Et narkotisk sug og et vildt antikt kick

En aften for nogle måneder siden lå jeg i sengemørket med mine børn, sådan som vi har gjort det så mange gange før. Her fortæller jeg dem historier, jeg selv finder på, eller brudstykker af eventyr, sagn og myter.

Den aften inden sovetid handlede det om Odysseus og hans møde med Polyfemos. Om hvordan den græske helt, inden han stak en sodet pæl i øjet på kyklopen, havde fortalt, at hans navn var “Ingen”.

Så da det blindede uhyre brølede efter hjælp fra de andre kykloper under Odysseus’ flugt, og de råbte tilbage, hvem de skulle fange, var svaret “Ingen”. Hvilket fik dem til at trække på de kolossale skuldre og tænke, at så var der vel ikke noget problem. At Polyfemos vist ikke var ved sine fulde fem.

Da pigerne sov, gik jeg nedenunder og fandt Homers Odyssé i reolen. For lige at se, om jeg nu også havde husket historien korrekt. Men ordene i bogen fremstod meget anderledes, end jeg huskede dem fra gymnasiets oldtidskundskab. Måske havde vi læst den i en eller anden fordøjet prosa-gengivelse?

I det smukke mørkeblå bind med de sorte mæanderborte var handlingen i hvert fald spærret inde bag heksameterets gitterværk, gjorde brug af forne tiders ord og stavemåder, og åbnede med der her linjer:

»Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne, der flakked/viden omkring da han først havde styrtet det hellige Troja,/manden der så mangfoldige folk og fornem deres lynne/og stod utallige kvaler igennem på vej over havet,/stred for at redde sit liv og få bragt sine svende tilbage.«

Trods den umiddelbare modstand læste jeg videre. Ikke bare den aften men også de næste, og Homers mere end 2.700 år gamle fortælling blev en besættelse i ugevis. I stedet for at doomscrolle, vaske tøj og sove lod jeg mig indfange og opsluge og læste mig gennem de 24 sange og 12.000 vers.

Om hvordan Odysseus efter 10 års krig i Troja brugte yderligere 10 på at rejse tilbage til sit elskede Ithaka. Men indledningsvist er det faktisk sønnen Telemachos og hustruen Penelopeia, det handler om. Om hvordan deres hjem på Ithaka er omringet af bejlere. Af mænd som æder og drikker og vil giftes med Penelopeia. Vil overtage alt dét, Odysseus – som de efter så mange års fravær og tavshed antager må være død i krigene – besidder. Hustru, kvæg, slaver, afgrøder, rigdom.

Nogle guder vil Odysseus det godt, særligt Athene, men selvom han har visdommens gudinde på sin side og er en mand med et spændstigt intellekt, med en radikal form for snedighed, så forhindrer havguden og hovedfjenden Poseidon ham hele tiden i at vende hjem til familien og sit ørige, som andre mænd af lavere karat stadig mere insisterende forsøger at overtage.

Jeg fyldes med så meget lys og glæde over det sublime og det dybe

Homers Odyssé er i sin grundfortælling en beretning om en mands møde med en omverden, der ikke bare udgøres af mennesker, men også af guder, sære fænomener og sælsomme skabninger. Troldkvinden Kirke, som forvandler Odysseus’ mænd til svin. Lotofagerne, som lader hans mænd spise frugterne fra deres mystiske træer, som gør, at de ikke ønsker at rejse derfra. Sirenernes sang, som lokker skibe ind mod det dræbende rev og er så dragende, at Odysseus må surres fast til masten for ikke at lede sine folk i døden. Strædet mellem uhyret Skylla og malstrømmen Charybdis, som skibet skal krydse. Og så selvfølgelig kyklopen, Odysseus narrer med sit berømte “Ingen”.

Efter jeg havde læst Homers Odyssé, var det som om, eposset var overalt: Gabriella Adameșteanus roman En spildt formiddag udkom på dansk og trak tråde til James Joyces Ulysses og videre til Odysséen. The Return fik premiere og er en filmatisering af Odysseus’ hjemvenden med Ralph Fiennes i hovedrollen, og så nyheden om, at Christopher Nolan er i gang med et beslægtet filmprojekt The Odyssey med premiere i 2026.

Hvad det er ved den oldgamle fortælling, der tiltrækker og taler til mennesker i dag, ja, det kunne jeg have spurgt mig selv om efter at have vendt den sidste side. Det gjorde jeg bare ikke. I stedet opsøgte jeg et nyt narkotisk sug, et nyt antikt kick, i Homers Iliade. I dens 24 sange og 16.000 vers, som skildrer den trojanske krig, som Odysseus i Homers Odyssé er på vej hjem fra.

Stemningen er vidt forskellig i de to værker. I Odysséen lyser eventyrligheden, det fantastiske, det utrolige, mens Iliaden er helt anderledes mørk, er helt anderledes tragisk, blodtilsølet, og som via sagnhelten Achilleus tematiserer vreden og dens ekstreme, altødelæggende potentialer. 1. sang åbner sådan:

»Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus,/vreden, den fæle, som voldte Achaierne tusinde kvaler,/sendte behjertede sjæle af talrige helte til Hades/og lod dem selv blive slængt som æde for hurtige hunde,/grådige gribbe og ravne så Zeus’ vilje blev fuldbragt –/helt fra den første stund da striden begyndte imellem/folkenes drot Atreïden og gudernes lige Achilleus.«

Vreden, som lammer Achilleus og siden gør ham til en sanseløs dræber, skyldes først følelsen af at være blevet krænket af en nær allieret og siden, at hans elskede ven (og elsker?) Patroklos bliver dræbt af trojanernes blodberusede Hektor. Som Achilleus kort efter slår ihjel, og hvis lig han skænder ved i dagevis at trække det efter sin stridsvogn. Med ansigtet vendt ned mod jordens sten, grus, grene.

Det er brutalt, og det er fortvivlende, hvordan de døde kroppe hober sig op på krigens slagmarker, som en slags mørkets og meningsløshedens bjerge. Men lige så meningsfuldt er Achilleus’ møde med Hektors far, kong Priamos, som bønfalder ham om at få sønnens lig med hjem, så han kan brænde det. Så han kan give ham den sidste bålfærd.

En af de aftener, hvor jeg havde læst, dukkede et foto op i mit Facebook-feed – sikkert fordi jeg har søgt information om Iliaden på nettet – hvor den smukke Achilleus står og taler i mobiltelefon. Eller rettere, det er Brad Pitt i kostume, der tager en pause fra optagelserne af Troy – en fri Hollywood-fortolking af eposset.

Jeg forstår, hvorfor producenter, instruktører og skuespillere bliver ved med at interessere for Homers to værker, spækket som de er med vilde optrin. Og de er i ordets bedste forstand udvendige. Her er det protagonister og antagonister, som mødes og strides. Her sker der noget, og her er psykologien nok til stede, men ikke som botaniseringer i følelser og tanker, men via handlinger og via dét, der kan ses. Tårer, klagesang, vrede, brøl, kys, omfavnelser.

Homers sammenføjning af græske myter, sagnkonger og historiske krige er, sagt med andre ord, båret af scener. Af konkrete situationer, der manes frem for læseren. Tag bare åbningen på 2. sang i Homers Odyssé:

»Men da der oprandt lys af den rosenfingrede Dagning,/rejste Odysseus’ søn sig op fra sit flettede leje,/klædte sig på og hængte sit sværd i dets strop om sin skulder,/bandt sine salvede fødder i smukke sandaler med remme/og gik så ud af sit kammer så skøn som var han en guddom.«

Guderne fylder her og andre steder. Dem er menneskene underlagt og kan aldrig nå deres niveau, hvad angår ynde eller styrke. Og nok er de overnaturligt stærke, men også fulde af luner og forfængelighed og er – læst under vor tids kunstige lys – måske blot udtryk for det uforklarlige, det uigennemskuelige, det gode og det forfærdelige, som rammer ethvert menneskeliv til enhver tid.

Den tanke træder frem af eposset, der er fortalt med et raffinement, som virker ubegribeligt. Ikke mindst, hvis man anser Homers Odyssé for en enkelt mands værk. Hvis man mener, at Homer alene, uden lignende værker at læne sig op ad, så sikkert og suverænt har kunnet benytte sig af flashbacks, flashforwards, forhaling, parallelle fortællespor og samtidig været i stand til at kondensere de mundtligt overleverede fortællinger, sagn og myter, i en poesi så blændende som hvid marmor.

At kalde noget for tidløst er selvfølgelig noget vrøvl. Men er et værk stærkt nok, kan ”noget” i det tale på tværs af årtusinders støv og larm. Det kan både Odysséen og Iliaden, og de fik mig til at tænke på alverdens oversættere. At vi ikke kan værdsætte disse skyggearbejdere nok. Og uden Otto Steen Dues oversættelser havde jeg ikke fået samme adgang til de to sublime græske tekster og til en litteratur, der virker større end noget ét menneske kan skabe.

Men hvem var Homer egentlig? En blind mand? En seende sanger? En myte, som dem han selv nedskrev? Flere digtere under ét navn?

I den klassisk filologi diskuteres det homeriske spørgsmål, og her findes der to skoler; den der mener, at én eller måske to nedskrev de to værker, og så dem der mener, at teksterne er flere syngende og skrivendes værk. At de såkaldte rapsoder justerede og forbedrede sangene, når de fremførte dem her og der.

Det er i grunden ligegyldigt. Hvad der er vigtigt er, at vi har adgang til resultatet. Til eventyrlighederne, til uhyrerne, nymferne og ultravolden og til deres skildring af, hvad det vil sige at være menneske: Om livets udfordringer, og hvordan man tackler dem.

Det er sikkert nogle af svarene på, hvorfor værkerne stadig taler til mange i dag. Det er simpelthen noget så sjældent som eksistentiel action! Men jeg mærker også en frustration og længsel i forhold til nutidens forfatter- og litteratursyn, som kun forstærkes efter at have læst Homer så intenst.

For hvor Homers værk på ingen måde involverer ham selv og hans følelser, ja, hvor vi ikke engang ved, om han var et virkeligt menneske, så feticheres forfattere i dag og ”taler ud” i lange interviews. Og den litteratur, der skrives nu, er indsovset i jeg-fortællere. Vi lever i individets og følelsernes tidsalder, hvilket i dén grad afspejles i litteraturen, der modsat Homers epik bevæger sig på indersiden af karaktererne.

Jeg går heller ikke selv fri. Min seneste bog, et år med læsning og skrivning. en fastholdelse, er en jeg-tekst med et stærkt privat og bekendende præg. Tidligere i mit forfatterskab har jeg trukket på egne smertepunkter, og på oplevelser – smukke, absurde, forfærdelige – fra mit eget liv. Men den her gang trak jeg helt bevidst fiktionens filtre, alt dét der forvansker stoffet til almen genkendelighed, fra, og skrev igennem et helt år om de følelser, som meldte sig i mig under læsning og skrivning, og som i høj grad hænger sammen med de økonomiske vilkår, kunstnere og kulturarbejdere lever under i Danmark. Det blev en slags ængstelsens dagbog, som jeg fandt – og stadig finder – væsentlig.

Men jeg må også erkende, at læsningen af Homer trak en vis lede ved min radikalt private skrift og ved tidens litterære hovedstrøm helt ud i lyset. Denne svælgen i det indre, i det introspektive, i det jeg-forsnævrede.

Det her er nu ikke så meget et opgør med tidens litteratur, som et ønske om at fremhæve, hvor godt det føles at læse Homer. Ikke mindst på sorte dage, hvor jeg føler et slægtskab med det deprime litteratursyn, den franske filosof Alain Finkielkraut giver udtryk for i sin Efter litteratur fra 2021. Her argumenterer han for, at vi lever i »den postlitterære tidsalder«, hvor såvel gamle som nye værker alene vurderes på, om de nu er humanistiske nok; om de er opbyggelig læsning og placerer sig rigtigt i forhold verserende kamp mod diskrimination, ulighed og krænkelser.

Men når jeg tænker på mine uger, ja, måneder med Odysseen og Iliaden, fyldes jeg med så meget lys og glæde over det sublime og det dybe, at tidstypiske indvendinger mod deres æresbegreber, kvindesyn eller mandeidealer blot fremstår som dét, de er: ahistoriske, udannede, kunstfjendske.

At læse værker, som har rejst sig af en fjern oldtids erkendelser, udviklinger og bevægelser, værker hvor synet på det enkelte menneske var underlagt et helt andet værdisæt og nogle helt andre normer, gennem vore små dobbeltslebne Synoptik-briller, er i bedste fald komisk og i værste fald tragisk.

Det tænkte jeg ikke, mens jeg læste om Odysseus og Achilleus. Men det gør jeg i de her dage. Når jeg ikke læser ny litteratur eller skriver min egen i den nutid, hverken jeg eller nogen anden helt kan undslippe.