Mellem rockwool og rosé
Første gang jeg deltog i Folkemødet, arrangerede jeg selv en af de mange receptioner, som nu føles som et slags parallelprogram til det officielle - en valuta.
De private fester på Folkemødet fungerer som et statussymbol, og invitationerne som en slags Pokémon-kort. En gammel studiekammerat spørger: »Skal du med til Rud Pedersens reception?« – Nej, jeg er ikke inviteret,« svarer jeg og nævner, hvordan en særlig rådgiver engang smuglede mig ind.
Receptionerne er ikke kun sociale. De er Folkemødets bagside – det uofficielle program, som de indviede ved findes. Ofte en slags arbejdsreunion, hvor man "holder sit netværk ved lige". Man siger, at Folkemødet handler om at tale sammen. Men for mange handler det lige så meget om at vide, hvem man skal tale med – og hvornår. Ikke alle får invitationen, og nogle ved ikke engang, at de mangler den.
Demokratiet siges at leve i lyset. Men i Allinge findes det også i baggårde med vin – hvor gennemsigtigheden ofte er mat i overfladen. Hannah Arendt mindede os om, at frihed og politisk handling kun kan opstå i det fælles, offentlige rum. Det, der ikke tåler lys, har intet med politik at gøre, men med magt.
På Folkemødets
