Sølvbryllup med poesien
Jeg ved ikke, om folk henholdsvis udskød og fremskyndede deres debuter for at kunne blive dem, der indvarslede det nye årtusinde – i hvert fald har jeg tit tænkt på det besynderlige i, at sådan cirka alle mine yndlings(nulevende, danske)forfattere debuterede i lige præcis år 2000, og ikke 1999 eller 2001.
Harald Voetmann, Lars Frost, Ursula Andkjær Olsen, Majse Aymo-Boot og bogaktuelle Lars Skinnebach og Rasmus Nikolajsen udkom alle, i hvad der må have været et lettere mirakuløst debutantår. Hvordan skriver 25-års-jubilarerne i dag?
»Den ene og den anden« er nærmest et omkvæd i Lars Skinnebachs nye digtsamling, I ly. »Den ene og den anden. Den jeg var og/ og er, er den jeg bliver.« Han har altid genbrugt sig selv, hans værk er måske én langsomt muterende digtsamling. Førsteudgaven af Øvelser og rituelle tekster (2011) var indbundet i genbrugte omslag fra hans tidligere bøger, og digte fra dén bog er genoptrykt i Patriarken falder (2022).
I I ly genbruges så en hel suite på syv digte fra Patriarken falder, Plantagen, som dernæst udvides med nye digte. Men suiten begyndte egentlig også som genbrug. Her er førs
