme ekstravagante frihed. Jeg kan huske, de ville overraske også med et dekadent måltid af sashimi, søpindsvin og snekrabbe i alle dens rå, dampede og grillede former, en ualmindeligt omkostningstung middag for to på vores tatamimåtte-værelse med anretninger, der fyldte hver en kvadratcentimeter af et velvoksent spisebord. Vi åd, ikke ulig de to forældre i Chihiro og Heksene, og reagerede med kameraet helt oppe i ansigtet overdrevent på den overdrevne velsmag. Et decideret orgie. 

Det levede til fulde op til de forventninger, man nu måtte have om japansk realityunderholdning. Med det ene forbehold, at vi var hovedpersonerne. 

Efter middagen forsvandt hele holdet længe, og vi fandt dem et par timer efter på etagen ovenpå i et identisk værelse med et omfattende lys- og kamerasetup og ekstra mandskab lejet ind til lejligheden, i færd med minutiøst at filme en eksakt replika af vores middag. De havde simpelthen orkestreret en kopi af middagen for at få bedre close-ups. Det lignede et barokt stilleben med de mange tilberedninger af snekrabbe som makabre vanitassymboler på det overdådige middagsbord. Nuida-san røg sine tynde Seven Stars-cigaretter og dirigerede bag kameraet, mens assistenten fokuseret løftede hver ret op og tiltede den i den mest fotogene vinkel, mens han forsigtigt verfede Nuida-sans liberale rygepolitik ud af skuddet. 

All Star-showet blev filmet et par uger senere i et gigantisk tv-studie i Tokyo-forstaden Setagaya. Flankeret af de to komikere fra Bananaman sad vi sammen med resten af de såkaldte all stars og så vores Hokkaido-afsnit, mens kamerafolkene zoomede ind på mit og Alex’ ansigt for at få vores egne overdrevne reaktioner på vores eget afsnit, som allerede var én lang række af overdrevne reaktioner på søpindsvin, snekrabber og de dampende vulkanbjerge. I pausen chattede vi med de andre realitystjerner, der alle havde hver deres koncept: Den jamaicanske sanger, der prøvede at udbrede reggae i Japan; den australske mate, der var besat af at spise så mange forskellige udgaver af den berømte Sasebo Burger som muligt; den barfodede canadier i fåreskind, der ledte efter den perfekte varme kilde. Alle med hver deres trick, alle med hver deres ensporede mission. Et sammenrend af helt igennem ordinære mennesker, der for et øjeblik var blevet kendisser i et helt igennem bizart tv-format, der samtidig reducerede dem til one-trick ponyer inden for programmets konceptuelle jerngreb. »Det føltes lidt som et freakshow«, sagde jeg til Alex. Og målt på skærmtid var vi vel de største freaks.

På det luksuriøse hotel i Shibuya, hvor vi var indkvarteret, var det som om noget dæmrede samme aften. Selvom jeg har stadig har en idé om, at vi med vores sushiforældre og udforskning af det Japan, man sjældent ser på tv, faktisk lykkedes med at overskride programmets forsimplende realityformat og faktisk inspirere nogle ægte mennesker til at tage på eventyr, stod det pludselig klart, at vi også mestendels bare havde ét trick, den planløse rejse. Samtidig var der noget i programmets metatunge præmis, de japanske seere, der kiggede på os, der kiggede på Japan, der kiggede tilbage på os, der begyndte at rumstere. Hvorfor hele denne kiggen, hvem kiggede på hvem, og hvorfor var et program som lige netop Why did you come to Japan? blevet så kæmpestort? Det er den type spørgsmål, man begynder at stille sig selv, når forelskelsen har lagt sig, og det hele ikke er lige så sjovt, som det startede med at være. I flyet hjem besluttede vi, at det nok var godt nok for nu, at Pegefingerrejsen måtte være slut. 

I det øjeblik forstod jeg fascinationskraften i vores japanske tv-program, den lykkeligt uvidende famlen rundt i andres selvfølgeligheder. 

*

Det var den selvfølgelig ikke. Vi tog en runde mere i 2018, hvor vi lavede ikke mindre end tre afsnit mere, mens Alex og jeg begge var på længerevarende udvekslingsophold. Samtidig tog jeg fag på universitetet i Kyoto, hvor vores program blev fremhævet som et popkulturelt udtryk for en nationalistisk agenda, der i hvert fald historisk har haft ualmindeligt godt fat i det japanske samfund. Programmet, sagde min japanske underviser, gav vind i sejlene til den genstridige idé om en homogen japansk befolkning, der betragter alle de andre som kuriositeter og styrkede idéen om en unik japanskhed ved at bruge udlændingenes begejstrede, udefrastående blik til at spejle japanernes egen nationale stolthed over det land, som de rejsende var på opdagelse i. Jeg havde ingen indvendinger, for jeg tror, at han har ret min japanske underviser, vores blikke var et spejl, og samtidig er idéen om en unik japanskhed vel en strategi i hele den japanske kultureksport og en del af det, der har gjort sushi og J-Pop og Ghibli og Pokémon til verdensomspændende fænomener. Og vel også en del af det, der de sidste 10 år har tredoblet Japans årlige besøgstal til tæt på 40 mio. Men når man zoomer så langt ind på to ekstatiske ansigter, som det var tilfældet med os, mens vi rejste Japan tyndt på skærmen, efterlader man ikke meget plads til alt det, der ikke passer ind i lovprisningen. Det er unægtelig programmets natur. 

Uanset var gløden i vores øjne ved at være udmattet af tv. Selv uden akademisk efterrationalisering var det tydeligt, at programmet levede af de uvidendes famlen, og vi vidste efterhånden bedre. Men når jeg genser det første afsnit, bliver jeg stadig lykkelig over de to fynske båtnakker, der tror de er på lokal-tv og glæder sig til at komme ud i den fugtige japanske morgen. Det er nu fem år siden, vi sidst var med, og jeg har svært ved at fatte, at der stadig er nogen i en bar i en afsidesliggende bjergby som Nagano, der kan huske os, og jeg tænker på tilfældighedernes egen orden, Nuida-san og den kæreste i Ogikubo, som var skyld i, at jeg for evigt har et svar klar, når jeg skal præsentere mig selv med et fun fact.