Lysende og ladet

Da jeg første gang læste Kanelbutikkerne af Bruno Schulz i en lille, dårligt trykt paperbackudgave fra Gyldendal blev jeg opslugt af bogens groteskhed. De lange snirklede sætninger, der efter hvert komma gemte på nye, absurde, dunkle og syrede detaljer. Jeg havde det, som om Schulz var en Kafka, der var mere Kafka-agtig end Kafka selv. En Kafka med kød på. Hvor Kafkas absurditeter leveres med tør ironi, kancelliagtigt og formelt i tonen, skrev Schulz mere drømmende og saftigt og mosbegroet, syntes jeg. Især var portrættet af faren umuligt for mig at glemme igen: hans parallelverden med fuglene, hans forvandling til en udstoppet kondor, hans to ”mannequiner” som i virkeligheden måske er sypiger, men man kan ikke helt finde ud af, hvor grænsen mellem dukke og menneske går.

Den bobler af en uimodståelig trang til at se skønhed og liv i selv det mest falmede, flossede stykke stof eller tørreste, mest trøskede stykke gulvplanke.

I dag, da jeg omtrent dobbelt så gammel læser Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis’ nyoversættelse af Kanelbutikkerne, er det noget andet, der fænger. Alt det, jeg som teenager blev fanget af, er der stad