Print artikel

Minder til en anden fremtid

Foto: Grenaa Egnsarkiv
Kritik
17.08.25
Hvorfor interesserer unge forfattere sig for 1970erne netop nu?

Halvfjerdserne er en tid, der for mange klinger af oliekrise og smalkost. Manglende brændstof satte industrier i stå, arbejdsløsheden steg og veje lå tomme hen om søndagen, hvor bilen skulle blive i garagen. Her, ved siden af den parkerede bil, fyldtes hylder med egne marmelader og syltede grøntsager for at spare på indkøb, mens efterkrigstidens bekvemme konserves blev et produkt for de velbemidlede. 

På den anden side er årtiet husket for sine slagkraftige politiske og sociale bevægelser. Med udgangspunkt i 1968-oprøret, der med Maos lille røde i baglommen rystede op i nedarvede strukturer og stivnede hierarkier, blomstrede det politiske engagement og tog form i miljøbevægelsen, fredsbevægelsen, BZ-bevægelsen og kvindebevægelsen. 1970’ernes bevægelser kastede sig ind i mange af de diskussioner, som vi fortsætter med at have i dag: Ja eller nej tak til atomkraft som alternativ til olie og gas? Skal en bolig i København virkelig kun være de rige forundt? Og hvordan organiserer vi arbejdet og ændrer rammerne for intime relationer, så vi kan blive mere frie?

Nogle vil mene, at 1970’ernes sociale og politiske nybrud – fra fredsbevægelser til kollektive leveformer – blot var eksperimenter, der ikke på realistisk vis kan genskabes. Alligevel virker det som om, at en generation uden minder fra den tid – og som svar på miljøkollaps, brutalitet og burnout – alligevel er i fuld gang med at prøve. 

De seneste år har det heller ikke skortet på røde flag, der sætter spørgsmålstegn ved alle ideer om fremskridt: Med tilbagerulningen af Roe v. Wade i USA, neokonservatismens fremgang allevegne og den manglende politiske handling på klimakatastrofen er det nærlæggende at overveje, om vi skulle have lyttet mere til budskaberne i Romerklubbens The Limits of Growth (1972) og Françoise d’Eaubonnes Le féminisme ou la mort (1974, Feminisme eller døden). 

Halvfjerdsernes tiltrækningskraft mærkes også som en understrøm i litteraturen, hvor to nye romaner, Lauren Elkins Scaffolding (2024) og Charlotte Gneuss Gittersee (2023, dansk oversættelse af Henrik Andersen, 2025), vender sig mod 1970’erne og dermed skildrer en tid, der ligger uden for forfatternes egen hukommelse. Men hvad vil forfatterne Elkin og Gneuss med en fortid, der ligger netop uden for deres egen tidslinje? 

***

I fransk-amerikanske Lauren Elkins roman Scaffolding (2024)beskriver den primære hovedperson, psykoanalytikeren Anna, en genkommende tilstand: »Some days I lie on the bed immobilised for hours, as if a large sheet of cling film were pinning me in place«. Anna har mistet en graviditet, er blevet sygemeldt fra sit arbejde som terapeut og går i stedet selv i analyse. Hun bruger mest tid i sin lejlighed i pariserkvarteret Belleville, nogle gange -– »when self-loathing has transformed itself into energy« – løber hun en tur. Hendes partner, som hun ejer lejligheden med, er advokat og har taget et job i London som en del af Brexit-forhandlingerne. Adskillelse – fra det barn, de ønskede sig, og fra en elsket – er en primær spænding i bogen. Som Anna siger: »Separation is one of the things we fear most. The other thing is coming together«.

Men er det virkelig rigtigt, at de ideer, der bar kollektiver, fællesejet jord, kampen for seksuelle rettigheder og opgøret med kernefamilien var så utopiske, at de var urealistiske og umulige at opretholde? 

Plastikfolie-metaforen i Scaffolding er inspireret af et maleri af Shannon Lucy Cartier med titlen Naptime. Maleriet blev vist i New York City i 2018 som en del af udstillingen med navnet Home is a Crossword Puzzle I Can’t Solve (et andet maleri fra samme udstilling, Swans, pryder bogens omslag). Jeg nærstuderer maleriet på kunstnerens hjemmeside. Det er ikke kun kvinden på sengen, iklædt sorte yogabukser og hvid sweatshirt, som er klædt i plastik. Det er IKEA-kommoden, planten, der står ovenpå kommoden, en ventilator og noget tøj (inklusiv det, der kunne ligne en brudekjole) også. Snarere end plastikfolie ligner det, synes jeg, den slags plastik, som man kan beskytte en sofa eller en lænestol med. Et tykt, skinnende, hylster, som sørger for, at møblementet kan blive brugt uden at få pletter eller ridser. Der kan ikke være meget luft under det.

Cartiers maleri er ved første øjekast for Anna (via Elkin) et billede på depression. Men måske er det også en allegori på, hvordan fortidens følelser fæstnes i hukommelsen som en sommerfugl til en tavle. Fikseringen er den samme, og den manglende bevægelsesfrihed, når mindet omklamrer sindet. For mig er det en klaustrofobisk oplevelse, men Anna ser forbindelsen til tidligere elskere og elskede i et anderledes positivt lys: »Even people we specifically eliminated from our lives are still there, lingering behind the curtain of the past. Some change in the air and the curtain lifts, exposes some memory, and resettles. I find this comforting. To think that I’m still there, behind his curtains.« Det skal vise sig, at det begær, som Anna kan skimte bag fortidens slør, er særdeles præsent.

Scaffolding puster på flere måder til grænserne mellem nutid og fortid. En af romanens hovedtræk er, at den springer i tid og lader den midterste af sine tre dele foregå i 1970’erne. Lejligheden, som Anna og David bebor i slutningen af 2010’erne, var et halvt århundrede forinden ramme for et andet pars liv. I den midterste del af romanen er det Henry og Florence, der med Belleville som base forsøger at navigere i deres begær; Florence efter et barn og et liv som psykoanalytiker, Henry efter Florence og de fleste andre kvinder, han møder. 

De kommer direkte fra 1960’ernes ungdomsoprør, som Florence var involveret i og forsøger at udleve konsekvensen af sin feministiske bevidstgørelsesgruppe og ved at gå til Jacques Lacans forelæsninger. Henry derimod ser sin hustrus lyst til grundlæggende social og politisk forandring som en forbigående interesse og fejer hendes ønske om en baby til side ved at referere til sig selv som et barn, der ikke vil dele hendes opmærksomhed med andre: »Florence belongs to me and its bad enough to share her with her past, how can I share her with a child.«

I tyske Charlotte Gneuss’ roman Gittersee, der også udspiller sig i 1970’erne, er det ikke Paris men en lille by uden for Dresden, som danner ramme for fortællingen om 16-årige Karins begær efter Paul og hans eventyr. Da Paul forsvinder, bliver Stasi-agenten Wickwalz mere og mere nærgående og får til sidst adgang til Karins viden ved at udnytte hendes trang til at fortælle sig selv. Han byder en cigaret og de læner sæderne i Wickwalzs bil tilbage. Så taler de om Karins liv. Han stiller korte spørgsmål, nikker til hendes svar, opmuntrer hende. Der er altså ikke langt til Annas divan i Scaffolding.

Det er både skræmmende og forløsende, når fortællingen til sidst flyder fra Karins mund: Hendes sidste møde med Paul, veninden Maries frigjorte familie, Karins forhold til Lille, den lillesøster, som hun ofte passer, når forældrene er på arbejde. Karin har heller ikke mange andre at fortælle sig til. Efter Marie begynder at bruge meget tid med Marlene, er Wickwalz det bedste bud. Forældrene er udkørte og optagede af hinanden. Farmoren bor også hos dem, men hvis hun er en kilde til en form for visdom, er det ikke en blød en af slagsen. Som Karin siger til Lille, efter hun har frelst tumlingen fra den ældre dames selskab: »Bedste mener det ikke så slemt, hun er bare sur over, at hun tabte krigen«. 

Gittersee er forbindelsen mellem 1970’erne og nutiden mindre udtalt end i Scaffolding. Hele Gneuss’ roman foregår i 1970’erne og der bliver ikke, som i Elkins roman, trukket forbindelser på tværs af tid ved hjælp af persongalleriet og Belleville-lejligheden med sine tidstypiske tapeter og brune opvaskemaskine (en lille revolution for Florence og Henry, et dysfunktionelt fortidslevn for Anna og David). Men Gittersee har alligevel vakt opmærksomhed, fordi Charlotte Gneuss, født i 1992, ikke selv har minder fra 1970’ernes DDR. Modsat andre aktuelle skildringer af Østtyskland før murens fald – Brigitte Reimanns Vi var søskende, Jenny Erpenbecks Kairos, Julia Schochs Århundredets par – skriver Gneuss på baggrund af andres minder og egne forestillinger om 1970’erne. 

Gneuss og Elkin (f. 1978) er ikke de eneste uden egne minder fra 1970’ernes politiske virkeligheder, der vender sig mod netop dét tiår. Halvfjerdserne er derimod en stærk figur for mange, der forsøger at skærpe deres politiske forestillingsevne. Det sker på på trods af, at mange af den tids sociale og politiske eksperimenter er blevet husket som uholdbare, fjollede, endda farlige. For den britiske kulturkritiker, Mark Fisher, er den rammesætning om årtiet ikke tilfældig. Hans analyse i Kapitalistisk realisme. Findes der ikke noget alternativ? (2021) og Syrekommunisme (2024)peger derimod på, at vi husker sluttressernes og halvfjerdsernes politiske nybrud som en undtagelse takket være målrettede neoliberalistiske diskurser, der fremhæver kapitalismen som den eneste realistiske mulighed for fremgang og velstand. Men er det virkelig rigtigt, at de ideer, der bar kollektiver, fællesejet jord, kampen for seksuelle rettigheder og opgøret med kernefamilien var så utopiske, at de var urealistiske og umulige at opretholde? 

Jeg vil ikke påstå, at sigtet med Elkins og Gneuss’ romaners fokus på 1970’erne er eksplicit politisk. Men de deler med mine overvejelser en venden sig mod den nære fortids arkiver og de hyldemeter, der står lige uden for deres egen kropslige hukommelse. Ud fra andres minder og fortællinger forestiller de sig 1970’er-liv, der udfolder sig på et specifikt sted (Belleville eller Gittersee) og ud fra en specifik identitet (fransk-jødiske akademikere eller østtyske teenagere), og tilsætter dramaet fra krydsfeltet mellem politiske brydninger og intime relationer. Begæret er politisk; kærligheden og dens institutioner en kampplads. Det er en af de overordnede indsigter, som politiske bevægelser i sluttresserne og halvfjerdserne reagerede på. Elkin og Gneuss tager den besked op til reevaluering og lader os – på godt og ondt – sammenligne halvfjerdsernes begær med det, vi selv drives af i dag.

***

Scaffolding rammer en anden åre i tiden: psykoanalysen er i sig selv (igen) et objekt for begær. Mine venner går (eller overvejer at gå) i analyse, Helen Charman bruger i Mother State (2025) psykoanalysen til at forstå moderskab og/i den britiske velfærdsstat, Lacan bliver oversat til dansk og sammen med en række forfattere er Dagbladet Information over sommeren gået i psykoanalyse.

Psykoanalysen er ellers ikke sjældent blevet latterliggjort. Et eksempel findes i Mary McCarthy’s roman The Group (1963), som følger otte amerikanske kvinder i årene efter de i starten af 1930’erne har taget eksamen fra det prestigiøse Vassar College. I slutningen af romanen afslører en (gift) elsker, der prioriterer sine hyppige aftaler hos sin analytiker over gruppens uerfarne men intelligente og politisk vakte Polly, at han efter mødet med hende ikke længere drømmer. Det er et problem. For han har derfor ikke noget at fortælle, når han ligger på divanen. Han ligger der bare, tavs, i timevis. Han tager konsekvensen af dette underbevidsthedens dødvande og forlader vores heltinde for at kunne komme videre med sin analyse. Den afsløring sker efter Polly længe har funderet over, hvad elskeren dog fortalte sin analytiker. 

Selvom Scaffolding tager psykoanalysen anderledes alvorligt, er den ikke blind for selvfortællingens faldgruber, dens narcissisme. For eksempel noterer Anna sig, hvordan mødet med David – den afklarede, opmærksomme mand, hun er gift med – næsten ikke er nævnt i hendes sorte dagbøger. Derimod fylder det stormombruste forhold med Jonathan, som hun mødte, da hun var først i tyverne, mange sider over mange år. Og for McCarthys Freud-discipel i 1930’ernes New York er begæret efter underbevidsthedens drama – og, ikke mindst, fortællingen om det drama – altså større end den tilstand af indfriet begær (hvis det altså findes) og medfølgende sindsro, som han oplever med Polly (ud over at være et godt politisk og intellektuelt match får hun efter en del kvababbelser fat i et pessar; det er alletiders). 

Som Elkin peger på ved at lade Florence mødes i sin feministiske bevidstgørelsesgruppe og gå til Lacans forelæsninger (sammen med sin nye elsker: »I am sleeping with a man who is not my husband and I refuse to feel shamed for it. That’s what we’re been fighting for, love and sex and bodies without shame. And that’s what I’m laying claim to.«) har ideer om begær og selvfortælling en særlig relation til 1970'erne. Her blev det tydeligt, at de to elementer, begær og sprog, der er så centrale for psykoanalysen, har et sprængfarligt politisk potentiale – både for den enkelte og for fællesskabet. 

På trods af den afgørende krydsbestøvning mellem feminismen og den Lacanianske psykoanalyse, er bevidstgørelsespraksisserne måske årtiets største nyskabelse (Lacan reproducerede, som Luce Irigaray rettelig gjorde opmærksom på i Speculum de l’autre femme (1974), i høj grad psykoanalysens patriarkalske udgangspunkt hos Sigmund Freud). I private hjem og på offentlige institutioner samledes kvinder i cirkler og lyttede til hinandens fortællinger. De skabte og udlevede konsekvenserne af deres nye bevidsthed – som Florence siger: »It’s saved more than one marriage and, I regret to say, broken up a few as well« – og opfandt samtidig en narrativ form, der fandt vej ind i skønlitteraturen som autofiktion og i essaygenren, som begyndte at antage en anden tone end det universelles kølighed.

Sammenlignet med McCarthys The Group, hvor en cirkel af kvinder er romanens udgangspunkt, er 1970’ernes bevidstgørelsesgrupper, som den bliver repræsenteret af Elkin, en ankomst, en måde at leve på. Det er den form for engageret fællesskab, som Karin i Gittersee kun kortvarigt skimter, da hun i sin lillesøsters vuggestue bliver taget for at være Lilles mor: »Dejligt, at jeg endelig fanger dig, jeg er Steffi fra forældregruppen. Alle vi andre mødre samles altid den sidste onsdag i måneden, og du skal være hjerteligt velkommen.« Men Karin er jo ikke mor, og da hendes egen mor flytter ind hos en veninde i Dresden og faren begynder at kigge endnu dybere i flasken end normalt, er der vitterligt kun statsagenten at betro sig til: »Dengang troede jeg, at Wickwalz holdt af mig. Han talte jo til mig, som om jeg var et helt menneske. Han fik mig til at føle, at jeg sagde en masse kloge ting.« Jatak, det private er politisk og selvfortællingen et fælles anliggende.

***

Der er en risiko for at komme til at romantisere 1970’erne, når man sammenligner årtiets politiske engagement og tankemæssige nybrud med nutidens klimakrise, stigende ulighed og generelle udbrændthed. Men mange fra den generation, der voksede op i kollektiver og ikke ønsker sig tilbage rollen som tilskuer til deres forældres frie kærlighed, skal nok minde os om ikke at komme alt for godt i gang med at længes efter mindet om en tid, vi ikke selv har oplevet. Og de har en pointe: Som barn af 1990’erne kan jeg vende mig mod 1970’erne fra en position af generationel frihed. Det har sine begrænsninger, men giver også nogle muligheder. 

Afstanden til 1970’erne giver mulighed for at skabe nye forbindelser til de revolutionære stemninger, som blev udlevet og som har aflejret sig i skrift og musik, til demonstrationer, i boformer og mange andre kulturelle fænomener. Ikke alt var positivt. Neoliberalismen har sin rod i Ronald Reagans og Margaret Thatchers regeringstid i 1970’erne. Og kollektiver kan, for eksempel, være lige så dysfunktionelle og voldelige som kernefamilier. Men diskussionen om, hvordan familieformer er forbundet til dominerende strukturer omkring seksualitet, køn, klasse og race er, som Sophie Lewis eksempelvis har gjort opmærksom på i Full Surrogacy Now: Feminism Against Family (2021) og Abolish the Family: A Manifesto for Care and Liberation (2022), mindst lige så relevant i dag som den var i 1970’erne. 

Måske er det derfor, halvfjerdserne dukker op i litteraturen som en figur for forestillingen om ”something”, som den amerikanske kulturteoretiker, Lauren Berlant, har udtrykt det: noget andet, noget bedre, når det kommer til, hvordan vi indretter os med hinanden, med naturen og dens ressourcer, med arbejdet. Som Wickwalz, Gneuss’ filosofiske skurk, siger: »Kapitalismen er som en cykel, der kun kan holde sig oprejst, når den bevæger sig fremad. Så snart der indtræffer en økonomisk krise er den åh, så frie markedsøkonomi afhængig af statens hjælp.« Gneuss efterlader ingen tvivl: Wickwalz og hans stasi-inducerede paranoia repræsenterer ikke et godt alternativ til kapitalismens cykel. Men hvad nu hvis der fandtes andre kæppe, der kunne stikkes i hjulet, som kunne sagtne cyklens fart på de blinde veje, den allerede er godt på vej ned af? Hvad hvis de alternative former – måder at leve sammen på, med hinanden, med naturen – allerede er tilgængelige og kan hives frem fra arkivet? 

Måske er fiktionens fornyede interesse for årtiet et praj om, at en ny generation er gået i gang med at grave i arkivet og bruger forestillingen om halvfjerdserne til at skabe en fortid, der kan bære den fremtid, vi drømmer om. Under alle omstændigheder tilbyder Scaffolding og Gittersee hver især 1970’erne som et spejl for begæret efter noget andet, noget bedre, end den verden vi lever i nu og den verden, vi i høj acceleration er på vej henimod. Romanerne maler hverken glans- eller skræmmebilleder, men minder om, at hukommelsen er politisk og minder langt fra noget, der hører fortiden til. 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.